Er respekt for naivt?
Er respekt, oprigtighed og tillid kun en forventning hos den naive sjæl?
I dette århunderede, eller årtusinde om man vil, hvor teknologien hærger mere end nogensinde tidligere i historien, kan vi programmere os til de fleste ting og næsten alt kan rekonstrures og derved laves om, hvilket i de fleste tilfælde giver os en "second chance", men er denne -på sin vis- forenklede hverdag, som alle de teknologiske hjælpemidler giver os, ensbetydende med at vi kan tillade os at slække på anstrengelserne, når det gælder vinding af hinandens hjerter og ikke mindst tillid?
Må vi i dag gerne udgive os for at være én, som vi i virkeligheden ikke er -måske ovenikøbet ligefrem alt andet end- blot fordi vi kan gemme os bag en diskret og upersonlig blogprofil, hvor det tilmed er muligt at tilføje et billede af 'Gud', 'Amor' eller en helt trejde og dermed hævde "Det er mig".
Eller en anden mulighed, kunne være at ty til de uforpligtende, evigt florende smsbeskeder, hvor det er let at utrykke noget, man aldrig nogensinde har følt.
Er det okay at udleve sin drøm om det uopnålige ideal, ved at præsentere sig selv som værende i besiddelse af de ønskede egenskaber og kvaliteter, overfor stakkels uvidende ofre og derved udnytte det faktum, at denne person rent faktisk sætter sin lid til at modparten er oprigtig og den udviste interesse ligeså?
Er det helt i orden at narre andre mennesker på denne måde, eller er det måske ligefrem helt normalt?
Er det i virkeligheden de folk, som føler sig narret over at være blevet bildt
Er det naivt at tro på, at man rent faktisk kan stole på et såkaldt fremmed menneske, som man kun har mødt gennem cyberspaces? Og kun i enkelte tilfælde ført en telefonisk samtale med, hvilket er det tætteste man kommer på 'den gammeldags' kommunikationsform.
Bør man altid være kritisk, når man møder nye mennsker? Skal man ikke tage komplimenter og søde ord for gode varer? Og skal man altid være skeptisk, hvis en kemi virker ualmindelig god?
Og hvornår kan man så tillade sig at slippe denne skeptiske, usikkerhed og lade sig selv turde tro på, at det rent faktisk at sande ord, man får tudet ørene fulde af? Kommer den dag nogensinde?
Om der findes en endegyldig sandhed, tør jeg ikke sige, det er vel snarere en in
Ligegyldhed i forhold til hvordan vi behandler vores medmennesker, sågar de mennesker som vi selv har inviteret indenfor i vores liv. Det virker til, at vanen, om at alt kan rekonstrueres, hvis det skulle blive nødvendigt, ligger så dybt i os, at vi tager muligheden for en "second chance" forgivet.
Hvad er der blevet af den bibelske sætning: "Behandel andre som du selv ønsker at blive behandlet"?
Må vi i dag gerne udgive os for at være én, som vi i virkeligheden ikke er -måske ovenikøbet ligefrem alt andet end- blot fordi vi kan gemme os bag en diskret og upersonlig blogprofil, hvor det tilmed er muligt at tilføje et billede af 'Gud', 'Amor' eller en helt trejde og dermed hævde "Det er mig".
Eller en anden mulighed, kunne være at ty til de uforpligtende, evigt florende smsbeskeder, hvor det er let at utrykke noget, man aldrig nogensinde har følt.
Er det okay at udleve sin drøm om det uopnålige ideal, ved at præsentere sig selv som værende i besiddelse af de ønskede egenskaber og kvaliteter, overfor stakkels uvidende ofre og derved udnytte det faktum, at denne person rent faktisk sætter sin lid til at modparten er oprigtig og den udviste interesse ligeså?
Er det helt i orden at narre andre mennesker på denne måde, eller er det måske ligefrem helt normalt?
Er det i virkeligheden de folk, som føler sig narret over at være blevet bildt
Er det naivt at tro på, at man rent faktisk kan stole på et såkaldt fremmed menneske, som man kun har mødt gennem cyberspaces? Og kun i enkelte tilfælde ført en telefonisk samtale med, hvilket er det tætteste man kommer på 'den gammeldags' kommunikationsform.
Bør man altid være kritisk, når man møder nye mennsker? Skal man ikke tage komplimenter og søde ord for gode varer? Og skal man altid være skeptisk, hvis en kemi virker ualmindelig god?
Og hvornår kan man så tillade sig at slippe denne skeptiske, usikkerhed og lade sig selv turde tro på, at det rent faktisk at sande ord, man får tudet ørene fulde af? Kommer den dag nogensinde?
Om der findes en endegyldig sandhed, tør jeg ikke sige, det er vel snarere en in
Ligegyldhed i forhold til hvordan vi behandler vores medmennesker, sågar de mennesker som vi selv har inviteret indenfor i vores liv. Det virker til, at vanen, om at alt kan rekonstrueres, hvis det skulle blive nødvendigt, ligger så dybt i os, at vi tager muligheden for en "second chance" forgivet.
Hvad er der blevet af den bibelske sætning: "Behandel andre som du selv ønsker at blive behandlet"?
