Aniston

Drop dumme spørgsmål

Spar din fyr for det unødvendige dilemma

Jeg har af og til hørt kvinder stille deres kærester spørgsmål, som fik mig til at krumme tæer på mit køns vegne. Simpelthen fordi spørgsmålene enten har været trick-spørgsmål, dumme eller generelt bare enormt uhøflige.

ANNONCE
Drop dumme spørgsmål
Disse spørgsmål kan opdeles i to kategorier: De spørgsmål, der gør kæresten til en kæreste, og de spørgsmål hun stiller for at få bekræftelse.

Kvinder elsker opmærksomhed, og kvinder elsker mænd. Men visse kvinder elsker også drama og konflikter - og at starte et skænderi over ingenting. Om det er fordi, de konstant vil bekræftes, eller fordi de elsker at træde på den lille skødehund, som de påstår, at deres kæreste er, ved jeg ikke.

Men det kan af og til gøre rigtig ondt at høre på, hvordan en fjer kan udvikle sig til fem høns med lynets hast. De stakkels mænd testes via 'f***-dig-hvis-du-svarer-forkert'-spørgsmål.

De lettere naive spørgsmål bliver tilsyneladende stillet uden bagtanker. Men ve den mand, som svarer forkert, for de spørgsmål er som oftest ligeså uskyldige som en HA-Rocker på 'ung-rejs' i Bulgarien.

Her er et lille udpluk af dumme spørgsmål, kvinder igennem tiden har stillet deres kærester:

"Hvad tænker du på?"
- Indrømmet, jeg har selv stillet det spørgsmål af og til. Og det beviser, at jeg også er en kvinde, der af og til opfører mig som et lille barn.

For når en kvinde stiller det spørgsmål, menes der ofte: "Tænker du på mig lige nu?". Og svaret er selvfølgelig ofte nej. Her vil en smart fyr nok bære over med tøsen og svare, at han selvfølgelig tænker på hende, eller noget de har oplevet sammen. En ærlig fyr ville vel bare svare: "øl" eller "fodbold"...

"Kan du bedst lide min intelligens eller min krop?"
Goddamnit, dette spørgsmål kan simpelthen ikke besvares rigtigt. For uanset hvad fyren svarer, er der god chance for, at kvinden bliver hysterisk. Enten tror hun, at han er sammen med hende, fordi hun har store bryster, men egentlig mener, at hun er lidt dum. En anden mulighed er, at hun tror, han er sammen med hende, fordi han synes, hun er intelligent, men ikke så køn.

Så det eneste rigtige svar på dette trick-spørgsmål må være et kompromis: "Du er en perfekt kombination af begge dele".

"Synes du, jeg er for tyk?"
Kvinder, som ved at de er smækkerlækre, stiller som oftest ikke dette spørgsmål. Derfor er der god sandsynlighed for, at hun måske har et par ekstra kilo på sidebenene. Men hun vil have bekræftet, at det ikke betyder noget, og at hun stadig er det mest sexede dyr på jorden.

Hvis man ikke vil have et ærligt svar, så skal man ikke spørge. Derfor er der ingen grund til at blive smækfornærmet, hvis fyren er ærlig og svarer: "Jae, lidt måske...". Men en smart fyr ville selvfølgelig se på kvinden med et overrasket udtryk. Derefter ville han spørge, hvordan hun dog kan tro sådan noget...
ANNONCE
Drop dumme spørgsmål
"Hvis du skulle i seng med en af mine veninder, hvem af dem skulle det så være?"
Det mest stupide spørgsmål jeg til dato har hørt en kvinde stille. Her er den eneste mulighed at bedyre, at han aldrig nogensinde har tænkt på nogle af veninderne på den måde, eller at løbe for livet.

Men en kvinde, der kan stille et så dumt spørgsmål, burde som straf få svaret: "Jeg ville helst hooke op med både Lotte og Anna. De er ret frække begge to..."

"Hvor mange kvinder har du været i seng med?"
Her er det nærmere et inddirekte spørgsmål, som lyder: "Tænker du stadig på de kvinder?" eller "Var de bedre i sengen end mig?"

Et godt svar er vel at nævne et nogenlunde ærligt antal (med visse forbehold), og derefter droppe emnet så hurtigt som muligt. Et mere svanset svar ville være, at det kan han ikke huske.

Det flabede svar er dér, hvor han begynder at tælle på fingrene og dernæst tæller videre på tæerne...

"Ville du stadig elske mig, hvis jeg vejede 20 kilo mere?"
Drop at spørge om sådan noget, hvis det er sagt i alvor. Medmindre hun flytter ind på McD, er der ikke stor sandsynlighed for, at hun pludselig tager så meget på - og dermed er spørgsmålet temmelig irrelevant.

Kvinden må lære ikke at udsætte sin fyr for en så langt-ude-test, medmindre det er sagt i sjov og dermed ikke udgør nogen risiko for et svar, hun bliver ked af.

"Synes du 'X' er lækker?" (X = celeb, hendes veninde, hans veninde, ekskæreste...)
Et svært spørgsmål. For her er hun mest ude efter bekræftelse i, at han selvfølgelig ikke ser på andre kvinder end hende. Men samtidig skal han jo heller ikke være så blind, at han ikke kan se, når en kvinde er smuk.

Er det en celeb er et ærligt svar okay. Men det er måske heller ikke så godt at rose Penelope Cruz for sit mørke hår, hvis kæresten er blondine.

Er 'X' en af hendes veninder eller endnu værre - en af hans veninder eller ekskærester - så er svaret derimod langt mere kompliceret. Den smarte fyr ville sige noget i retningen af: "Det har jeg slet ikke tænkt over, jeg ser jo ikke på andre end dig." Men egentlig er det et meget kliché-agtigt svar, så det rammer ikke altid plet.

"Hvem ville du vælge, hvis du skulle vælge mellem mig eller dine venner?"
Et patetisk afstumpet spørgsmål, som mest af alt er en test af magt frem for loyalitet. Kvinden kunne ligeså godt bede ham onanere med en saks. For hvordan skal han kunne vælge mellem nogle af de vigtigste mennesker i hans liv - selv i teorien?

Her behøver han ikke engang at svare, hvis han ikke har lyst - det ville næsten være for grotesk.

"Hvad tænder du på?"
Dette skal hun ikke spørge om, medmindre hun vil have et ærligt svar eller en konstruktiv samtale om sex. Han kan selvfølgelig nå at opdage fælden i tide og svare: "Dig, skat".

Men der er ret stor sandsynlighed for, at han nærmere udbasunerer: "Jeg er helt vild med blowjobs." Så hun skal ikke spørge, hvis hun bare vil have bekræftelse af, hvor sexet hun er. Det er ikke på denne måde, hun finder svaret. Så er det nok bedre, at hun spørger mere direkte: "Tænder du på mig?"

"Ser du porno, når jeg ikke er her?"
ANNONCE
Drop dumme spørgsmål
For mange kvinder er porno forbundet med en let afsky og en frygt for ikke at være tilstrækkelig. Hvis hun ikke har et afslappet forhold til porno, bør hun ikke spørge ham. For svaret er højst sandsynligt ikke noget, hun alligevel gider at høre - og så vanker der den stakkels fyr en verbal øretæve for at være ærlig.

Er hun afslappet omkring den slags, er spørgsmålet nok nærmere stillet i ren nysgerrighed, og dermed udgør det ikke en større risiko at svare.

"Elsker du mig?"
Hvis han ikke ligefrem føler for at sige de gyldne ord endnu, kan han forvente, at hun bliver skuffet uanset, hvad han svarer.

For hvis han kommer med et tøvende: "Jae... Det gør jeg måske", bliver hun skuffet, og det samme gør sig gældende, hvis han undviger med noget i retningen af: "Jeg elsker at være sammen med dig."

Kan han ærligt svare "ja", er spørgsmålet som oftest ikke et problem - medmindre hun prøver at opnå en guccitaske eller en dyr middag ved at spørge.

What to do?
Hvide løgne fra mandens side skader ikke af og til. For hvad kvinden som oftest leder efter i disse naive trick-spørgsmål, er netop ikke sandheden, men bekræftelse.

Og kvinde? Spar din fyr for disse snedige spørgsmål. Det gør ham utilpas og stiller alligevel ikke dig tilfreds. Bekræftelse burde man kunne finde på andre måder, end ved at sætte fælder op og se ham forsøge at undvige dem.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce