Aniston

Ferie?

Hvordan holder man allerbedst ferie? Er riverrafting eller en bog i en hængekøje det bedste?

"At rejse er at leve", sagde forfatteren H. C. Andersen i sin tid, men hvordan rejse? Vi synes alle, det er skønt at komme ud og rejse. Man kommer ud af sin vante tilværelse og foretager sig de ting, man holder allermest af. Om det så er at svømme og sole sig ved en sydlandsk strand, på vandretur i Norges fjælde eller læse den ene bog efter den anden i et sommerhus på Fanø.
ANNONCE
Ferie?
Denne sommerferie har for mit vedkommende foreløbig stået på forskellige former for rejser. Jeg har været på en ren afslapnings- og festtur til Tyrkiet samt en familietur til det idylliske og natursmukke Italien.

I slutningen af juni vendte min veninde og jeg tilbage til ferie- og festbyen, Alanya, i Tyrkiet, hvor vi også havde tilbragt en uge sommeren forinden. Vi ville opleve den etniske stemning igen, med vandpibebarer, tyrkisk musik og de dansende og syngende tjenere og bartendere.

Venindeturen

Vi tog en afbudsrejse som året før og fløj til Tyrkiet, hvor vi tilbragte en uge på et mindre hotel i byen, Alanya. Først og fremmest var vi enige om, at ferien skulle bestå af solbadning om dagen og byture på diskotekerne langs havnen om natten.

Derudover ville vi, i forhold til ferien året forinden, gerne udforske området lidt mere kulturelt. Dette gjorde vi for eksempel ved at tilbringe en dag i en lejet jeep, hvor vi kørte rundt til andre byer, strande og kulturelle knudepunkter.

At ferien var skøn, var vi enige om, når vi om aftenen sad på vores terrasse og nød den lokale "Efes" øl, mens vi havde udsigt over de lettere støvede hustage, hotellernes pools og længere ude, gamle middelalderborge på bjergtinderne.

Der var skam fedt at være, for det var lige, hvad vi havde brug for efter måneder med hovedet i en bog og eksamener. Byen åbnede op for netop, hvad vi forbandt med ferie.
ANNONCE
Ferie?
Famileturen

Udover venindeturen til Tyrkiet skulle min sommerferie også bestå af en længe planlagt bilferie i Italien med familien. Her kørte vi til Toscana i Italien, hvor vi havde lejet et sommerhus oppe i bjergene.

Derudover skulle vi bo i en kystby ude ved Adriaterhavet nogle dage og til sidst tilbringe nogle dage i Venedig, inden vi igen skulle vende bilen hjemad.

Jeg havde aldrig tidligere tilbragt ferie i Italien i sommerhalvåret og havde aldrig kørt så langt i bil, som der er til Toscana.

Jeg ville nok foretrække fly, for det er virkelig en sej og lang tur at køre ned gennem Tyskland og Østrig, for så videre at skulle køre et godt stykke ned i Italien.

Når fem mennesker, som vi var, har tilbragt to dage i en bil, er man godt smadret og har ikke meget overskud tilbage, når bilen igen er i Danmark.

Derudover er ens ben stive som to stolper, når man stiger ud på resteplads nummer seks for at indtage kantinemad, hvor det eneste spiselige er Brachwurst og størknede salater.

Men det skal også siges, at når man vælger at køre i stedet for at flyve, så oplever man også meget mere. Jeg ville for eksempel ikke have gået glip af at opleve det charmerende Østrig med de snoede bjergveje, tyrolerhuse og den frodige bjergnatur.

Tiden i sommerhuset i Toscana var en blanding af afslapning ved poolen, gåture i området og besøg i de omkringliggende byer. De dage vi tilbragte ved Adriaterhavet, handlede derimod ikke om andet end at slappe af ved stranden og gå ud og spise om aftenen.

Venedig var vores næste stop og et helt eventyrligt sted. Stedet gjorde stort indtryk på mig, som det har gjort på millioner af turister gennem tiden.

Det venezianske eventyr

Byen er bygget på træpæle og er rammen om et utal af historiske bygninger og kirker. Så da vi ankom til byen, var det på grund af varmen en befrielse at kunne gå rundt inde i de kølige kirker og paladser.

Dagene dernede bestod af at gå op og ned af byens snørklede og smalle gade, over de små broer, der krydser kanalerne, og besøge de mere eksklusive som lokale og hermed specielle forretninger. De eneste transportmidler i byen er vandbusser, vandtaxier og gondoler, og hvor vandbussen disse dage førte os rundt til lagunens mange øer.
ANNONCE
Ferie?
Om aftenen var der på den berømte Marcusplads klassisk musik fra de mest eksklusive restauranter. Vi sad en aften på pladsen og hørte musik og drak vin. Det var som om, alle folk blev fortryllet af stemningen.

Folk, der ikke kendte hinanden, rykkede hen til hinandens borde, mænd købte roser til deres kærester, og folk begyndte at danse. Der var en helt eventyrlig, romantisk stemning, som jeg ikke glemmer foreløbig.

Det er forskelligt, hvad folk forbinder med at slappe af. Min sommerferie har foreløbig været rimelig alsidig med hensyn til måder at rejse på. Jeg har dog stadig en drøm om at tage på en rejse, hvor man får prøvet ens fysiske grænser

mere af, for eksempel en junglevandring i

Thailand eller dykning i New Zealand.

Hvordan har du rejst, eller hvordan skal du rejse denne sommer? Hvilken rejseform foretrækker du, og hvad forbinder du med at slappe af?
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce