Familien blev fravalgt
Når blod ikke er tykkere end vand
For at finde ud af hvad der får en person til at træffe sådan en vigtig beslutning, som at fravælge sin familie. Tog jeg en snak med Maria på 26 år, som netop har fravalgt sin familie. Jeg ønskede at blive klogere i, hvad hun havde gjort sig af tanker, og hvad det eventuelt har haft af konsekvenser.
Hvad fik dig til at vælge din familie fra?
"Lige siden jeg var lille, har jeg haft konflikter med min familie, mine søskende og jeg var ofte oppe at slås og jeg skændtes uafbrudt med mine forældre. Jeg har to ældre søskende, som altid har været det jeg kalder "englebørn" aldrig lavet ballade, altid været god i skolen, lavet lektier, hjulpet til derhjemme og arbejdet hårdt for en karriere. Og jeg har bare altid været modsat, lidt som familiens sorte får. Jeg hadede at gå i skole, og lektier var en by i Rusland.
Det at rende rundt og kigge på fyre, gå til fester og shoppe med veninderne talte meget mere til mig. Og selvom jeg både har gennemført gymnasiet og er glad og tilfreds for mit job, så blev der tit talt ned til mig. Jeg følte altid, at det jeg gjorde ikke var godt nok, lige meget hvor meget jeg end kæmpede for at være som dem.
En dag blev min farmor syg og vi gjorde alt for at passe hende. Jeg var der hele tiden og alligevel var jeg den der blev svinet til på det groveste. Jeg fik at vide at jeg ikke kunne finde ud af noget, at jeg var dum, en skidt tøs og som om nævnte ikke var hårdt nok, så fik jeg kastet i hovedet, at min farfar aldrig havde elsket mig (han gik bort få år tilbage) og at min familie var træt af mig.
Og så flød glasset bare over, jeg kom til at råbe af hende, kaldte hende en gammel heks og fortalte at jeg syntes hun var en modbydel gammel ondskabsfuld kælling. Og midt i det hele kom mine forældre og søskende ind af døren, perfekt timing for dem. Og endnu engang blev jeg gjort til det sorte får.
Jeg prøvede at fortælle dem hvad hun havde sagt, men de ville ikke høre på mig og deres eneste kommentar var, at jeg skulle søge hjælp, for sådan kunne jeg ikke være overfor et gammelt sygt menneske. Og nej jeg fortrød da også det jeg havde sagt lige idet jeg hørte mig selv sige det. Men min grænse var bare nået, jeg kunne ikke holde ud at høre på flere af deres kommentarer og kritik, og det gik desværre ud over hende. Jeg gik hjem og stortudede, og hørte ikke fra dem i flere dage.
En dag kom min mor dog forbi og ville besøge mig, og kontakten blev "genetableret", men der gik kun få dage, så var den gal igen og min mor og jeg fik sagt nogle grimme ting til hinanden. Kort efter blev jeg ringet op af min storesøster og storebror, som pænt fortalte mig, at jeg gav min mor nerver og at det nok var bedst at jeg lod dem alle være og forlod familien som de pænt udtalte det.
Så egentlig var det som sådan ikke mig der fravalgte dem, men faktisk dem der fravalgte mig. Dog var jeg enig i at det nok var det bedste for alle parter, for jeg var altid ked af det efter jeg havde været sammen med dem, følte mig altid som en taber i deres øjne og var så nervøs at jeg ofte kastede op, hvis jeg skulle se dem."
Hvad fik dig til at vælge din familie fra?
"Lige siden jeg var lille, har jeg haft konflikter med min familie, mine søskende og jeg var ofte oppe at slås og jeg skændtes uafbrudt med mine forældre. Jeg har to ældre søskende, som altid har været det jeg kalder "englebørn" aldrig lavet ballade, altid været god i skolen, lavet lektier, hjulpet til derhjemme og arbejdet hårdt for en karriere. Og jeg har bare altid været modsat, lidt som familiens sorte får. Jeg hadede at gå i skole, og lektier var en by i Rusland.
Det at rende rundt og kigge på fyre, gå til fester og shoppe med veninderne talte meget mere til mig. Og selvom jeg både har gennemført gymnasiet og er glad og tilfreds for mit job, så blev der tit talt ned til mig. Jeg følte altid, at det jeg gjorde ikke var godt nok, lige meget hvor meget jeg end kæmpede for at være som dem.
En dag blev min farmor syg og vi gjorde alt for at passe hende. Jeg var der hele tiden og alligevel var jeg den der blev svinet til på det groveste. Jeg fik at vide at jeg ikke kunne finde ud af noget, at jeg var dum, en skidt tøs og som om nævnte ikke var hårdt nok, så fik jeg kastet i hovedet, at min farfar aldrig havde elsket mig (han gik bort få år tilbage) og at min familie var træt af mig.
Og så flød glasset bare over, jeg kom til at råbe af hende, kaldte hende en gammel heks og fortalte at jeg syntes hun var en modbydel gammel ondskabsfuld kælling. Og midt i det hele kom mine forældre og søskende ind af døren, perfekt timing for dem. Og endnu engang blev jeg gjort til det sorte får.
Jeg prøvede at fortælle dem hvad hun havde sagt, men de ville ikke høre på mig og deres eneste kommentar var, at jeg skulle søge hjælp, for sådan kunne jeg ikke være overfor et gammelt sygt menneske. Og nej jeg fortrød da også det jeg havde sagt lige idet jeg hørte mig selv sige det. Men min grænse var bare nået, jeg kunne ikke holde ud at høre på flere af deres kommentarer og kritik, og det gik desværre ud over hende. Jeg gik hjem og stortudede, og hørte ikke fra dem i flere dage.
En dag kom min mor dog forbi og ville besøge mig, og kontakten blev "genetableret", men der gik kun få dage, så var den gal igen og min mor og jeg fik sagt nogle grimme ting til hinanden. Kort efter blev jeg ringet op af min storesøster og storebror, som pænt fortalte mig, at jeg gav min mor nerver og at det nok var bedst at jeg lod dem alle være og forlod familien som de pænt udtalte det.
Så egentlig var det som sådan ikke mig der fravalgte dem, men faktisk dem der fravalgte mig. Dog var jeg enig i at det nok var det bedste for alle parter, for jeg var altid ked af det efter jeg havde været sammen med dem, følte mig altid som en taber i deres øjne og var så nervøs at jeg ofte kastede op, hvis jeg skulle se dem."
Men hvor længe er det siden og taler i slet ikke sammen?
"Det skete lige efter Nytår i år, men nej jeg har ikke talt med nogen af dem siden. De ringede ikke på min fødselsdag, og jeg bliver ikke inviteret med til hverken barnedåb, fødselsdag eller andre begivenheder."
Hvordan har du det med det? Er det ikke hårdt?
"Jeg ved ikke om jeg selv vil bruge ordet hårdt, men det gør da ond,t når jeg tænker på det. Især hvis jeg støder ind i en af dem. Men jeg kan mærke en positiv forandring hos mig selv, jeg er blevet meget mere glad, er ikke så nervøs og er nok på en måde blevet mere social. Jeg har også fået mere selvtillid og føler mig en del stærkere og mere modig, hvad angår at gøre nye ting."
Har du slet ikke lyst til at kontakte dem?
"Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor jeg har lyst til det. Og jeg har da også taget mig selv i at sidde med telefonen i hånden, fordi der er noget i fjernsynet som jeg ved ville interesserer min mor, men lige inden jeg når at trykke nummeret, så husker jeg, hvordan situationen er og så bliver telefonen lagt igen."
Undskyld, men jeg bliver nødt til at spørge. Er det ikke bare stædighed?
"Nej det er hverken stædighed eller stolthed der er afgørende, men vi kan ikke sammen og har jeg kontakt med dem så ender jeg helt sikkert nede i kulkælderen igen og det ønsker jeg ikke."
Tror du at du engang i fremtiden vil få kontakt med dem?
"Uha, det kan godt være, men skal jeg være ærlig så tror jeg det ikke. Vi var og er alle godt enige i at der ikke vil komme noget godt ud af det. Men jeg kan godt blive lidt ked af at tænke på, at jeg ikke kommer til at se mine niecer og nevøer vokse op, og at mine børn ikke kommer til at have min side af familien i deres liv. Men jeg har det helt ok med denne beslutning, jeg ved det er det bedste for alle parter. Men spørg mig igen lige før eller efter juleaften, så kan det være at jeg ser anderledes på det..."
Hvad mener du med det?
"Jeg mener, jeg har altid været sammen med min familie juleaften og det har nok altid været den dag på året, hvor vi faktisk havde det ok sammen. Og i år bliver jo min første jul uden dem og hvor jeg skal holde den alene. Det bliver nok lidt hårdt. Men jeg prøver at se på det, på den måde at hvad er vigtigst, jul med familien eller at have det godt med mig selv og være en glad person? Og det sidste er det der er vigtigst for mig. Jeg er heldig at have nogle rigtig gode venner og veninder, som altid er der for mig, når jeg bliver en smule trist. Og venner, det er jo nogle jeg selv har valgt og som passer til min person. Så på det punkt føler jeg mig som en heldig og rig person."
Hvad er vigtigst for jer, familien eller jer selv? Kan i sige fra overfor familien ? Og er blodets bånd virkelig så stærkt som det siges?
"Det skete lige efter Nytår i år, men nej jeg har ikke talt med nogen af dem siden. De ringede ikke på min fødselsdag, og jeg bliver ikke inviteret med til hverken barnedåb, fødselsdag eller andre begivenheder."
Hvordan har du det med det? Er det ikke hårdt?
"Jeg ved ikke om jeg selv vil bruge ordet hårdt, men det gør da ond,t når jeg tænker på det. Især hvis jeg støder ind i en af dem. Men jeg kan mærke en positiv forandring hos mig selv, jeg er blevet meget mere glad, er ikke så nervøs og er nok på en måde blevet mere social. Jeg har også fået mere selvtillid og føler mig en del stærkere og mere modig, hvad angår at gøre nye ting."
Har du slet ikke lyst til at kontakte dem?
"Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor jeg har lyst til det. Og jeg har da også taget mig selv i at sidde med telefonen i hånden, fordi der er noget i fjernsynet som jeg ved ville interesserer min mor, men lige inden jeg når at trykke nummeret, så husker jeg, hvordan situationen er og så bliver telefonen lagt igen."
Undskyld, men jeg bliver nødt til at spørge. Er det ikke bare stædighed?
"Nej det er hverken stædighed eller stolthed der er afgørende, men vi kan ikke sammen og har jeg kontakt med dem så ender jeg helt sikkert nede i kulkælderen igen og det ønsker jeg ikke."
Tror du at du engang i fremtiden vil få kontakt med dem?
"Uha, det kan godt være, men skal jeg være ærlig så tror jeg det ikke. Vi var og er alle godt enige i at der ikke vil komme noget godt ud af det. Men jeg kan godt blive lidt ked af at tænke på, at jeg ikke kommer til at se mine niecer og nevøer vokse op, og at mine børn ikke kommer til at have min side af familien i deres liv. Men jeg har det helt ok med denne beslutning, jeg ved det er det bedste for alle parter. Men spørg mig igen lige før eller efter juleaften, så kan det være at jeg ser anderledes på det..."
Hvad mener du med det?
"Jeg mener, jeg har altid været sammen med min familie juleaften og det har nok altid været den dag på året, hvor vi faktisk havde det ok sammen. Og i år bliver jo min første jul uden dem og hvor jeg skal holde den alene. Det bliver nok lidt hårdt. Men jeg prøver at se på det, på den måde at hvad er vigtigst, jul med familien eller at have det godt med mig selv og være en glad person? Og det sidste er det der er vigtigst for mig. Jeg er heldig at have nogle rigtig gode venner og veninder, som altid er der for mig, når jeg bliver en smule trist. Og venner, det er jo nogle jeg selv har valgt og som passer til min person. Så på det punkt føler jeg mig som en heldig og rig person."
Hvad er vigtigst for jer, familien eller jer selv? Kan i sige fra overfor familien ? Og er blodets bånd virkelig så stærkt som det siges?
