Aniston

En aften i helvede

Når det hele går skævt

Kender du det? Man møder på arbejde i den tro, at man har fri klokken 18:00. Pludselig står chefen foran en med et bedende udtryk i ansigtet, mens han prøver på at smigre en til at blive til klokken 20:00, men men men... Man kommer først derfra klokken 21:30
En aften i helvede
Man er egentlig alt for træt, og det eneste, der rumsterer i hovedet på en, er ønsket om at se dyner. Men man ved, at fire mennesker ringede ind og meldte sig syge, at alle er trætte, at ingen andre har sagt ja, og at man selv har to fridage i træk efter denne aftens arbejde.

Ens manager er i vanskeligheder, og man var egentlig forberedt på at han ville spørge: "Vil du ikke nok blive her lidt længere... Please!" Desuden er der ingen, der regner med, at der bliver særlig travlt.

Hvorfor ikke tage de par pund med sig hjem?

Special Offer for You

Jeg arbejder på en nystartet café på "National Gallery" i London, og den 6. oktober 2004 havde ledelsen på National Gallery lavet en aften på galleriet med rundtur, forelæsning og billig mad. Vi havde et "Special Offer for You"-tilbud, som bestod af enten:

1. En forret og en hovedret

2. En forret og en dessert

3. En hovedret og en dessert.

Hermed fulgte et glas vin - enten en hvidvin eller en rødvin. Alt dette kunne man få for den nette sum af £10, hvilket svarer til ca. 115 danske kroner.

Det var første gang, vi forsøgte dette, da caféen kun har været åbnet siden den 26. september 2004. Onsdagen før, hvor der også havde været åbent indtil 20:00, men hvor der ikke havde været et "Special Offer for You"-tilbud, havde der ikke været mere end 8-9 gæster. Men fordi National Gallery havde reklameret på deres hjemmeside, sørgede vores manager for at have nok folk på arbejde - troede han!
ANNONCE
En aften i helvede
Caféen består af to rum, hvor vi havde valgt at åbne det største med plads til 120 kunder. Da klokken blev 18:00, og de fleste tjenere tog hjem efter en kedsommelig dag uden ret mange kunder, begyndte vi så småt at lukke det lille rum.

Den langsomme strøm af nye kunder, blev ledt ind i det store rum, hvor der var en tjener, en manager, en supervisor og to køkkenfolk til at tage sig af dem. I det lille rum, var vi to tjenere og en barperson, og efterhånden som folk var færdige med deres kaffe og kage, kunne jeg skifte til det store rum.

Der var omkring 10 besatte borde, og næsten alle havde bestilt; så det hele var under kontrol - troede jeg!

Et helvede starter

Jeg tog to ordrer og fandt til min rædsel ud af, at man ikke kunne trykke ordren ind på kasseapparatet. Nu er det sådan, at England er fyldt med touch-screen-kasseapparater, hvor alt er kodet ind i en computer, og det eneste, man skal gøre, er at trykke på den rigtige knap og logge af fra bordet. Herefter sender computeren de nye oplysningerne til køkkenet og baren, og så snart det er klar, løber "runnerne" ud med maden og drikkelsen.
ANNONCE
En aften i helvede
Det eneste man som tjener skal tænke på er at tage ordrer; give kunderne bestik (hvis de ikke allerede har det); holde øje med, at de får det og gå i aktion, hvis de ikke får det; tage nye ordrer; give kunderne regningen og tage imod betaling.

Men denne aftens "Special Offer for You"-tilbud var ikke kodet ind, og man skulle i stedet trykke på knappen "open food" og skrive £10.00. Dette gjorde man de antal gange, man ville have et "Special Offer for You"-tilbud. De informationer, køkkenet fik, var herefter:

"Table number XXX; Heidi R; 1 * special offer".

Men for at vide, hvilke retter kunden ville have, i hvilken rækkefølge, skulle jeg manuelt gå op til skranken til køkkenfolkene og prøve på at få dem til at forstå, præcis hvad kunden havde bestilt.

Derefter skulle jeg gå hen til barpersonerne og aflevere en håndskrevet seddel med bordnummer, initialer og ordrer.

"Uuhaa, man skulle oven i købet tale med dem - den slags kan virkelig gå galt..."

Og det gjorde det! Ingen havde styr på, hvilken kunde, der skulle have hvad, hvornår ordren var taget, og om kunden sad og ventede på andre ting.

Samtidig strømmede det ind med nye kunder, og på 10 minutter var hele rummet fyldt op med kunder, der sultne og - til at starte med - toldmodigt ventede på deres bestilte mad.

Normalt kan man på computeren logge sig ind på et bestemt bord og se, hvad kunden har bestilt. Derved kan man holde øje med, om kunden har fået alt, eller om man skal tage affære. Med aftenens system, kunne man ikke gøre dette; og kikset som det var, måtte vi tage runden: "Hvad venter du på, lige nu!"

Men det var ikke dette eneste problem!
ANNONCE
En aften i helvede
Allerede inden jeg begyndte at tage ordrer i det store rum, var bordenes numre blevet mikset rundt på kasseapparaterne; og derfor kunne vi ikke vide, hvem maden skulle ud til, når den var færdig - kun i hvilket område af rummet. Og er der noget, der ser mere kikset ud, end en tjener, der forvildet går rundt fra bord til bord og siger: "Har du bestilt dette? Nå, ikke, hvad med dig? Har du bestilt dette?

Specielt når man ved, at mange kunder glemmer deres ordrer i det øjeblik, de har afleveret den til tjeneren.

Vi løb alle forvirrede rundt og skreg af hinanden:

"Hvor er bord nummer 403? Hvad mangler den kunde? Hun har siddet der i 30 minutter uden så meget som et glas vin - hvorfor? - Hvorfor vil kunden ikke tage imod denne ret? Hvor er seddelen? Hvad bestilte de, og hvor er det?"

Spørg ikke mig, for jeg ved ikke noget. De eneste sedler, hvorpå oplysninger var, var hos køkkenfolkene, som ikke selv kunne finde dem, fordi de havde 50 andre sedler liggende i vilkårlig rækkefølge...

Meget vrede kunder

Samtidig begyndte kunderne nervøst at røre på sig. De var ikke længere så toldmodige, og de stillede forsigtige spørgsmål som: "Undskyld, men vi har bestilt noget mad for 40 minutter siden - hvad sker der med det?"

Det eneste, man kan gøre, er at spørge køkkenfolkene, som grangiveligt vil rive hovedet af en i frustration over flere spørgsmål om forsvundet mad.

Det har man ikke lyst til, så man fortæller kunden, at maden er på vej, men at det kan tage lidt tid; og man undskylder mange tusind gange for den unfair behandling.

Men pludselig mister kunden toldmodigheden og han forvandles til et vilddyr. Han råber dig ind i hovedet, rejser sig op og løber de 10 meter hen til baren, hvor han med voldsomme fagter og et ansigt forvrænget i arrigskab råber til køkkenpersonalet. Sjovt nok hjalp det faktisk, da den eneste "runner", vi havde den aften, i det øjeblik stod med hans mad og skulle til at gå hen til bordet med det.
ANNONCE
En aften i helvede
Samtidig står der to andre kunder, der vil vide, hvor deres mad er, og de er rasende over, at folk, der kom langt tid efter dem, allerede er færdige med deres mad - forståeligt nok! Men hvad skal man gøre?

Heden var enorm, og selvom jeg ikke havde set mig selv i et spejl, kunne jeg mærke de to enorme, røde pletter på kinderne, som altid dukker op, når blodet løber til hovedet og stressen kun bliver værre og værre.

Men endelig fik vi styr på tingene igen - i takt med at det tyndede ud mellem kunderne. Vi kunne slappe lidt af igen, lige indtil en del af de sure kunder skulle til at betale, for det ville de ikke! "Du misbruger National Gallery"s gode rygte" - mig? Jamen, jeg gør jo bare, hvad jeg får besked på?

"Er det første gang, I prøver dette?" - Øh, jo! - "Det kan i hvert fald mærkes, for det gik jo ikke specielt godt - synes du selv det?" - Øhm, nej, men vi er frygtelig kede af det? "Jeg vil ikke betale for dette! Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet", og så fulgte alskens forbandelser og små skænderier, som jeg gik fra med ordene: "Du kan få lov at snakke med en manager!"

Ro på igen

Der var bare lige det problem, at vi kun havde en supervisor og en manager på arbejde den aften. Men heldigvis kom vores "General Manager", der er chef for vores daglige managere samt andre managere på andre caféer.

Hun kunne på mirakuløs måde få folk til at falde ned - ved at lade dem gå uden at betale og bede dem om at komme igen ugen efter med det tilbud, at de kunne få, hvad de havde lyst til på firmaets regning. Hvem siger ikke ja tak til sådan en invitation?

Da alle kunder var væk, ryddede vi op, spiste lidt af den mad, som var lavet forkert, tog os en cola og tog hjem. Da var klokken 21:30 og jeg var træt - meget træt!

Men trods alt havde det faktisk været enormt skægt! Jeg har aldrig oplevet sådan en situation, og selvom aftenen var fyldt med stress og jag og sure kunder, kunne jeg ikke lade være med at grine ad det hele.
ANNONCE
En aften i helvede
Specielt ikke da min manager sagde til mig: "Please, come back after your days off - don"t leave us!"

Det har jeg nu heller ikke tænkt mig - for selvom der ikke var styr på noget denne gang, så kan man da håbe, at der vil være det næste gang.

Og selvom nogle af kunderne råbte ukvemsord og nedkaldte de frygteligste forbandelser, var der også mange søde og forstående kunder, der tog den med ro. De kunne godt se, at vi havde svært ved at gøre noget ved situationen, da den endelig havde udviklet sig til en katastrofe!

Og selvom vi råbte ad hinanden, mens det stod på, var der ingen sure miner, da det var overstået. Vi fik alle sammen en stor tak fra alle vores overordnede, som var enormt kede af at have trukket os igennem det, der føltes som et helvede!

Men hvor vil jeg egentlig hen med dette? Måske er det bare en fortælling om, hvor galt det kan gå, når ingen har styr på noget; måske er det en fortælling om, hvor afhængige vi egentlig er af at have velfungerende computersystemer i den moderne verden? Måske ville jeg bare dele min oplevelse med andre?

Men en ting er i hvert fald sikkert - jeg ville have været lige så edder spændt rasende som en del af aftenens kunder. Jeg ville måske ikke have udviklet mig til et vilddyr, men jeg havde nok heller ikke været glad for at skulle betale for sådan en elendig service.

Og hvem ved, hvordan man selv ville have reageret i rollen som kunden, der ventede halvanden time på en forret?
ANNONCE
Del

Seneste nyt