Eurovision 2008
Hvad er det der sker den 24. maj i Beograd?
Lidt Historie
I 50'ernes Europa, hærget efter anden verdenskrig, trængte man mere end hårdt til ikke kun at samle landene igen, men at gøre det på en non-konfliktiv måde. EBU (European broadcasting union) fandt derfor på at lave en Europæisk sangkonkurrence, og Eurovision, som den først hed var i 1956 en realitet.
Lugano i Schweiz var stedet, datoen var den 24. maj 1956, og kun syv lande deltog. Det var samtidig den første og eneste gang, at man deltog med mere end en sang. Året efter i 1957 indskrev Danmark sig så, sammen med Østrig og England.
Siden hen kom flere og flere lande til en ad gangen. Således var det i 1973 Israel, som meldte sig ind sangunionen, det på trods af at det jo egentligt ikke var en del af Europa.
Sproget har også været en lidt on-off affære
Således måtte man de første ti år selv bestemme på hvilket sprog, sangen skulle fremføres. Dette blev dog ændret igen i 1966, hvor man bestemte at alle skulle synge på deres nationalsprog. Dette medførte så igen, at lande som blandt andre Schweiz og Belgien skiftede fra gang til gang idet de har flere sprog. Schwiez skiftede mellem tysk, fransk og italiensk. Måske har det ret naturligt været grunden til, at engelsk- og fransktalende lande har løbet med flest pokaler.
I 1973 ændrede man så reglen, så man frit kunne vælge. Abba, som vandt i 1974, sang deres Waterloo på engelsk. Dette holdt dog kun til 1977, hvor man atter ændrede det tilbage. Fornuftigt nok ændrede man så atter reglen i 1999, så man nu igen selv kan vælge sproget.
Orkester vs playback
Dette har også været en af de ting, som har skiftet en del. Fra starten og til og med 1998 skulle det afholdende land stille med et orkester. Det gjorde at flere af de mindre lande takkede nej til at afholde konkurrencen, på trods af at de havde vundet, da udgifterne simpelthen var for store. Således har England ikke mindre end fire gange måttet afvikle showet for lande som blandt andet Luxemborg og Monaco.
Fra 1973 blev det tilladt at vælge imellem husorkesteret og/eller playback. Det var dog en forudsætning, at de instrumenter, som kunne høres playback, var presente på scenen. Denne regel blev opretholdt til 1997. I 1999 blev det gjort valgfrit, og Israel som dette år afholdt Eurovisionen var derfor det første land, som ikke havde et orkester, men udelukkende brugte playback.
I dag
Nu skriver vi så 2008. Meget har ændret sig siden de første syv lande startede den majdag i 1956 i Schweiz. Antallet steg støt, indtil det i midten af firserne talte 25 deltagende lande. Siden 1993, da Jugoslavien blev til tre selvstændige lande, har så mange nye lande ønsket at deltage, at antallet af øst-lande formelig er eksploderet. Således stiller ikke mindre end 43 lande op til start i år, fordelt over to semifinaler og med de endelige 25 i selve finalen.
Lugano i Schweiz var stedet, datoen var den 24. maj 1956, og kun syv lande deltog. Det var samtidig den første og eneste gang, at man deltog med mere end en sang. Året efter i 1957 indskrev Danmark sig så, sammen med Østrig og England.
Siden hen kom flere og flere lande til en ad gangen. Således var det i 1973 Israel, som meldte sig ind sangunionen, det på trods af at det jo egentligt ikke var en del af Europa.
Sproget har også været en lidt on-off affære
Således måtte man de første ti år selv bestemme på hvilket sprog, sangen skulle fremføres. Dette blev dog ændret igen i 1966, hvor man bestemte at alle skulle synge på deres nationalsprog. Dette medførte så igen, at lande som blandt andre Schweiz og Belgien skiftede fra gang til gang idet de har flere sprog. Schwiez skiftede mellem tysk, fransk og italiensk. Måske har det ret naturligt været grunden til, at engelsk- og fransktalende lande har løbet med flest pokaler.
I 1973 ændrede man så reglen, så man frit kunne vælge. Abba, som vandt i 1974, sang deres Waterloo på engelsk. Dette holdt dog kun til 1977, hvor man atter ændrede det tilbage. Fornuftigt nok ændrede man så atter reglen i 1999, så man nu igen selv kan vælge sproget.
Orkester vs playback
Dette har også været en af de ting, som har skiftet en del. Fra starten og til og med 1998 skulle det afholdende land stille med et orkester. Det gjorde at flere af de mindre lande takkede nej til at afholde konkurrencen, på trods af at de havde vundet, da udgifterne simpelthen var for store. Således har England ikke mindre end fire gange måttet afvikle showet for lande som blandt andet Luxemborg og Monaco.
Fra 1973 blev det tilladt at vælge imellem husorkesteret og/eller playback. Det var dog en forudsætning, at de instrumenter, som kunne høres playback, var presente på scenen. Denne regel blev opretholdt til 1997. I 1999 blev det gjort valgfrit, og Israel som dette år afholdt Eurovisionen var derfor det første land, som ikke havde et orkester, men udelukkende brugte playback.
I dag
Nu skriver vi så 2008. Meget har ændret sig siden de første syv lande startede den majdag i 1956 i Schweiz. Antallet steg støt, indtil det i midten af firserne talte 25 deltagende lande. Siden 1993, da Jugoslavien blev til tre selvstændige lande, har så mange nye lande ønsket at deltage, at antallet af øst-lande formelig er eksploderet. Således stiller ikke mindre end 43 lande op til start i år, fordelt over to semifinaler og med de endelige 25 i selve finalen.
Det har aldrig været mangel på kritik i forbindelse med Eurovisionen. Sidste års scoretavle og pointgivning kunne for eksempel give anledning til en del undren, når man så de østlige og nyeste landes politiske pointgivning. Den har altid været der, som eksempel har vi i de nordiske lande som udgangspunkt altid været gavmilde overfor hinanden, blot blev det nu endnu mere tydeligt.
Økonomien i hele eventet har altid spillet en rolle, og med så mange nye lande nu mere end nogensinde.
Som eksempel kan man nævne det, der kaldes " The Big Four". Navnet hentyder til de fire lande, som giver mest økonomisk, hvilket er Tyskland, England, Frankrig og Spanien. De er således altid sikre på deltagelse, ligegyldigt hvordan deres placering har været. Fair play...? Det kan man vel næppe kalde det.
Også i år har der været spændinger, idet Beograd og Serbien har haft indre stridigheder. Man har derfor haft overvejet at flytte showet til et andet sted. Dog har de sidste dages forhandlinger slået fast, at intet bliver ændret, så nu er der ikke andet tilbage for alle Eurovisionsfans end at krydse fingre for at alt går glat.
Økonomien i hele eventet har altid spillet en rolle, og med så mange nye lande nu mere end nogensinde.
Som eksempel kan man nævne det, der kaldes " The Big Four". Navnet hentyder til de fire lande, som giver mest økonomisk, hvilket er Tyskland, England, Frankrig og Spanien. De er således altid sikre på deltagelse, ligegyldigt hvordan deres placering har været. Fair play...? Det kan man vel næppe kalde det.
Også i år har der været spændinger, idet Beograd og Serbien har haft indre stridigheder. Man har derfor haft overvejet at flytte showet til et andet sted. Dog har de sidste dages forhandlinger slået fast, at intet bliver ændret, så nu er der ikke andet tilbage for alle Eurovisionsfans end at krydse fingre for at alt går glat.
