Aniston

DSB - sure stodder

Så absolut ikke i orden

"Ja, så må I godt lige flytte jer!" Oversurt tonefald, mega vred fremtoning, meget frembrusende. Her er tale om en DSB-børneguide. DSB har et meget fint tilbud til børn, som rejser alene. På visse strækninger, især i weekenden.
DSB - sure stodder
Det arrangeres sådan, at en del af en togvogn reserveres til de børn, hvis forældre eller bedste-forældre har betalt en pladsbillet for dem.

Børneguiderne tager sig af børnene, sørger for at de kommer af på den rigtige station, og er der i det hele taget for at hjælpe børnene, hvis de skal tisse, hvis de bliver kede af det og hvad der ellers kan ske, når der er børn i nærheden.

Marlene og jeg havde en aftale med Sitle om, at vi skulle mødes i toget i Roskilde, da Sitle kom direkte fra København H, mens vi kom fra Køge. Sitle havde fortalt, at hun sad i vogn nummer 22, og da toget standsede i Roskilde, hoppede vi op i denne vogn.

En mand med en usædvanlig stor vom stod og spærrede vejen ind til venstre. Jeg vendte mig i fem sekunder om mod denne vogn, for at orientere mig og eventuelt få øje på Sitle, der skulle være der et sted - enten i venstre del af vogn 22 eller i højre del.

Jeg fik dog ikke lov at kigge. Manden trådte et skridt længere hen mod mig og sagde surt: "Har du en pladsbillet? Du kan ikke komme herind, hvis ikke du har en pladsbillet!"

Jeg ikke så meget som skænkede ham et blik, men mumlede, mens jeg stadig prøvede på at kigge ind i vognen: "Det har jeg ikke - jeg skal bare mødes med én!"

Svaret kom prompte: "Ja, så er det jo nok den anden vej."

Jeg tænkte bare: "Sure stodder" og vendte mig hovedrystende om mod højre for at fortsætte gennem mylderet ind i den anden del af vogn 22. Marlene og jeg fandt hurtigt Sitle, og vi fandt også hurtigt ud af, at der ikke var flere pladser i toget, så vi blev enige om, at Marlene og jeg ville sidde ude i gangen.

Næste station: Ringsted

Manden kom ud af børnevognen, da han åbenbart skulle tage imod nogle flere, små passagerer. Toget var ikke engang standset halvt, før han kiggede surt på Marlene og jeg, der sad på hver vores taske, på hver vores side af den dør, som guiden åbenbart havde en vis ejerfornemmelse over.

Meget nedladende sagde han: "Så bliver I jo nok lige nødt til at flytte jer lidt - vi skal have en masse børn ombord her.

Det er også helt fint, at der er disse særlige hensyn, og selvfølgelig skal man gøre plads, men man kan da i det mindste behandle andre passagerer ordentligt, selvom de ikke lige har betalt for en pladsbillet. Men, det er altså lidt nemmere at rejse sig, når toget er standset, i stedet for at rejse sig, mens toget standser.

Og selvfølgelig rejste vi os, så de nye børn kunne komme ombord, og da toget atter satte sig i bevægelse, satte vi os ned igen.
ANNONCE
DSB - sure stodder
En skøn kilde til profit

Det er heller ikke altid lige nemt at flytte sig, hvis dem foran også står i kø for at komme gennem togvognen, og det kan være svært at gøre plads for DSB's servicevogn, men gud nåde DSB-medarbejderen, om ikke kan fik solgt nok - når nu der er så mange med i toget.

Ikke mindst ville det være brand-ærgerligt at miste de 7-årige kunder i børnevognen, som alle har en halvtredser med fra deres samvittigheds-nagede forældre.

På et tidspunkt, lige inden Slagelse, ringede Sitle fra sin plads og sagde, at der nu var blevet plads i vognen, så vi skyndte os ind for at nå pladserne, men vi mødtes af en DSB-servicevogn, der var på vej gennem toget.

Folk flyttede rundt - nogle skulle ud, andre huggede de pladser, som eventuelt kunne være frie, og toget standsede. Midt i det hele stod Marlene og jeg, med servicevognen på den ene side og folk, som myldrede ind i toget, fra den anden side.

Vi blev simpelthen nødt til at gå tilbage til mellemgangen, men kunne hverken komme den ene vej, eller den anden vej. Det lykkedes dog på en eller anden måde, og vi fik placeret os midt i mellemgangen, da toget var proppet til randen, og da vores pladser ved døren derfor allerede var hugget.

Toget startede igen, og servicevognen bumpede pludselig ind i mig bagfra. Nå, så medarbejderen ville altså have vognen til at stå der, hvor jeg stod. Fint nok. Alle passagererne i mellemgangen kantede sig rundt og klemte sig sammen, mens én eller anden købte en sandwich.

Vi fik hver en plads ved den dør, der ikke blev brugt på nogle af de stationer, hvor vi standsede, hvilket jo egentlig var en bedre plads end den, vi havde til at starte med. Servicevognen kørte ind til børnene, og så var der ro igen.

Og seriøst: den brugte mindst en halv time derinde, mens ungerne stod i kø for at købe den ene pakke chokolade efter den anden pose slik - ikke noget under, at danske børn bliver mere og mere usunde.

Og så nåede vi Korsør
ANNONCE
DSB - sure stodder
Børneguiden kom ud, og heldigvis var det ikke Marlene og jeg, der stod i skudlinien denne gang. En hel del unge mennesker stod i kø ved døren og ventede på, at toget standsede.

Det skete, og toget kom med den velkendte lyd for "Lampen lyser nu, og så kan du trykke på knappen, sådan at du kan få åbnet døren" lød.

Guiden havde dog meget travlt og var ikke i humør til at vente så længe, så utoldmodig, som han var, brølede han bagfra: "Tryk lige på knappen derovre." Hvad med lige at medregne et par sekunder til folks reaktionsevne?

Marlene og jeg blev højrøstet enige om, at han måtte være gammel hjemmeværnsmand, som savnede den smule magt han i sin tid havde. Nu, hvor han endelig havde lov til at herse med andre mennesker, skulle der helst gøres god brug af det.

Ærgerligt nok hørte han ikke vores overvejelser, da han allerede havde mast sig ud af vognen med en lille pige foran sig.

Ved Nyborg var der ingen særlig spænding, men i Odense, hvor der selvsagt er mange, der skal af, og hvor der selvfølgelig også skulle bruges tid på de børn, der skulle af og de, der skulle på, var guiden der med det samme. Han brølede og kommanderede, mens folk myldrede ud af toget. Han ville være først, og ingen havde ret til at stå ham i vejen.

Det er sikkert en god ordning, og det må være meget trygt for både børn og forældre, at de ved, at børnene er i sikre hænder under turen. Men, hvad med lidt ganske almindelig pli, hvad med at tale i et ordentligt tonefald og måske lige overveje, at der er andre, som også har betalt for turen?

Toget kører jo ikke, før føreren har fået besked på, at han skal køre, så selvom guiden har travl, kan han jo godt opføre sig bare en anelse normalt.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

ANNONCE