En dag i livet...
Når hverdagen tager en hæftig drejning
Jeg skulle kun arbejde 10 timer den dag, men at jeg skulle være til stede ved mødet gjorde, at jeg var på mit arbejde i 12 timer. Dertil skal lægges 2 timers transport. Det var ikke en dag, jeg have set frem til, for jeg vidste, hvor smadret jeg ville blive.
Men hvad jeg troede var et møde, der havde med adgang til National Gallery at gøre - altså hvem, der havde fået udleveret et lille pas med foto på, og hvem, der ikke havde - viste sig at være et set-up, som politiet havde beordret.
Det skulle være et møde, der forfulgte mine tanker og som var det store samtaleemne blandt mine kolleger resten af dagen, for vi mistede en køkken-supporter.
Metro-avis og Abu Graib
Vi mødte op som aftalt med vores managere, der derefter fulgtes med os ind i bygningen, hvor vi skulle tage plads i et mødelokale. Stolene var sat op i rækker som i et teater, og foran alle disse stole stod et kateder og en skrivebordsstol.
Vi tog plads, jeg midt imellem min svenske og irske kollega på anden række til venstre. Sådan sad vi småsnakkende og ventede, mens vi kiggede i Metro-avisen, der den dag havde store billeder med engelske soldater, der mishandlede fanger i Abu-Graib-fængslet. De billeder har vi efterhånden vænnet os til, så der faldt en hel del upassende og grove jokes, som vi alle lo af.
5 minutter senere havde vi glemt alt om disse billeder, for der var vi selv medvirkende i en begivenhed, som ingen nogensinde havde troet ville komme. End ikke vores managere, der ligesom os selv var mistænkt for at være ulovligt i landet.
Ankomsten
National Gallery får alle medarbejdere tjekket af Scotland Yard, da galleriets store kunstsamling er millioner af pund værd. Ledelsen vil derfor undgå eventuelle tyve blandt medarbejderne. Det er formentlig gennem disse standardundersøgelser, at myndighederne har fået kendskab til nogle brodne immigranter blandt galleriets medarbejdere.
En af de største chefer for Digby Trout Restaurants - det firma, som jeg arbejder for - løb forvirret ud og ind af døren og beordrede nogle unge mænd til at hente flere stole, for der var ikke nok.
Endelig havde alle sat sig, og hun annoncerede en mands ankomst, for han ville fortælle os, hvad det hele drejede sig om. Et minut senere stod han foran alle stolerækkerne; og småsnakken dæmpede sig, for vi var alle interesseret i at få at vide, hvorfor National Gallery havde kaldt os sammen til dette møde.
Men hvad jeg troede var et møde, der havde med adgang til National Gallery at gøre - altså hvem, der havde fået udleveret et lille pas med foto på, og hvem, der ikke havde - viste sig at være et set-up, som politiet havde beordret.
Det skulle være et møde, der forfulgte mine tanker og som var det store samtaleemne blandt mine kolleger resten af dagen, for vi mistede en køkken-supporter.
Metro-avis og Abu Graib
Vi mødte op som aftalt med vores managere, der derefter fulgtes med os ind i bygningen, hvor vi skulle tage plads i et mødelokale. Stolene var sat op i rækker som i et teater, og foran alle disse stole stod et kateder og en skrivebordsstol.
Vi tog plads, jeg midt imellem min svenske og irske kollega på anden række til venstre. Sådan sad vi småsnakkende og ventede, mens vi kiggede i Metro-avisen, der den dag havde store billeder med engelske soldater, der mishandlede fanger i Abu-Graib-fængslet. De billeder har vi efterhånden vænnet os til, så der faldt en hel del upassende og grove jokes, som vi alle lo af.
5 minutter senere havde vi glemt alt om disse billeder, for der var vi selv medvirkende i en begivenhed, som ingen nogensinde havde troet ville komme. End ikke vores managere, der ligesom os selv var mistænkt for at være ulovligt i landet.
Ankomsten
National Gallery får alle medarbejdere tjekket af Scotland Yard, da galleriets store kunstsamling er millioner af pund værd. Ledelsen vil derfor undgå eventuelle tyve blandt medarbejderne. Det er formentlig gennem disse standardundersøgelser, at myndighederne har fået kendskab til nogle brodne immigranter blandt galleriets medarbejdere.
En af de største chefer for Digby Trout Restaurants - det firma, som jeg arbejder for - løb forvirret ud og ind af døren og beordrede nogle unge mænd til at hente flere stole, for der var ikke nok.
Endelig havde alle sat sig, og hun annoncerede en mands ankomst, for han ville fortælle os, hvad det hele drejede sig om. Et minut senere stod han foran alle stolerækkerne; og småsnakken dæmpede sig, for vi var alle interesseret i at få at vide, hvorfor National Gallery havde kaldt os sammen til dette møde.
Manden præsenterede sig, men stoppede så op. Han gik hen til døren, åbnede den, og ind kom 2 uniformerede, kvindelige betjente. Der lød lidt overrasket mumlen mellem os "tilskuere", og min svenske kollega og jeg jokede lidt med deres hatte, som ser yderst åndssvage ud.
"No need to be alarmed", sagde manden i civil, "Just for security reasons".
Ja jeg tænkte mit, for mig bekendt er der ingen af os, der er synderligt farlige, så jeg fattede ikke, hvad det skulle gøre godt for, og lige lidt fattede alle andre, indtil manden fortsatte.
"I am a sergeant with the immigration police, and these are my colleges."
Pludselig åbnedes døren igen, og ind væltede det med omkring 20 forskellige uniformer, nogle med mærkelige hatte, andre barhovedet. Flere af dem viste os deres politi-skilte, hvilket var yderst unødvendigt, da det så småt var gået op for os, at dette ikke var et normalt "security meeting".
Manden fortsatte: "We've found out that a few of you are illegally in the country, so these officers are going to ask you a few questions".
Forvirring og bange anelser
Mit hjerte begyndte at hamre vildt og voldsomt, selvom der egentlig ikke var nogen grund til at være nervøs, da jeg jo ved, at jeg er lovligt i landet og har tilladelse til at arbejde, da Danmark er en del af EU.
Men alligevel - jeg havde fået et mindre chok. Ingen havde regnet ud, at dette ville ske; og da vi ankom, var der ikke skyggen af en eneste betjent. Men det var selvfølgelig også meningen. Hvis vi havde vidst, hvad "mødet" drejede sig om, var det jo ikke sikkert, at alle var dukket op, men det ville være sikkert og vist, at politiet ikke ville få nogen fangst...
Det var dog ikke kun chokket - det var ligeså meget dét, at jeg ikke anede, hvad der ventede. Jeg sad med en grum fornemmelse, for jeg havde ingen ID med mig, og ville de tro mig, når nu jeg sagde, at jeg var fra Danmark? Eller ville de tilbageholde mig, for at være helt sikre?
Tonsvis af spørgsmål fløj gennem mit hoved, men jeg fik dog neddæmpet mit hjerte ved hjælp af flere halv-nervøse jokes om betjentene og det sindssyge antal, de var troppet op i.
"Just for security reasons!"
Afhøringerne
"No need to be alarmed", sagde manden i civil, "Just for security reasons".
Ja jeg tænkte mit, for mig bekendt er der ingen af os, der er synderligt farlige, så jeg fattede ikke, hvad det skulle gøre godt for, og lige lidt fattede alle andre, indtil manden fortsatte.
"I am a sergeant with the immigration police, and these are my colleges."
Pludselig åbnedes døren igen, og ind væltede det med omkring 20 forskellige uniformer, nogle med mærkelige hatte, andre barhovedet. Flere af dem viste os deres politi-skilte, hvilket var yderst unødvendigt, da det så småt var gået op for os, at dette ikke var et normalt "security meeting".
Manden fortsatte: "We've found out that a few of you are illegally in the country, so these officers are going to ask you a few questions".
Forvirring og bange anelser
Mit hjerte begyndte at hamre vildt og voldsomt, selvom der egentlig ikke var nogen grund til at være nervøs, da jeg jo ved, at jeg er lovligt i landet og har tilladelse til at arbejde, da Danmark er en del af EU.
Men alligevel - jeg havde fået et mindre chok. Ingen havde regnet ud, at dette ville ske; og da vi ankom, var der ikke skyggen af en eneste betjent. Men det var selvfølgelig også meningen. Hvis vi havde vidst, hvad "mødet" drejede sig om, var det jo ikke sikkert, at alle var dukket op, men det ville være sikkert og vist, at politiet ikke ville få nogen fangst...
Det var dog ikke kun chokket - det var ligeså meget dét, at jeg ikke anede, hvad der ventede. Jeg sad med en grum fornemmelse, for jeg havde ingen ID med mig, og ville de tro mig, når nu jeg sagde, at jeg var fra Danmark? Eller ville de tilbageholde mig, for at være helt sikre?
Tonsvis af spørgsmål fløj gennem mit hoved, men jeg fik dog neddæmpet mit hjerte ved hjælp af flere halv-nervøse jokes om betjentene og det sindssyge antal, de var troppet op i.
Afhøringerne
En mandlig betjent startede afhøringerne til højre for mig, hvor en af vores engelske kokke fik besked på at holde hænderne, hvor betjenten kunne se dem, alt imens han gennemsøgte hans pung.
Derefter var det min irske kollegas tur, og så kom turen til mig:
"Where are you from?" - "Denmark"
"How long have you been here?" Som om det kom sagen ved, han kunne vel se, at jeg ikke var så gammel, at der var risiko for, at jeg havde været i landet, før Danmark blev en del af EU (eller EF som det hed den gang), men nuvel! - "Since July, the 2nd of July!"
"Do you have any ID on you?" - "No!"
"Nothing at all?" - "No!" (Senere kom jeg så i tanke om, at jeg faktisk havde mit oyster card (månedskort til undergrunden) på mig, og det kunne muligvis have været brugt, da der er foto på.)
"What are your occupation?" - "I'm a waitress!"
"All right, write your name here, and your date of birth."
Det gjorde jeg så, og så blev jeg sendt udenfor rummet, hvor en betjent eskorterede mig væk. Og hvis rummet havde været fyldt med politi, ja så var gangene da dobbelt så fyldt. Lige meget, hvorhen man vendte blikket, stod der en mistænksom betjent og holdt opmærksomt øje med én.
Jeg ligner sikkert en lille terrorist!
På fri fod igen
Nå, men da jeg kom væk fra disse gange, var der ikke et øje, end ikke en eneste betjent - og dog, for da jeg kom ned af nogle trapper og hen mod åbningen, øjnede jeg nogle af mine kolleger, der også var blevet clearet, og som stadig blev eskorteret af en betjent. Vi fandt ud, og endelig var vi på fri fod.
Derefter var det min irske kollegas tur, og så kom turen til mig:
"Where are you from?" - "Denmark"
"How long have you been here?" Som om det kom sagen ved, han kunne vel se, at jeg ikke var så gammel, at der var risiko for, at jeg havde været i landet, før Danmark blev en del af EU (eller EF som det hed den gang), men nuvel! - "Since July, the 2nd of July!"
"Do you have any ID on you?" - "No!"
"Nothing at all?" - "No!" (Senere kom jeg så i tanke om, at jeg faktisk havde mit oyster card (månedskort til undergrunden) på mig, og det kunne muligvis have været brugt, da der er foto på.)
"What are your occupation?" - "I'm a waitress!"
"All right, write your name here, and your date of birth."
Det gjorde jeg så, og så blev jeg sendt udenfor rummet, hvor en betjent eskorterede mig væk. Og hvis rummet havde været fyldt med politi, ja så var gangene da dobbelt så fyldt. Lige meget, hvorhen man vendte blikket, stod der en mistænksom betjent og holdt opmærksomt øje med én.
Jeg ligner sikkert en lille terrorist!
På fri fod igen
Nå, men da jeg kom væk fra disse gange, var der ikke et øje, end ikke en eneste betjent - og dog, for da jeg kom ned af nogle trapper og hen mod åbningen, øjnede jeg nogle af mine kolleger, der også var blevet clearet, og som stadig blev eskorteret af en betjent. Vi fandt ud, og endelig var vi på fri fod.
Der var kun gået en halv time, men vi skyndte os alligevel hen til caféen for at gøre den klar - eller det vil sige, min irske kollega var den eneste, der mødte så tidligt.
To af de andre havde fri, og jeg mødte først klokken 11:00, så vi sad med hver vores kop te, mens min irske kollega gjorde baren klar. Der måtte jo snart dukke nogle andre op.
Men klokken nærmede sig efterhånden de 10:00 - det tidspunkt, hvor vi åbner for offentligheden - og der var stadig ikke kommet andre end os.
Vi begyndte derfor at hjælpe lidt til - men vi ville få et problem, for vores computere var ikke åbnet, og vi havde derfor ingen byttepenge. Der var dog ingen grund til flere nervøse trækninger. En af vores managere ankom og åbnede en computer, hvorefter han bad mig om at starte en time tidligere, da resten stadig sad i mødelokalet.
Rascistisk politi?
Det viste sig nemlig, at det ikke var gået så nemt for andre, som det var gået for os. Nogle af betjentene havde nogle kæmpe store ego'er, og for dem var magten måske for svær at håndtere. En tjekker var blevet udspurgt om at muligt og umuligt om hans hjemland. "Hvad farve er jeres flag, og hvordan virker det. Jeg mener, er farverne bare blandet sådan mærkeligt sammen?" Det havde mere mindet om en god gang rascisme end en egentlig afhøring.
"Og fra hvor din familie bor, hvor langt er der til den nærmeste politistation, hvad hed den skole, du gik på, og hvad hed din engelsklærer?" Hvad pokker skulle de vide det for? Var det bare en gang psykologisk pis, der skulle forvirre så meget, at han ikke kunne svare på ganske almindelige spørgsmål, som man kunne forvente, når nu han kom fra et land, der først lige var trådt ind i EU. Spørgsmål som for eksempel: "Hvor længe har du været her?"
En anden af vore tjenere, en brasilianer, måtte også bagefter tørre sveden af panden, da de havde været ekstra stride ved ham.
Fangst
To af de andre havde fri, og jeg mødte først klokken 11:00, så vi sad med hver vores kop te, mens min irske kollega gjorde baren klar. Der måtte jo snart dukke nogle andre op.
Men klokken nærmede sig efterhånden de 10:00 - det tidspunkt, hvor vi åbner for offentligheden - og der var stadig ikke kommet andre end os.
Vi begyndte derfor at hjælpe lidt til - men vi ville få et problem, for vores computere var ikke åbnet, og vi havde derfor ingen byttepenge. Der var dog ingen grund til flere nervøse trækninger. En af vores managere ankom og åbnede en computer, hvorefter han bad mig om at starte en time tidligere, da resten stadig sad i mødelokalet.
Rascistisk politi?
Det viste sig nemlig, at det ikke var gået så nemt for andre, som det var gået for os. Nogle af betjentene havde nogle kæmpe store ego'er, og for dem var magten måske for svær at håndtere. En tjekker var blevet udspurgt om at muligt og umuligt om hans hjemland. "Hvad farve er jeres flag, og hvordan virker det. Jeg mener, er farverne bare blandet sådan mærkeligt sammen?" Det havde mere mindet om en god gang rascisme end en egentlig afhøring.
"Og fra hvor din familie bor, hvor langt er der til den nærmeste politistation, hvad hed den skole, du gik på, og hvad hed din engelsklærer?" Hvad pokker skulle de vide det for? Var det bare en gang psykologisk pis, der skulle forvirre så meget, at han ikke kunne svare på ganske almindelige spørgsmål, som man kunne forvente, når nu han kom fra et land, der først lige var trådt ind i EU. Spørgsmål som for eksempel: "Hvor længe har du været her?"
En anden af vore tjenere, en brasilianer, måtte også bagefter tørre sveden af panden, da de havde været ekstra stride ved ham.
Fangst
To af mine andre kolleger var blevet sendt væk, fordi de lyttede til hans samtale med betjenten, og derefter lavmeldt diskuterede det uretfærdige ved det. Og min supervisor måtte lydigt vende sig om, da en kvindelig betjent arrigt og aggressivt snerrede ad hende: "Do you have a problem, is there a problem here?"
Min supervisor er fra Australien og var ved at skide grønt, da hendes visum snart udløber. Hvis politiet ikke havde troet på, at hun ville tage af sted, havde de haft ret til at sende hende hjem med det første, det bedste fly; og den slags går ikke stille af sig. Hun kender én, der blev sendt hjem, og han fik knap nok lov til at tage sko på, inden politiet førte ham væk.
Men politiet fik sin fangst: 3 italienere, 3 brasilianere og vores filippinske køkken-supporter plus 7 security folk fra galleriet - lidt spøjst, at have illegale security folk, reftersom det er dem, der står for sikkerheden.
Tingen var bare, at vores køkken-supporter er lovligt i landet; men politiet ville ikke høre på vores manageres protester, at de havde papirer på ham 30 meter fra mødelokalet. De mistænkte blev allesammen ført væk i håndjern og ind i salatfadet... Næste dag dukkede et par stykker op igen, inklusiv vores køkken-supporter, men resten blev deporteret hjem til deres hjemland!
Selvfølgelig skal illegale immigranter ud af landet, det er klart!
Men hvad med at opføre sig anstændigt og ikke skræmme livet af helt normale
og usyldige mennesker; og hvad med at tjekke op på eventuelle beviser,
når det vil tage mindre end 5 minutter at hente dem?
Min supervisor er fra Australien og var ved at skide grønt, da hendes visum snart udløber. Hvis politiet ikke havde troet på, at hun ville tage af sted, havde de haft ret til at sende hende hjem med det første, det bedste fly; og den slags går ikke stille af sig. Hun kender én, der blev sendt hjem, og han fik knap nok lov til at tage sko på, inden politiet førte ham væk.
Men politiet fik sin fangst: 3 italienere, 3 brasilianere og vores filippinske køkken-supporter plus 7 security folk fra galleriet - lidt spøjst, at have illegale security folk, reftersom det er dem, der står for sikkerheden.
Tingen var bare, at vores køkken-supporter er lovligt i landet; men politiet ville ikke høre på vores manageres protester, at de havde papirer på ham 30 meter fra mødelokalet. De mistænkte blev allesammen ført væk i håndjern og ind i salatfadet... Næste dag dukkede et par stykker op igen, inklusiv vores køkken-supporter, men resten blev deporteret hjem til deres hjemland!
Men hvad med at opføre sig anstændigt og ikke skræmme livet af helt normale
og usyldige mennesker; og hvad med at tjekke op på eventuelle beviser,
når det vil tage mindre end 5 minutter at hente dem?
