Eksperiment med problemer
Kan man ved hjælp af kvindelig charme, få en tilfældig mand til at ordne sin cykel?
Og så kom det midlertidig glemte eksperiment op til overfladen: "kan man ved hjælp af kvindelig charme, få en tilfældig mand til at sætte kæden på plads?"
Hvis jeg virkelig havde forsøgt, var det nok lykkedes mig selv at sætte den på plads. Men jeg hader oliesorte fingre og vidste desuden, at jeg ville se lettere retarderet og hjælpeløs ud, når jeg skulle bakse med kæden.
Svenskere, Bjarne Riis og gamle mænd på nye cykler
Til mit held var jeg strandet på en temmelig befærdet cykelsti, og inden længe kom det første handyr cyklende forbi. Jeg var overbevist om, at han da ville være prinsen på den grønne cykel, og redde mig ud af problemet straks.
Men da jeg stoppede ham, gloede han bare uforstående på mig gennem sine squashbriller, og mumlede på svensk, at han havde meget travlt.
Tsk, så meget for ingenting.
De næste, der kom forbi var piger, og af hensyn til mit eksperiment, droppede jeg at spørge dem om hjælp. Jeg tror såmænd heller ikke, de ville have hørt mit råb om hjælp, for de var dybt begravet i en tilsyneladende temmelig alvorlig samtale.
Den næste mand kom ræsende med en fart som Bjarne Riis på EPO, uden at værdige mig et blik. No such luck - enlige fyre er bare ikke så lette at komme i kontakt med, selvom man er en skønjomfru i nød.
Mænd i flok tænker med hoved nummer to, og derfor var det langt lettere at snuppe en gruppe, frem for en ensom strejfer. Gruppen bestod af to ældre mænd, der trods alt stoppede og lyttede til mig, da jeg forklarede problemet.
Hvis jeg virkelig havde forsøgt, var det nok lykkedes mig selv at sætte den på plads. Men jeg hader oliesorte fingre og vidste desuden, at jeg ville se lettere retarderet og hjælpeløs ud, når jeg skulle bakse med kæden.
Svenskere, Bjarne Riis og gamle mænd på nye cykler
Til mit held var jeg strandet på en temmelig befærdet cykelsti, og inden længe kom det første handyr cyklende forbi. Jeg var overbevist om, at han da ville være prinsen på den grønne cykel, og redde mig ud af problemet straks.
Men da jeg stoppede ham, gloede han bare uforstående på mig gennem sine squashbriller, og mumlede på svensk, at han havde meget travlt.
Tsk, så meget for ingenting.
De næste, der kom forbi var piger, og af hensyn til mit eksperiment, droppede jeg at spørge dem om hjælp. Jeg tror såmænd heller ikke, de ville have hørt mit råb om hjælp, for de var dybt begravet i en tilsyneladende temmelig alvorlig samtale.
Den næste mand kom ræsende med en fart som Bjarne Riis på EPO, uden at værdige mig et blik. No such luck - enlige fyre er bare ikke så lette at komme i kontakt med, selvom man er en skønjomfru i nød.
Mænd i flok tænker med hoved nummer to, og derfor var det langt lettere at snuppe en gruppe, frem for en ensom strejfer. Gruppen bestod af to ældre mænd, der trods alt stoppede og lyttede til mig, da jeg forklarede problemet.
Men ak, de var ikke til megen hjælp. De brød sig nemlig heller ikke om oliefingre, men gav mig en lang forklaring på, hvordan jeg kunne redde mig selv ud af problemet, hvorefter de møjsommeligt trampede videre.
Assistance med oliefingre
Den næste gut kom forbi på en tunet scooter, som en anden random provinsbrian. Men idet han så mine fægtende arme, stoppede han, tog hjelmen af, og afslørede et ansigt, der bestemt ikke var gammelt nok til at have kørekort til en knallert.
På trods af sin unge alder, var han dog yderst hjælpsom og høflig og ordnede min kæde på intet mindre end et halvt minut. Tankevækkende er det, at den eneste, der gad hjælpe mig, var en småkriminel mindreårig.
Jeg takkede ærbødigst, gutten gav mig hånden til farvel og ræsede videre derudad med 70 km/t og sorte oliefingre.
Da jeg atter steg op på min cykel og forberedte mig på turen hjem, gik det op for mig, at min ene hånd på mystisk vis var totalt sort af olie. Hvordan i alverden gik det til? Jo, da huskede jeg, at den småkriminelle unge mand smilende høfligt havde givet mig hånden til afsked - en hånd, der var snasket ind i olie.
Næste gang kæden ryger af cyklen, vil jeg forsøge at ordne det lille problem selv. For mænd løser ikke dine problemer, de giver dig bare nogle nye.
Assistance med oliefingre
Den næste gut kom forbi på en tunet scooter, som en anden random provinsbrian. Men idet han så mine fægtende arme, stoppede han, tog hjelmen af, og afslørede et ansigt, der bestemt ikke var gammelt nok til at have kørekort til en knallert.
På trods af sin unge alder, var han dog yderst hjælpsom og høflig og ordnede min kæde på intet mindre end et halvt minut. Tankevækkende er det, at den eneste, der gad hjælpe mig, var en småkriminel mindreårig.
Jeg takkede ærbødigst, gutten gav mig hånden til farvel og ræsede videre derudad med 70 km/t og sorte oliefingre.
Da jeg atter steg op på min cykel og forberedte mig på turen hjem, gik det op for mig, at min ene hånd på mystisk vis var totalt sort af olie. Hvordan i alverden gik det til? Jo, da huskede jeg, at den småkriminelle unge mand smilende høfligt havde givet mig hånden til afsked - en hånd, der var snasket ind i olie.
Næste gang kæden ryger af cyklen, vil jeg forsøge at ordne det lille problem selv. For mænd løser ikke dine problemer, de giver dig bare nogle nye.
