Aniston

Edderkopper

Uhyggelige skabninger

Engang udløste edderkopper ikke en sygelig frygt fra min side. Men det er så længe siden, at hulemalerier endnu ikke var opfundet, og dinosaurer vandrede i det tropiske Grønland...

Edderkopper
Nej, nu lyver jeg. I min barndom havde jeg en lille edderkop boende i sit spind på mit værelse, døbt Freddy.

Freddy og jeg var kronisk angste for hinanden, men vi fik et indbyrdes tåleligt forhold. På et tidspunkt blev Freddy dog lidt for stor for min sjælefred, og min far lukkede ham ud af vinduet, imens jeg lettere hysterisk så på. Siden da har jeg aldrig tilladt endnu en Freddy at komme over mit dørtrin.

Jeg lider efterhånden af højspændt, astronomisk galopperende araknofobi.

Jeg ved ikke, hvornår jeg fik min sygelige skræk for de små kryb, der nu får mig til at hænge i hver eneste ledige lampe, når de dukker op. Men det hæmmer mig betydeligt i min hverdag.

Sko, der ikke har haft mine fødder i sig igennem længere tid, skal vendes på hovedet. Har jeg fanget en edderkop med støvsugeren, sætter jeg en pose over røret, i tilfældet at den lille krabler har overlevet turen og forsøger at flygte. Jeg puster i glasset, inden jeg hælder vand i, hvis der nu skulle sidde en nullermand med ben på dernede.

Hvad der skræmmer mig meget er, at der faktisk findes omkring 500 forskellige edderkoppearter i det danske land. Det er en nørde-viden, men jeg er grundigt inde i de sager. For at bekæmpe fjenden må man kende den!

Ingen af dem er farlige for mennesker, i helbredsmæssig forstand altså, for jeg kan let ende mine dage med et hjertestop, hvis jeg falder over fætter mega-multi-gigant-spider.

Faktisk er det ikke en umulighed, hvis jeg bestemmer mig for at blive missionær i de sydamerikanske regnskove. Dér lever edderkopper, hvis ben kan spænde over hele 28 cm. Gys og gru, det er en hel spisetallerken, mindst.

Men, hvorfor er de små bøllefrø så utroligt skræmmende? Kan det være deres mange, behårede ben? Deres udspekulerede attitude og hurtige bevægelser?

Faktisk er jeg nogle gange overbevist om, at edderkopper kan mærke, at jeg er bange for dem. Derfor bruger de enhver lille chance de får, for at skræmme mig i graven. Jeg tør ikke myrde dem - jeg kan kun opføre en lettere retarderet krigsdans og kyle papirkugler efter dem, indtil hjælpen kommer i form af min hund eller min far.

Herregud, jeg har et haglgevær og en effektiv insektspray, men jeg tør ikke bruge det. Blot tanken om, at der i edderkoppeverdenen eksisterer sød hævn, kan give mig myrekryb.

Der findes utallige skrækhistorier om edderkopper, de fleste af dem er ikke sande. Legenden om manden, der blev ædt af sine taranteller; fortællingen om edderkopper, der lagde æg under huden på mennesker; og endelig historien om det gennemsnitlige antal edderkopper, man sluger i søvne om året. De er alle blevet til for at skræmme sagesløse mennesker, men har sjældent udspring i virkeligheden. (Det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig selv ind). Derimod har jeg selv en historie fra den virkelig verden, og den er ikke behagelig:

Min venindes mor havde snuppet støvekosten og var gået i gang med rengøring i kælderen. På et tidspunkt viftede hun et spind væk fra loftet, og ejeren faldt ned i hovedet af hende. Åbenbart var kræet blevet meget frustreret, og inden hun kunne reagere havde den gemt sig i hendes øre. Og ikke nok med at den brugte hendes øregang som asylkirke - den nægtede tilmed at komme ud.

Da hun 10 minutter efter indfandt sig hos lægen, og han lirkede bæstet ud med et pincet, ville han ikke vise hende den. Den var efter hans mening så stor, at hun ikke ville kunne tåle synet af den... 

Den historie har også givet mig en yderligt forstærket angst. Jeg sover altid med armene over hovedet, ingen edderbasse må komme i nærheden af mine ører.
ANNONCE
Edderkopper
For et par dage siden ville jeg faktisk overvinde min veludviklede araknofobi. Det skulle foregå på den måde, jeg plejer at udføre opgaver - lige på og hårdt.

Jeg forsøgte derfor at tvinge mig selv til at røre ved en edderkop i mellemstørrelse, der ganske uforvarende var skvattet ned i køkkenvasken.

Det var forgæves. Jeg kunne ligeså umuligt røre ved en edderkop, som jeg med vold og magt vil kunne klemme mig i et par jeans i størrelse 26.

Siden da er det gået op for mig, at jeg ikke har lyst til at blive kureret for min araknofobi. For det værste, der kunne ske imellem mig og edderkopper er, at jeg lærer at holde af dem.

Jeg vil ikke lære at elske dem, jeg vil ikke engang lære at acceptere dem. De må blive ude i kulden, spinde net og fange fluer - men i min bolig skal de ikke vise sig.

Konklusionen på dette rodsammen må være: "En edderkop i hånden er ikke bedre end ti på taget". På taget slipper jeg for nærkontakt af første grad, og det vil jeg være så uendeligt tilfreds med - resten af mit liv!
ANNONCE
Del

Seneste nyt