DVD: De tre musketerer
Musketerer i ny og veldrejet indpakning.
"De tre musketerer" byder dog ikke kun på noget af en imponerende garderobe. Den fortæller også en spændende historie, som vi måske allerede kender - men som vi sagtens kan få genfortalt, hvis bare det bliver gjort på en veldrejet facon ...
Porthos, Athos, Aramis og D'Artagnan
I "De tre musketerer", Alexandre Dumas' klassiske fortælling, møder vi Porthos, Athos og Aramis, som alle er kongens musketerer - og lidt af nogle ballademagere på hver deres måde.
De er elitesoldater og møder den unge D'Artagnan, som er et gudsbenådet fægtetalent og søn af en musketer. Herudover er han rapkæftet og kæk, hvilket straks falder i de tre lidt ældre musketerers smag.
Derfor bliver D'Artagnan hurtigt en del af deres slæng.
Ondskabsfuldt komplot mod kongen
Skurken Rochefort, der spilles af Mads Mikkelsen, og en række andre, som alle er tætte på kongen, planlægger et ondskabsfuldt komplot mod den noget tvivlsomme og tøsede konge.
Det opdager de tre musketerer dog og giver sig i kast med at afsløre det hele og dermed redde den franske trone og resten af Europa.
3D-værdig
"De tre musketerer" byder på fart over feltet fra første færd og indeholder flere detaljer, som rent faktisk gør, at man får lyst til at se den i 3D (til trods for, at 3D ikke just er den hotteste feature blandt det danske bio-publikum) - og det oplever man sjældent, synes jeg.
Logan Lerman, som spiller D'Artagnan, gør det rigtig godt som krudtugle-musketer-spire. Og Matthew Macfadyen, Athos, er brilliant i rollen som stor, brutal slagsbror med kækt smil på læben. Mens Milla Jovovich har et outfit, som enhver kvinde kun kan være misundelig på alsidigheden af!
Lever fint op til forgængeren
Da jeg først hørte om den nye udgave af "De tre musketerer", tænkte jeg: "Hvorfor nu det? Den gamle er da god i sig selv!" Men den nye udgave af "De tre musketerer" kan mindst lige så meget som den gamle. Den er lige så underholdende, indeholder lige så skønne karakterer og byder på lige så meget action. Absolut seværdig!
Medvirkende: Mads Mikkelsen, Orlando Bloom, Milla Jovovich, Christoph Waltz, Logan Lerman, Matthew Macfadyen, Ray Stevenson, Luke Evans m.fl.
"De tre musketerer" er udkommet på dvd den 14. februar 2012.