Aniston

En mobilfri dag

Den dag Tine fandt ud af, hvor vigtig hendes mobil egentlig var

Jeg har altid brokket mig meget over de typiske "Conny'er", der er helt afhængge af deres mobil. Jeg kunne i hvert fald sagtens undvære min mobil og enhver, der ikke kunne var da bare ynkelig. Læs her hvordan det, på et enkelt døgn, ændrede sig.
En mobilfri dag
Klokken var 21.00 søndag aften og jeg skulle med bussen om en times tid. Jeg havde lige hentet min taske hos, hvad der sagtens kunne have været min fredagsbommert, men heldigvis havde vist sig også at være en pænt dejlig gut, også da tågerne lettede. I min taske lå min mobil, som jeg allerede havde undværet siden lørdag middag, hvilket ikke havde været et problem, da jeg jo var i selskab med folk, der havde telefoner til rådighed.

Selvom vi havde aftalt, at han ville være hjemme, fik jeg ingen respons da jeg bankede på. "Jeg ringer lige til ham" var selvfølgelig min første tanke, men et greb ned i tasken mindede mig om, at jeg faktisk var her for at hente den lille livredder.

Heldigvis dukkede han op og forklarede at han havde siddet inde ved siden af. Nu kunne jeg endelig få min taske.

Næste stop inden min bus gik, var en ven jeg havde efterladt nogle ting hos, inden vi tog i byen. Men lige i det øjeblik jeg ville ringe for at tjekke om han var hjemme gik mobilen i sort. Ikke nok med at den døde, lige nu, hvor jeg endelig havde fået den igen, men da jeg prøvede at presse den sidste rest af energi ud af den, hånede den mig ligefrem med beskeden "See you" inden skærmen blev sort igen.

Det viste sig da også, at han ikke var hjemme og nu kunne jeg ikke engang få ham til at komme hjem og lukke mig ind. Der i vinduet stod posen, der indeholdt noget af mit nyeste yndlingskluns og jeg anede ikke hvornår jeg ville få mulighed for at komme tilbage. Lorte telefon.

Nå, men jeg forsatte ned til bussen, der skulle køre mig ud til mit tog. Da jeg ankom til togstationen var billetmaskinen i stykker. Det er sket for mig engang før, hvor jeg var lige ved at blive smidt af toget da konduktøren ikke troede på at det ikke var min skyld, at jeg ikke havde billet og jeg simpelthen nægtede at betale gebyret på kroner 40.00,- for at købe billet i toget. Derfor ville jeg egentlig gerne have ringet til DSB så de var opmærksomme på det på forhånd, men det var jo ikke nogen mulighed. Heldigvis var konduktøren ikke helt så mistroisk som den sidste, så jeg købte min billet i fred og fordragelighed.

Klokken var halv tolv da jeg ankom til Kolding og efter at have slæbt min taske hele vejen hjem, da jeg jo ikke kunne ringe efter en taxa, glædede jeg mig nu bare til at se dyner. Men da jeg stod foran min hoveddør, gik det pludselig op for mig, at der manglede noget. Hvor var mine nøgler egentlig? Jeg rodede alle mine ting igennem, imens billedet af nøglebundet liggende på mine forældres køkkenbord blev mere og mere tydeligt.

For ti år siden havde jeg straks banket på hos naboen og lånt en telefon. Dengang var folk nemlig vandt til at hjælpe i den slags situationer. Men i dag har vi simpelthen vænnet os sådan til at alle kan klare sig selv, at det er hamrende svært at få sig selv til at bede en fremmed om hjælp. Især klokken tolv søndag nat.

Efter at have stået og kigget ynkeligt på min dør et par minutter, gemte jeg min tunge sportstaske under trappen og gik ud for at finde et sted at sove.

Jeg har to venner, der bor i gå-midt-om-natten-afstand fra mig af og jeg valgte at starte ud med Steffan. Da jeg kom til hans lejlighed var alt lyset slukket, men da der stod vinduer åbne var han nok hjemme. Tre gange ringede jeg på, inden jeg opgav.

Min næste mulighed var Luna. Kanon sød pige, men helt sikkert ikke en man ønsker at hive op af sengen midt om natten. Men det var enten dét eller sove på en bænk, og da jeg er en pige med ret grove prinsessenykker, måtte jeg jo til det. Jeg behøvede da også kun at ringe på én gang, før hun stak hovedet ud af vinduet og begyndte at skælde ud. Heldigvis fik jeg lov til at overnatte.
ANNONCE
En mobilfri dag
Dagen efter lånte jeg hendes telefon og kontaktede min mor. Hun ville finde ud af om de kunne komme med nøglen den dag, men hvis ikke måtte jeg jo vente til i dagen efter. Nu var det bare sådan at Luna skulle ud og ordne nogle ting, så vi aftalte at jeg skulle komme forbi senere på dagen, så jeg kunne finde ud af, hvornår mine forældre ville aflevere min nøgle.

Endnu engang stod jeg på gaden uden mulighed for at kontakte nogen. Jeg besluttede mig for at gå ned til Steffan og fortælle om nattens begivenheder. Jeg kunne dog ikke komme ind, for hans ringeklokke var blevet pillet fra...

Så fik jeg den idé, at jeg jo kunne ringe til Thomas fra en telefonboks. Han plejer altid at være god til at stille op, og så behøvede jeg ikke vade rundt i flere timer indtil Luna kom hjem. Da jeg lige havde købt lidt at hygge mig med, havde jeg nu ni kroner i småpenge, hvilket jo længe burde være nok.

Nu er det så ret længe siden jeg har brugt et af de røde monstrummer og prisen var en del højere end jeg huskede, så det ene opkald jeg brugte på at finde ud af at Thomas ikke havde tid, ruinerede mig faktisk for mønter.

Men nu var jeg begyndt at blive ret utålmodig, så jeg brugte "modtager betaler"-knappen og ringede min mor op. Endelig lidt succes, de kunne være der med min nøgle en time senere, så jeg skulle bare gå hjem og vente.

Jeg satte mig ind i min opgang og smed en film på den bærbare, imens jeg sendte en lille tak til guden for teknologi, fordi der i det mindste var noget der virkede.

Halvanden time senere dukkede Allan, verdens dejligste "ikke-helt-men-næsten"-far op. Han var helt rød i hovedet af arrigskab. Min mor havde åbenbaret ikke præciseret, hvor han kunne finde mig godt nok, så han havde siddet og ventet på mig i sin bil, ude på gaden. Da han ikke havde kunne få fat på mig, havde han ringet til min mor, der mente at han jo bare kunne låse sig ind og vente. Hvorfor han troede jeg ville vente ude på gaden i over en time, aner jeg ikke, men hold kæft hvor havde det været meget mere enkelt, hvis han bare havde kunne ringe mig op.

Nå men endelig var mit mobilfrie eventyr ovre, mobilen røg i opladeren og computeren ligeså. Selv røg jeg direkte i seng selvom det kun var eftermiddag, for nej hvor er det hårdt at undvære sin mobil.

Det bekymrer mig helt ærligt, at jeg er blevet så afhængig af noget så banalt som en telefon. Folk har jo klaret sig uden i årtusinder. Uden selv at lægge mærke til det, har jeg simpelthen indrettet hele mit liv, efter at jeg har en direkte linje til omverdenen og nu er jeg simpelthen afhængig af den lille dims.

Har du nogensinde overvejet hvilke ting, du ville blive nødt til at ændre i dit liv, hvis du ingen telefon havde?
ANNONCE
Del

Seneste nyt