Ekspedienter, journalister og teenagere
18års-rygereglerne skaber problemer
Men det er langtfra alle ekspedienter, der spørger om ID, og derfor udkom mange aviser med en liste, hvori de hængte de lokale steder ud, hvor teenagere fik lov at købe smøger.
Så kunne folk blive en smule harme over de forskrækkelige ekspedienter, der ikke lettede tungen og fik spurgt om ID, og boykotte disse steder, der ikke overholdt reglerne. For skrækkeligt, ja uha, det er det da.
Aggressive teenagere
Men har de spurgt, hvorfor ekspedienterne ikke beder om ID? Spørger de mig, så er det ganske enkelt, fordi intet er farligere end unge mennesker med abstinenser, der ikke kan få deres smøger.
Jeg supplerer min SU ved at arbejde i en kiosk, og på blot et par timer blev min kollega og jeg overfuset to gange af sure unge, der ikke kunne få lov at købe cigaretter.
Første gang var det en lettere aggressiv, ung mand, der skældte ud og bandede i stor stil.
Anden gang var det fire, forskruede unge gutter, der fægtede med armene og truede med død og tæskehold. Bagefter stod de i, hvad der føltes som en evighed, udenfor butikken med en stor gruppe venner og skulede ondt ind til os.
Spørg lige om jeg følte mig utryg, da jeg stod sammen med min kollega og skævede nervøst til de hidsige båtnakker, der blev ved med at gå rundt udenfor og lave truende fagter. Lettelsen var stor, da de langt om længe opgav deres forehavende og skred. Derefter var der ingen af os, der vovede at spørge flere unge om ID - medmindre de så tilforladelige ud.
Ekspedienter får i forvejen ofte hældt en spand lort i hovedet fra sure kunder, der ikke fatter, at det ikke er min skyld, at vi ikke har flere 'Hjemmet' på lager, eller at onsdagslotto lukker klokken seks. Men det lever jeg med, uden problemer.
Hvad jeg dog ikke kan leve med, er at blive udsat for direkte truende angreb. "Jeg klager til jeres chef" er ti gange lettere at leve med, end: "Du får tæsk, hvis du ikke langer mig de smøger!"
Så kunne folk blive en smule harme over de forskrækkelige ekspedienter, der ikke lettede tungen og fik spurgt om ID, og boykotte disse steder, der ikke overholdt reglerne. For skrækkeligt, ja uha, det er det da.
Aggressive teenagere
Men har de spurgt, hvorfor ekspedienterne ikke beder om ID? Spørger de mig, så er det ganske enkelt, fordi intet er farligere end unge mennesker med abstinenser, der ikke kan få deres smøger.
Jeg supplerer min SU ved at arbejde i en kiosk, og på blot et par timer blev min kollega og jeg overfuset to gange af sure unge, der ikke kunne få lov at købe cigaretter.
Første gang var det en lettere aggressiv, ung mand, der skældte ud og bandede i stor stil.
Anden gang var det fire, forskruede unge gutter, der fægtede med armene og truede med død og tæskehold. Bagefter stod de i, hvad der føltes som en evighed, udenfor butikken med en stor gruppe venner og skulede ondt ind til os.
Spørg lige om jeg følte mig utryg, da jeg stod sammen med min kollega og skævede nervøst til de hidsige båtnakker, der blev ved med at gå rundt udenfor og lave truende fagter. Lettelsen var stor, da de langt om længe opgav deres forehavende og skred. Derefter var der ingen af os, der vovede at spørge flere unge om ID - medmindre de så tilforladelige ud.
Ekspedienter får i forvejen ofte hældt en spand lort i hovedet fra sure kunder, der ikke fatter, at det ikke er min skyld, at vi ikke har flere 'Hjemmet' på lager, eller at onsdagslotto lukker klokken seks. Men det lever jeg med, uden problemer.
Hvad jeg dog ikke kan leve med, er at blive udsat for direkte truende angreb. "Jeg klager til jeres chef" er ti gange lettere at leve med, end: "Du får tæsk, hvis du ikke langer mig de smøger!"
Ekspedienter vs. journalister
Jeg er selv journaliststuderende, men gang på gang finder jeg fejl i det fag, jeg nu engang har valgt - eksempelvis, at det ofte er den nemme løsning, der vælges. Yeps, jeg er udmærket klar over, at der er deadlines overalt, som skal overholdes, og at det derfor er svært at tænke længere end til dér, hvor gærdet er lavest. Men kunne man i det mindste ikke gøre et forsøg?
Jeg er ligeglad med journalister, der leder efter stof til en nem artikel - for det er virkeligt nemt at sende en teenager ind i
Diverse journalistiske kodekser peger på, at alle parter skal høres i en sag. Havde disse journalister spurgt ekspedienterne om, hvorfor de ikke spurgte om ID, er jeg ret sikker på, at ét af svarene ville være: "Det tør jeg ikke, folk bliver pissesure."
Som journalist er jeg ikke bange for at være kritisk eller at blande mig. Men som ekspedient er det anderledes: her prøver jeg bare at tjene lidt penge, og når jeg er i 'ekspedient-mode' stiller jeg ingen spørgsmål ved folks opførsel, men smiler bare sødt - for det er jeg ansat til.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg simpelthen ikke spørger fyre i flok om ID mere. Det er ganske enkelt ikke risikoen værd.
Jeg har ikke tænkt mig at risikere popo'en i mit fritidsjob, fordi nogle politikere i det høje har indført en lov - ganske vist en lov, der muligvis giver mening, for en gangs skyld, men ikke desto mindre en lov med trælse konsekvenser.
Fair nok, politikerne får måske stoppet et par unge i deres tossede forsøg på at ryge. Men sandheden er, at hvis de unge vil ryge, så finder de nok en løsning på deres lille problem: storebror, ældre venner eller måske forældre.
Den letteste udvej
Da vi for anden gang var løbet tør for 'Ude og hjemme', var der en sur dame, der gloede på mig, og sagde: "Jeg ringer til Ekstra Bladet, det her er simpelthen for dårligt!" Og jeg var ved at skrige af grin, mens jeg tænkte for mig selv: "Lille dame, hvis der var en god historie i vores mangel på 'Ude og Hjemme', så var jeg den første til at skrive om det."
Jeg tror ikke, at Ekstra Bladet kunne være interesseret i, at efterspørgslen på 'Ude og Hjemme' er stor. Til gengæld tror jeg gerne, de ville skrive om ekspedienter, der bliver truet.
Det er der bare ingen, der skriver om, netop fordi den letteste udvej
oftest er den, der bliver valgt. Og til de unge, der ikke får lov at købe smøger:
- "Don't kill the messenger!"
Jeg er selv journaliststuderende, men gang på gang finder jeg fejl i det fag, jeg nu engang har valgt - eksempelvis, at det ofte er den nemme løsning, der vælges. Yeps, jeg er udmærket klar over, at der er deadlines overalt, som skal overholdes, og at det derfor er svært at tænke længere end til dér, hvor gærdet er lavest. Men kunne man i det mindste ikke gøre et forsøg?
Jeg er ligeglad med journalister, der leder efter stof til en nem artikel - for det er virkeligt nemt at sende en teenager ind i
Diverse journalistiske kodekser peger på, at alle parter skal høres i en sag. Havde disse journalister spurgt ekspedienterne om, hvorfor de ikke spurgte om ID, er jeg ret sikker på, at ét af svarene ville være: "Det tør jeg ikke, folk bliver pissesure."
Som journalist er jeg ikke bange for at være kritisk eller at blande mig. Men som ekspedient er det anderledes: her prøver jeg bare at tjene lidt penge, og når jeg er i 'ekspedient-mode' stiller jeg ingen spørgsmål ved folks opførsel, men smiler bare sødt - for det er jeg ansat til.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg simpelthen ikke spørger fyre i flok om ID mere. Det er ganske enkelt ikke risikoen værd.
Jeg har ikke tænkt mig at risikere popo'en i mit fritidsjob, fordi nogle politikere i det høje har indført en lov - ganske vist en lov, der muligvis giver mening, for en gangs skyld, men ikke desto mindre en lov med trælse konsekvenser.
Fair nok, politikerne får måske stoppet et par unge i deres tossede forsøg på at ryge. Men sandheden er, at hvis de unge vil ryge, så finder de nok en løsning på deres lille problem: storebror, ældre venner eller måske forældre.
Den letteste udvej
Da vi for anden gang var løbet tør for 'Ude og hjemme', var der en sur dame, der gloede på mig, og sagde: "Jeg ringer til Ekstra Bladet, det her er simpelthen for dårligt!" Og jeg var ved at skrige af grin, mens jeg tænkte for mig selv: "Lille dame, hvis der var en god historie i vores mangel på 'Ude og Hjemme', så var jeg den første til at skrive om det."
Jeg tror ikke, at Ekstra Bladet kunne være interesseret i, at efterspørgslen på 'Ude og Hjemme' er stor. Til gengæld tror jeg gerne, de ville skrive om ekspedienter, der bliver truet.
Det er der bare ingen, der skriver om, netop fordi den letteste udvej
oftest er den, der bliver valgt. Og til de unge, der ikke får lov at købe smøger:
- "Don't kill the messenger!"
