Aniston

Fantasybøger

Sommer-fantasy

Der findes et væld af fantasybøger, hvad enten du går ind i en boghandel eller på biblioteket. Mange af dem er gode - men endnu flere er dårlige. Aniston.dk har derfor samlet en række gode titler til dig, der gerne vil underholdes af en spændende roman.
ANNONCE
Fantasybøger
Djævelens Kvint og Tredje Ikaros
Djævelens Kvint og Tredje Ikaros er del 1 og 2 af A. M. Vedsøe Olesens fantasytrilogi om den ægyptiske kaosgud Seth. Seth bliver vækket til live, da han hører Djævelens Kvint blive spillet, og de to romaner beskriver hans liv i vores nutid.

Synsvinklen skifter mellem forskellige fortællere; både Seth og de, der forsøger at mane ham tilbage, hvor han kommer fra. For som sagt er Seth kaosgud - og han skaber også kaos i vores tid.

Hele Seths ægyptiske gudefamilie bliver vækket til live - de fleste inkarneret i nye personer - og romanen gennemspiller således de gamle Osirisfortællinger i moderne klædedragt.

Det er underholdende læsning, men også meget lærrigt. I modsætning til meget fantasy er det tydeligt, at romanerne er skrevet for voksne, og de er velformulerede. Man får et indblik i de ægyptiske guder, som er langt mere interessant, end hvis man slog dem op i et leksikon. Udover guderne gennemgår romanerne også forskellige kunstarter, for eksempel musik og billedkunst, men på en måde, hvor man aldrig føler sig "belært".

Romanerne er meget spændende og helt klart anbefalelsesværdige! Det er tydeligt at forfatteren - der i øvrigt bliver kaldt "Danmarks svar på Anne Rice" - har lavet en grundig research, og gudernes genoplevning i vores tid, er simpelthen et fantastisk påfund.

3. del af trilogien er endnu ikke udkommet.

Sagaen om Isfolket
Troldbunden er titlen på første del af Sagaen om Isfolket af Margit Sandemo. Serien består i alt af 47 bøger. Oprindeligt blev de udgivet i 80'erne, men efter i en årrække at have været udsolgt fra forlaget, er første bind nu blevet genudgivet.

Silje er sytten år og alene. Hele hendes familie er død af pest, og hun er blevet fordrevet fra sit hjem. Hun finder to små børn, der også er efterladt til døden, og tager sig af dem.

Efter at have reddet Fogeddræberen Hemings liv med hjælp fra den frygtede Tengel, begynder alt dog at se lysere ud for Silje: Tengel skaffer hende kost og logi på en gård med venlige mennesker, og Silje er forelsket for første gang: I den smukke Heming.

Men selvom det er Heming hun er forelsket i, er det Tengel hun drømmer om om natten. Menneskedyret Tengel, der er både farligt og tiltrækkende.

Romanen handler om Siljes overgang fra barn til voksen, og hendes møde med erotikken og kærligheden. Det er en roman om at finde sin identitet, og det er en roman om mod.

Troldbunden er en sød historie om kærlighed, magi og overtro, som Aniston.dk vil anbefale dig at læse, hvis du vil have let underholdning. I modsætning til Djævelens Kvint er den ikke specielt godt skrevet, men man kommer meget hurtigere i gennem den, simpelthen fordi historien er let og fængende. Det er en bog du med fordel kan tage med på stranden - og stadig have tid til at kigge på fyre.
ANNONCE
Fantasybøger
Valravnen
Valravnen er skrevet af Cecilie Eken over en folkevise fra Middelalderen af samme titel. Hvert kapitel starter således med en strofe af folkevisen, og romanens personnavne er ligeledes tro mod den oprindelige vise.

Den kvindelige hovedperson, Jomfru Eline møder på en ridetur en skræmmende ravn. Mødet kommer til at få stor betydning for hende fremover - for ravnen er en Valravn (halvt ravn, halvt menneske).

Jomfru Eline kommer til at opleve både stormende kærlighed og smerte, og hendes liv bliver et net af farlige hemmeligheder.

Valravnen er velskrevet og letlæselig. Det er en historie der hurtigt er læst, men den er underholdende. Specielt hvis man er fascineret af folkeviser, for er det ikke interessant, at noget der interesserede mennesket nok til at synge om i Middelalderen stadig har værdi i dag?

Der findes som sagt et hav af fantasybøger at give sig i kast med og dette var kun et lille udpluk, men Aniston.dk håber, at du her har fundet en roman at nyde på stranden eller i parken!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce