Filosofi om at leve
Det gælder om at se livet positivt. Måske sådan her?
Desværre kan jeg ikke bryste mig af at have skrevet den følgende historie, men jeg kan give lidt baggrundsviden om, hvor jeg har den fra.
Jeg var engang med til at starte en forening for kvinder med depression. Det var dengang, hvor depression stadig ikke var en almindelig kendt sygdom. Dog var den heller ikke længere et direkte tabu.
Vi var en lille flok kvinder, der mødtes på en fælles hjemmeside og delte solskin og regnvejr med hinanden. Vi kunne dele erfaringer og dårligt humør, og det kunne nogle gange hjælpe, at man fik vendt tingene på hovedet. Jeg ved, at i den periode, jeg var hårdest ramt, var klubben med til at redde mig flere gange. Der var et unikt sammenhold, og tonen var varm og behagelig.
Hvor vi kunne, prøvede vi at bringe det positive ind i de andres liv. I dag synes jeg, at det er utroligt, at vi overhovedet havde overskuddet til det. Jeg tror, det hele handlede om vilje. Noget man ellers kan mangle, når man er ramt af denne sygdom. Vi ville simpelthen hjælpe og være der for hinanden.
Faktisk var klubben en stor del af mit liv dengang, og det er den på en måde stadig, for det var den, der på et kritisk tidspunkt i mit liv viste mig, at jeg også havde gaver.
Det var dér jeg, i sin tid, begyndte at skrive, og det var der, jeg blev bekræftet i, at jeg havde noget at give.
I dag er klubben desværre næsten tavs, men det hænder, at der, fra tid til anden, dukker gamle medlemmer op og fortæller om, hvordan livet går eller ikke går.
Det er derfra, jeg har denne lille historie. Jeg synes, at den er så sød og positiv, at jeg var nødt til at sætte den ind her.
Jeg kan ikke tage kredit for at have skrevet den. Jeg ville ønske, at jeg kunne, for den viser, at man måske har en tendens til at overse den løsning, der ligger lige for.
Marie ATD-klubben, tusind tak for historien!
Professoren stod foran sin filosofiklasse. På bordet foran ham lå der forskellige genstande. Da timen begyndte, tog han - uden at sige et ord - et meget stort, tomt mayonnaiseglas op og begyndte at fylde det med golfbolde.
Så spurgte han klassen, om glasset nu var fyldt. Det bekræftede de studerende.
Så tog professoren en æske med småsten op og hældte stenene ned i mayonnaiseglasset. Han rystede det ganske let, og stenene rullede ned omkring golfboldene. Så spurgte han igen klassen, om glasset var fyldt. Det bekræftede de.
Derefter tog professoren en æske med sand op og hældte sandet ned i glasset. Og naturligvis fyldte sandet alle hullerne ud. Professoren spurgte igen, om glasset var fyldt, og de studerende svarede enstemmigt: ja.
Så tog professoren to dåseøl frem, som han havde holdt skjult under bordet, og hældte hele indholdet ned i glasset, hvor væsken fyldte den mindste plads op mellem sandkornene. De studerende grinede.
"Nu," sagde professoren, da latteren var taget af, "vil jeg gerne have, at I betragter dette glas som jeres eget liv. Golfboldene er de vigtige elementer - jeres familie, jeres børn, jeres helbred, jeres venner - jeres yndlingspassioner - alt det, der ville få jer til at føle, at I havde et fuldt liv, selvom alt andet gik tabt."
"Småstenene udgør de andre ting, der betyder noget, såsom jeres job, jeres hus, jeres bil. Sandet er alt resten - alle de små ting."
"Hvis I putter sandet ned i glasset først, vil der ikke være plads til småstenene og golfboldene", fortsatte han. "Det samme gælder livet. Hvis I bruger al jeres tid og energi på alle de små ting, så vil I aldrig have plads til de ting, der betyder noget for jer.
Vær opmærksom på alt det, der er væsentligt for jeres lykke. Leg med jeres børn. Tag jer tid til at gå til lægen. Inviter jeres partner ud til middag. Spil 18 huller til. Der vil altid være tid nok til at gøre rent og reparere den der dims, der er gået i stykker. Tag jer først af golfboldene, det vil sige dét, der virkelig er vigtigt. Giv jer selv nogle prioriteter. Resten er bare sand."
Da han var færdig, var der dødstille i klassen. Så rakte en af de kvindelige studerende hånden op med et forundret udtryk i ansigtet og spurgte, hvad øllen så repræsenterede.
Professoren smilede. "Jeg er glad for, at du stiller det spørgsmål. Det betyder såmænd bare, at uanset hvor fyldt dit liv forekommer dig, så er der altid plads til et par øller."
Jeg var engang med til at starte en forening for kvinder med depression. Det var dengang, hvor depression stadig ikke var en almindelig kendt sygdom. Dog var den heller ikke længere et direkte tabu.
Vi var en lille flok kvinder, der mødtes på en fælles hjemmeside og delte solskin og regnvejr med hinanden. Vi kunne dele erfaringer og dårligt humør, og det kunne nogle gange hjælpe, at man fik vendt tingene på hovedet. Jeg ved, at i den periode, jeg var hårdest ramt, var klubben med til at redde mig flere gange. Der var et unikt sammenhold, og tonen var varm og behagelig.
Hvor vi kunne, prøvede vi at bringe det positive ind i de andres liv. I dag synes jeg, at det er utroligt, at vi overhovedet havde overskuddet til det. Jeg tror, det hele handlede om vilje. Noget man ellers kan mangle, når man er ramt af denne sygdom. Vi ville simpelthen hjælpe og være der for hinanden.
Faktisk var klubben en stor del af mit liv dengang, og det er den på en måde stadig, for det var den, der på et kritisk tidspunkt i mit liv viste mig, at jeg også havde gaver.
Det var dér jeg, i sin tid, begyndte at skrive, og det var der, jeg blev bekræftet i, at jeg havde noget at give.
I dag er klubben desværre næsten tavs, men det hænder, at der, fra tid til anden, dukker gamle medlemmer op og fortæller om, hvordan livet går eller ikke går.
Det er derfra, jeg har denne lille historie. Jeg synes, at den er så sød og positiv, at jeg var nødt til at sætte den ind her.
Jeg kan ikke tage kredit for at have skrevet den. Jeg ville ønske, at jeg kunne, for den viser, at man måske har en tendens til at overse den løsning, der ligger lige for.
Marie ATD-klubben, tusind tak for historien!
Professoren stod foran sin filosofiklasse. På bordet foran ham lå der forskellige genstande. Da timen begyndte, tog han - uden at sige et ord - et meget stort, tomt mayonnaiseglas op og begyndte at fylde det med golfbolde.
Så spurgte han klassen, om glasset nu var fyldt. Det bekræftede de studerende.
Så tog professoren en æske med småsten op og hældte stenene ned i mayonnaiseglasset. Han rystede det ganske let, og stenene rullede ned omkring golfboldene. Så spurgte han igen klassen, om glasset var fyldt. Det bekræftede de.
Derefter tog professoren en æske med sand op og hældte sandet ned i glasset. Og naturligvis fyldte sandet alle hullerne ud. Professoren spurgte igen, om glasset var fyldt, og de studerende svarede enstemmigt: ja.
Så tog professoren to dåseøl frem, som han havde holdt skjult under bordet, og hældte hele indholdet ned i glasset, hvor væsken fyldte den mindste plads op mellem sandkornene. De studerende grinede.
"Nu," sagde professoren, da latteren var taget af, "vil jeg gerne have, at I betragter dette glas som jeres eget liv. Golfboldene er de vigtige elementer - jeres familie, jeres børn, jeres helbred, jeres venner - jeres yndlingspassioner - alt det, der ville få jer til at føle, at I havde et fuldt liv, selvom alt andet gik tabt."
"Småstenene udgør de andre ting, der betyder noget, såsom jeres job, jeres hus, jeres bil. Sandet er alt resten - alle de små ting."
"Hvis I putter sandet ned i glasset først, vil der ikke være plads til småstenene og golfboldene", fortsatte han. "Det samme gælder livet. Hvis I bruger al jeres tid og energi på alle de små ting, så vil I aldrig have plads til de ting, der betyder noget for jer.
Vær opmærksom på alt det, der er væsentligt for jeres lykke. Leg med jeres børn. Tag jer tid til at gå til lægen. Inviter jeres partner ud til middag. Spil 18 huller til. Der vil altid være tid nok til at gøre rent og reparere den der dims, der er gået i stykker. Tag jer først af golfboldene, det vil sige dét, der virkelig er vigtigt. Giv jer selv nogle prioriteter. Resten er bare sand."
Da han var færdig, var der dødstille i klassen. Så rakte en af de kvindelige studerende hånden op med et forundret udtryk i ansigtet og spurgte, hvad øllen så repræsenterede.
Professoren smilede. "Jeg er glad for, at du stiller det spørgsmål. Det betyder såmænd bare, at uanset hvor fyldt dit liv forekommer dig, så er der altid plads til et par øller."
