En dag i livet
Når hverdagen tager en heftig drejning
For et halvt års tid siden slog jeg op med min daværende kæreste gennem 2 år. Det er bestemt en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget, men jeg var ikke helt i stand til at nyde den, før efter politiet havde været forbi for anden gang.
Forholdet i korte træk
Jeg var ikke helt mentalt stabil, da jeg gik ind i det forhold. Hvis jeg havde været det, ville det være meget usandsynligt, at jeg overhovedet var kommet i kontakt med min eks, han var trods alt 12 år ældre end mig.
Men det gjorde jeg, og det blev til et længere og ikke særligt velfungerende forhold.
Jeg var psykisk udmattet i forvejen, sloges med skole og tungsind, så jeg havde brug for en støtte. Det fandt jeg aldrig i ham! Sådan noget som vores samtaler foregik primært med, at jeg råbte og skreg af ham, eftersom han på ingen måde var af den type, man kunne tale fornuftigt med.
Da vi havde været kærester i lidt over et år, døde den ven han ellers boede sammen med, og lejligheden stod i den andens navn, han var ikke registreret der på grund af noget boligsikring, så nu stod han ulykkelig og uden hjem.
Jeg havde jo ondt af ham, holdt af ham og gjorde, hvad jeg kunne for at hjælpe og beskytte ham, så som den søde og ret naive kæreste jeg var, lukkede jeg ham ind i mine forældres og mit hjem.
Det blev en beslutning, jeg kom til at fortryde...
Det blev værre, før det blev bedre
Det var ulideligt at have ham boende, jeg kunne ikke gå nogen steder eller ses med mine venner, for jeg blev konstant anklaget for at være sammen med både hetroveninder og homoseksuelle venner. Jeg var bogstavelig talt led og ked af det hele.
Han var meget usikker, det kan jeg godt forstå, for havde jeg ikke været så langt nede, var han røget ud for længst.
Min mor fik mig så til noget alternativ behandling, jeg prøvede en tur hos en hypnotisør (havde prøvet det meste andet på det tidspunkt). Det hjalp, en anden meget mystisk oplevelse, som muligvis reddede mit liv, jeg fik det bedre og blev hurtigt stærkere og stærkere...
Vores verbale kampe blev nu bare en stor irritation for mig, og til sidst fik jeg nok. Han prøvede at ændre sig, påstod han, men jeg kunne ikke holde det ud, så efter en meget ubehagelig uge, hvor jeg havde krævet en pause, der resulterede i, at han begyndte at true en af mine veninder og tilsvinede mine forældre, manglede jeg bare en måde at få ham ud på.
Det var lettere sagt en gjort, da han havde et sæt nøgler og var en gut på 110 kg...
Selve bruddet
Han havde en slem vane med at brænde mig af og komme for sent til aftaler. Jeg sagde til ham, som jeg desværre havde sagt så mange gange før, at hvis han missede flere, så var der ikke flere chancer for vores forhold. Jeg vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, og jeg havde ret!
En sommeraften i august brændte han mig af for sidste gang, jeg var stik hamrende tosset og tog i tivoli med to venner, hvor han så dukkede op...
Det resulterede i, at jeg skreg af ham i en halv time til tre kvarter derinde og fik min nøgle tilbage. Jeg fik sagt, at det var slut, troede jeg.
Jeg satte mig og talte det igennem med mine to venner. Senere kom to veninder mere, og jeg tog i byen sammen med dem, da det mindre chok af lettelse var forsvundet, for det var en begivenhed, der krævede at blive fejret!
Vi hyggede og drak, men fjolset begyndte så at sende mig nogle sms'er. Jeg ignorerede dem først, grinede lidt af dem, han skrev så at ville vente på mig foran min dør, hvis jeg ikke svarede.
Det gad jeg ikke at komme hjem til, så vi skændtes lidt per sms.
Da jeg kom hjem, nåede jeg at få cirka to timers søvn, før helvede brød løs...
Et par af de værste timer i mit liv
Jeg vågnede af en sms, der stod noget i retningen af "Jeg kommer nu!" Jeg ringede til ham, for at gøre det klart, at jeg lå altså og sov, og han skulle ikke komme hjem til mig, men han havde nogle aftaler i løbet af dagen, og alt hans tøj lå jo hos mig, så han skulle have noget rent at tage på.
Da vi havde været kærester i lidt over et år, døde den ven han ellers boede sammen med, og lejligheden stod i den andens navn, han var ikke registreret der på grund af noget boligsikring, så nu stod han ulykkelig og uden hjem.
Jeg havde jo ondt af ham, holdt af ham og gjorde, hvad jeg kunne for at hjælpe og beskytte ham, så som den søde og ret naive kæreste jeg var, lukkede jeg ham ind i mine forældres og mit hjem.
Det blev en beslutning, jeg kom til at fortryde...
Det blev værre, før det blev bedre
Det var ulideligt at have ham boende, jeg kunne ikke gå nogen steder eller ses med mine venner, for jeg blev konstant anklaget for at være sammen med både hetroveninder og homoseksuelle venner. Jeg var bogstavelig talt led og ked af det hele.
Han var meget usikker, det kan jeg godt forstå, for havde jeg ikke været så langt nede, var han røget ud for længst.
Min mor fik mig så til noget alternativ behandling, jeg prøvede en tur hos en hypnotisør (havde prøvet det meste andet på det tidspunkt). Det hjalp, en anden meget mystisk oplevelse, som muligvis reddede mit liv, jeg fik det bedre og blev hurtigt stærkere og stærkere...
Vores verbale kampe blev nu bare en stor irritation for mig, og til sidst fik jeg nok. Han prøvede at ændre sig, påstod han, men jeg kunne ikke holde det ud, så efter en meget ubehagelig uge, hvor jeg havde krævet en pause, der resulterede i, at han begyndte at true en af mine veninder og tilsvinede mine forældre, manglede jeg bare en måde at få ham ud på.
Det var lettere sagt en gjort, da han havde et sæt nøgler og var en gut på 110 kg...
Selve bruddet
Han havde en slem vane med at brænde mig af og komme for sent til aftaler. Jeg sagde til ham, som jeg desværre havde sagt så mange gange før, at hvis han missede flere, så var der ikke flere chancer for vores forhold. Jeg vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, og jeg havde ret!
En sommeraften i august brændte han mig af for sidste gang, jeg var stik hamrende tosset og tog i tivoli med to venner, hvor han så dukkede op...
Det resulterede i, at jeg skreg af ham i en halv time til tre kvarter derinde og fik min nøgle tilbage. Jeg fik sagt, at det var slut, troede jeg.
Jeg satte mig og talte det igennem med mine to venner. Senere kom to veninder mere, og jeg tog i byen sammen med dem, da det mindre chok af lettelse var forsvundet, for det var en begivenhed, der krævede at blive fejret!
Vi hyggede og drak, men fjolset begyndte så at sende mig nogle sms'er. Jeg ignorerede dem først, grinede lidt af dem, han skrev så at ville vente på mig foran min dør, hvis jeg ikke svarede.
Det gad jeg ikke at komme hjem til, så vi skændtes lidt per sms.
Da jeg kom hjem, nåede jeg at få cirka to timers søvn, før helvede brød løs...
Et par af de værste timer i mit liv
Jeg vågnede af en sms, der stod noget i retningen af "Jeg kommer nu!" Jeg ringede til ham, for at gøre det klart, at jeg lå altså og sov, og han skulle ikke komme hjem til mig, men han havde nogle aftaler i løbet af dagen, og alt hans tøj lå jo hos mig, så han skulle have noget rent at tage på.
Fint nok, jeg ville så komme ned i opgangen med noget til ham, for han ville altså ikke få lov til at komme indenfor.
Her begyndte han så at blive meget bitter, for han mente jo, at han altså boede der, så jeg kunne ikke holde ham ude, og han ville "bruge sin fod som nøgle", hvis jeg ikke bare lukkede ham ind.
Jeg vidste godt, at den var gal nu. Jeg var halvfuld, faktisk ret død, og endte igen med at råbe ad ham, at han slet ikke skulle dukke op!
Da jeg fik lagt på, var det sidste, han sagde, at han var hos mig om 10 min...
Min mor var vågnet af larmen og panikken, jeg havde aftenen før ringet hjem og fortalt hende, at hun ikke skulle lukke ham ind, for jeg havde endelig smidt ham ud. Hun vidste altså også godt, at han var på vej, og han var i et meget ondt lune.
Der gik ikke meget mere end fem minutter, så ringede det på dørtelefonen. Min mor tog den, han råbte og skreg, hun fortalte ham, at han ikke kom ind, men kunne så høre noget klikke og døren, der smækkede bag ham.
Hun kiggede på mig "Jeg tror han er på vej op nu", vi havde allerede låst begge låse og sat vores sikkerhedskæde for døren. Jeg stod med en telefon i køkkenet, mens hun kiggede ud gennem dørspionen.
Han kom farende ud af elevatoren, hamrede på døren, dørklokken, råbte og skreg, og indenfor de første 15 sekunder begyndte det at gå helt amok. Han prøvede at sparke vores dør ned! Jeg ringede til politiet, fuldstændig panisk, mens han sparkede løs, fik derefter styrtet ud i gangen til min mor for at hjælpe hende med at holde på døren...
Den rungede, knirkede og næsten hoppede. Jeg blev ædru i det øjeblik, hans fod ramte første gang, for lige nu gjaldt det bare om at holde ham udenfor indtil politiet kom.
Jeg kan ikke beskrive, hvor ulækker en følelse det er, at en person, som du har ofret så meget for, har gjort alt, hvad du kunne for, gengælder det ved at ville slå én ihjel.
Jeg var mest af alt bange for min mors velfærd, da han havde beskyldt hende for at være en kæmpe forhindring i vores forhold, så han nærede en del had til hende.
Min hørelse var svækket, det hele foregik i en blanding af slowmotion og i en helvedes fart. Jeg ved, at han råbte en masse, men jeg hørte det ikke rigtigt.
Det ringede på, jeg farede ud, men der var ingen, jeg løb tilbage og hev fat i en kommode, for at skubbe den ind foran døren, men næsten i det samme stoppede det.
Politiet
Min mor prøvede at kiggede ud gennem dørspionen. Den var knust, men hun kunne skimte et par skikkelser, og der blev ringet almindeligt på vores dør nu. Hun åbnede, stadig med kæden for, og rigtig nok var det politiet. Den ene betjent stod og talte med min eks, den anden ville så ind og tale med os.
Her begyndte han så at blive meget bitter, for han mente jo, at han altså boede der, så jeg kunne ikke holde ham ude, og han ville "bruge sin fod som nøgle", hvis jeg ikke bare lukkede ham ind.
Jeg vidste godt, at den var gal nu. Jeg var halvfuld, faktisk ret død, og endte igen med at råbe ad ham, at han slet ikke skulle dukke op!
Da jeg fik lagt på, var det sidste, han sagde, at han var hos mig om 10 min...
Min mor var vågnet af larmen og panikken, jeg havde aftenen før ringet hjem og fortalt hende, at hun ikke skulle lukke ham ind, for jeg havde endelig smidt ham ud. Hun vidste altså også godt, at han var på vej, og han var i et meget ondt lune.
Der gik ikke meget mere end fem minutter, så ringede det på dørtelefonen. Min mor tog den, han råbte og skreg, hun fortalte ham, at han ikke kom ind, men kunne så høre noget klikke og døren, der smækkede bag ham.
Hun kiggede på mig "Jeg tror han er på vej op nu", vi havde allerede låst begge låse og sat vores sikkerhedskæde for døren. Jeg stod med en telefon i køkkenet, mens hun kiggede ud gennem dørspionen.
Han kom farende ud af elevatoren, hamrede på døren, dørklokken, råbte og skreg, og indenfor de første 15 sekunder begyndte det at gå helt amok. Han prøvede at sparke vores dør ned! Jeg ringede til politiet, fuldstændig panisk, mens han sparkede løs, fik derefter styrtet ud i gangen til min mor for at hjælpe hende med at holde på døren...
Den rungede, knirkede og næsten hoppede. Jeg blev ædru i det øjeblik, hans fod ramte første gang, for lige nu gjaldt det bare om at holde ham udenfor indtil politiet kom.
Jeg kan ikke beskrive, hvor ulækker en følelse det er, at en person, som du har ofret så meget for, har gjort alt, hvad du kunne for, gengælder det ved at ville slå én ihjel.
Jeg var mest af alt bange for min mors velfærd, da han havde beskyldt hende for at være en kæmpe forhindring i vores forhold, så han nærede en del had til hende.
Min hørelse var svækket, det hele foregik i en blanding af slowmotion og i en helvedes fart. Jeg ved, at han råbte en masse, men jeg hørte det ikke rigtigt.
Det ringede på, jeg farede ud, men der var ingen, jeg løb tilbage og hev fat i en kommode, for at skubbe den ind foran døren, men næsten i det samme stoppede det.
Politiet
Min mor prøvede at kiggede ud gennem dørspionen. Den var knust, men hun kunne skimte et par skikkelser, og der blev ringet almindeligt på vores dør nu. Hun åbnede, stadig med kæden for, og rigtig nok var det politiet. Den ene betjent stod og talte med min eks, den anden ville så ind og tale med os.
Han spurgte os ud om, hvad der var sket. Jeg fik rystet givet ham hele historien, han spurgte lidt til de ting, han havde stående, og vi gik straks i gang med at smide al hans lort i et par sorte sække. Det blev den anden betjent informeret om, hvorefter de spurgte, om han måtte komme ind, mens vi pakkede. "Ellers tak!" Han kunne pænt vente udenfor døren, for ingen kunne vide, hvor meget han kunne nå at smade, før politiet kunne nå at få ham ud igen.
Det blev til tre proppede, sorte skraldesække og en kæmpe taske. Politimanden kiggede lidt sjovt. Alle vidste jo godt, at en enkelt person ikke selv kunne slæbe alt det fra Nørrebro til Albertslund. Min mor hev så sin pung frem og tilbød at give ham en taxa derud, for at slippe af med alle tingene. Da betjenten indendørs fortalte den anden betjent dette, skulle han lige ned og kigge efter min eks, for han var smuttet i mellemtiden...
Han kom op igen, anede ikke, hvor han var, og vi snakkede lige med dem, om vi eventuelt ville give ham en hærværkssag på nakken for døren, som utroligt nok så hel ud på ydresiden. Det godtede vi os over senere. Han så ikke nogle af de skader, han havde pådraget døren, for det var stort set kun på karmene, de var tilgengæld også ret så flækkede.
Politiet gik så igen.
Vi prøver igen
Til politiet ros ankom de ret hurtigt efter opringningen, til gengæld var de knap så gode til at lokalisere min eks... han sad nede i min gård, de havde lige kigget ud på gaden, men gården (hvis dør er lige overfor, vi har ikke køkkentrappe) havde de ikke tjekket.
Panikken bredte sig i mig igen, vi sad og holdt øje med ham. Hver gang han bevægede på sig, var jeg klar til at ringe igen. Da han efter at have råbt en del skældsord efter mig dernede fra, begyndte at gå hen imod min opgang igen, beordrede jeg min mor at ringe nu!
Han kom ikke op igen, fortsatte bare med at gå rundt dernede og råbe i ny og næ. Der gik noget tid, inden politiet dukkede op igen, da det ikke havde hastet så meget denne gang.
De kom ind, fik hele historien, så dørkarmene, så de sorte sække og ville så gå ned og give ham tilbuddet sammen med ordren om at forlade gården.
Han svinede mig til dernede fra, men forlod gården. Det var tydeligt, at han ikke ville tage imod tilbuddet. Efter lidt venten ringede det så på igen, det var de to betjente igen, for at bekræfte, at han var ikke interesseret.
Jeg havde i mellemtiden modtaget en sms mere fra ham, med en trussel om, at nu havde jeg selv bedt om det. Det fortalte jeg dem, de bad mig om at skrive alt ned, både opkald og sms'er, så med tiden kunne jeg få udstedt et tilhold.
Da min far kom hjem fra Norge om eftermiddagen, kontaktede vi min eks's søster, og hun fik fat i mormoren, så vi kunne sætte hans ting hos dem. Det foregik ganske fredeligt, og mormoren gav mig et kæmpe knus. De spurgte begge, om han havde slået mig, men gudskelov kunne jeg ærligt svare "Nej!"
Tiden efter
En oplevelse som denne sætter stort præg på tiden efter. Vi var meget forsigtige, og jeg gik mange nye veje hjem. Til gengæld fik jeg pludselig et liv, alle mine venner og veninder brugte meget tid med mig, alle var bekymrede og passede godt på mig.
Da vreden så overtog frygtens plads i hverdagen, gik det endnu bedre. Jeg er ikke længere bange for at møde ham, men han bør være bange for at møde mig, for tilgivelse for at true mine nærmeste vil han aldrig få.
Alt i alt
Jeg er glad for oplevelsen, jeg ved hvor gode og oprigtige venner jeg har, de var en fantastisk støtte. Jeg lærte, at jeg har styrken til at sige fra og sætte en stopper for de ting, jeg ikke vil finde mig i.
Det er ikke en oplevelse, jeg vil ønske for andre, men jeg kan ikke ændre min fortid, så jeg vælger at lære af alle de fejl, jeg begik, og ved at ingen vil være i stand til at få mig ud på den tynde line én gang til.
Det blev til tre proppede, sorte skraldesække og en kæmpe taske. Politimanden kiggede lidt sjovt. Alle vidste jo godt, at en enkelt person ikke selv kunne slæbe alt det fra Nørrebro til Albertslund. Min mor hev så sin pung frem og tilbød at give ham en taxa derud, for at slippe af med alle tingene. Da betjenten indendørs fortalte den anden betjent dette, skulle han lige ned og kigge efter min eks, for han var smuttet i mellemtiden...
Han kom op igen, anede ikke, hvor han var, og vi snakkede lige med dem, om vi eventuelt ville give ham en hærværkssag på nakken for døren, som utroligt nok så hel ud på ydresiden. Det godtede vi os over senere. Han så ikke nogle af de skader, han havde pådraget døren, for det var stort set kun på karmene, de var tilgengæld også ret så flækkede.
Politiet gik så igen.
Vi prøver igen
Til politiet ros ankom de ret hurtigt efter opringningen, til gengæld var de knap så gode til at lokalisere min eks... han sad nede i min gård, de havde lige kigget ud på gaden, men gården (hvis dør er lige overfor, vi har ikke køkkentrappe) havde de ikke tjekket.
Panikken bredte sig i mig igen, vi sad og holdt øje med ham. Hver gang han bevægede på sig, var jeg klar til at ringe igen. Da han efter at have råbt en del skældsord efter mig dernede fra, begyndte at gå hen imod min opgang igen, beordrede jeg min mor at ringe nu!
Han kom ikke op igen, fortsatte bare med at gå rundt dernede og råbe i ny og næ. Der gik noget tid, inden politiet dukkede op igen, da det ikke havde hastet så meget denne gang.
De kom ind, fik hele historien, så dørkarmene, så de sorte sække og ville så gå ned og give ham tilbuddet sammen med ordren om at forlade gården.
Han svinede mig til dernede fra, men forlod gården. Det var tydeligt, at han ikke ville tage imod tilbuddet. Efter lidt venten ringede det så på igen, det var de to betjente igen, for at bekræfte, at han var ikke interesseret.
Jeg havde i mellemtiden modtaget en sms mere fra ham, med en trussel om, at nu havde jeg selv bedt om det. Det fortalte jeg dem, de bad mig om at skrive alt ned, både opkald og sms'er, så med tiden kunne jeg få udstedt et tilhold.
Da min far kom hjem fra Norge om eftermiddagen, kontaktede vi min eks's søster, og hun fik fat i mormoren, så vi kunne sætte hans ting hos dem. Det foregik ganske fredeligt, og mormoren gav mig et kæmpe knus. De spurgte begge, om han havde slået mig, men gudskelov kunne jeg ærligt svare "Nej!"
Tiden efter
En oplevelse som denne sætter stort præg på tiden efter. Vi var meget forsigtige, og jeg gik mange nye veje hjem. Til gengæld fik jeg pludselig et liv, alle mine venner og veninder brugte meget tid med mig, alle var bekymrede og passede godt på mig.
Da vreden så overtog frygtens plads i hverdagen, gik det endnu bedre. Jeg er ikke længere bange for at møde ham, men han bør være bange for at møde mig, for tilgivelse for at true mine nærmeste vil han aldrig få.
Alt i alt
Jeg er glad for oplevelsen, jeg ved hvor gode og oprigtige venner jeg har, de var en fantastisk støtte. Jeg lærte, at jeg har styrken til at sige fra og sætte en stopper for de ting, jeg ikke vil finde mig i.
Det er ikke en oplevelse, jeg vil ønske for andre, men jeg kan ikke ændre min fortid, så jeg vælger at lære af alle de fejl, jeg begik, og ved at ingen vil være i stand til at få mig ud på den tynde line én gang til.
