Dræbende shopping
Ting, jeg hader at shoppe
Jeans
Jeans er smarte. Det er slet ikke til diskussion. De kan bruges både til hverdag og fest, de kan være afslappede eller elegante. De sidder godt, de er behagelige at have på. Men det er et helvede at finde det helt rigtige par.
Der findes tilsyneladende ikke to par jeansmærker, der benytter det samme størrelsessystem. For det første gør det det absolut ikke nemmere at shoppe jeans, for det andet er der ikke noget mere deprimerende, end når man plejer at kunne være i en størrelse 27, at man så lige pludselig ikke kan få numsen presset ned i en størrelse 32.
Og ud over det dårlige selvværd redder man sig også lige en tennisalbue, da man bliver nødt til at slæbe 40 par jeans med ind i prøverummet. Ikke 40 forskellige, fordi der er så mange smarte, men 40 par af den samme model, fordi man simpelthen ikke aner, hvilken størrelse, der kan være den rigtige.
Og hvorfor er det lige, at stort set alle jeans sidder helt perfekt, men har plads til to i taljen? Eller sidder perfekt til i taljen, men ikke kan komme op over lårene? Så vanskabt kan jeg ikke være!
Det ender altid med, at jeg helt får ødelagt min shoppinglyst og må gå derfra tomhændet, nedslået og overvundet.
Lingeri
Er lingeri et forbudt område for modeverdenen og totalt tabu hos de nyskabende og grænseoverskridende designere?
At gå ind i en lingeributik føles lidt, som det må føles for en syv-årige knægt at følge med mor ind i en hvilken som helst tøjbutik. Det er kedeligt, intetsigende, kedeligt og... Lugter det ikke en smule hengemt mormoragtigt?
De BH'er, der hænger på bøjlerne har hængt der lige siden, jeg første gang begyndte at kigge på BH'er til min endnu ikke-eksisterende barm.
Lingeri følger simpelthen ikke med moden. Det er de samme underlige og totalt umoderne miks af farver, de samme mormorgardinblonder, og de samme jeg-får-lyst-til-at-hive-en-stor-kniv-frem-og-myrde-af-kvalme-sløjfer vulgært påklistret hver en ledig plads på det forsvarsløse undertøj. Jeg kan slet ikke gennemskue den rædsomme sløjfe. Heldigvis er den syet så løst på, at den er lige til at rive af. Hvilket måske også er meningen?
Jeg kan for min død ikke forstå, at undertøj altid skal ligne noget, der enten er hevet op af mormors eller en tysk strippers skuffe. Det er enten håbløst umoderne. Med de multiblomstrede blonder, der nærmest er dømt til at give dig en stor, rynket popo. Eller det er så vulgært, med skrigende satinfarver og push-up og kæmpeindlæg, at det vil gøre selv den tyske stripper pinligt berørt.
Endelig, som en sidste udvej, kan du vælge at iføre dig "Snoopy"-undertøj. Jeg får det bare underligt, når min kæreste tungtåndende begynder at pille mine lyserøde "Snoopy"-trusser af, og udbryder: "Nej, hvor er den Nuser!"
Punge
Beck/Söndergaard gjorde det. De skabte en pung, der var både moderne, retro og smart. Men hvis man ikke lige har lyst til at rende rundt med den samme turkisfarvede pung som efterhånden en meget stor procentdel af den danske, modebevidste verden, så har man et stort, stort problem. Desuden er der ikke frygteligt meget plads i den lille frækkert.
Jeans er smarte. Det er slet ikke til diskussion. De kan bruges både til hverdag og fest, de kan være afslappede eller elegante. De sidder godt, de er behagelige at have på. Men det er et helvede at finde det helt rigtige par.
Der findes tilsyneladende ikke to par jeansmærker, der benytter det samme størrelsessystem. For det første gør det det absolut ikke nemmere at shoppe jeans, for det andet er der ikke noget mere deprimerende, end når man plejer at kunne være i en størrelse 27, at man så lige pludselig ikke kan få numsen presset ned i en størrelse 32.
Og ud over det dårlige selvværd redder man sig også lige en tennisalbue, da man bliver nødt til at slæbe 40 par jeans med ind i prøverummet. Ikke 40 forskellige, fordi der er så mange smarte, men 40 par af den samme model, fordi man simpelthen ikke aner, hvilken størrelse, der kan være den rigtige.
Og hvorfor er det lige, at stort set alle jeans sidder helt perfekt, men har plads til to i taljen? Eller sidder perfekt til i taljen, men ikke kan komme op over lårene? Så vanskabt kan jeg ikke være!
Det ender altid med, at jeg helt får ødelagt min shoppinglyst og må gå derfra tomhændet, nedslået og overvundet.
Lingeri
Er lingeri et forbudt område for modeverdenen og totalt tabu hos de nyskabende og grænseoverskridende designere?
At gå ind i en lingeributik føles lidt, som det må føles for en syv-årige knægt at følge med mor ind i en hvilken som helst tøjbutik. Det er kedeligt, intetsigende, kedeligt og... Lugter det ikke en smule hengemt mormoragtigt?
De BH'er, der hænger på bøjlerne har hængt der lige siden, jeg første gang begyndte at kigge på BH'er til min endnu ikke-eksisterende barm.
Lingeri følger simpelthen ikke med moden. Det er de samme underlige og totalt umoderne miks af farver, de samme mormorgardinblonder, og de samme jeg-får-lyst-til-at-hive-en-stor-kniv-frem-og-myrde-af-kvalme-sløjfer vulgært påklistret hver en ledig plads på det forsvarsløse undertøj. Jeg kan slet ikke gennemskue den rædsomme sløjfe. Heldigvis er den syet så løst på, at den er lige til at rive af. Hvilket måske også er meningen?
Jeg kan for min død ikke forstå, at undertøj altid skal ligne noget, der enten er hevet op af mormors eller en tysk strippers skuffe. Det er enten håbløst umoderne. Med de multiblomstrede blonder, der nærmest er dømt til at give dig en stor, rynket popo. Eller det er så vulgært, med skrigende satinfarver og push-up og kæmpeindlæg, at det vil gøre selv den tyske stripper pinligt berørt.
Endelig, som en sidste udvej, kan du vælge at iføre dig "Snoopy"-undertøj. Jeg får det bare underligt, når min kæreste tungtåndende begynder at pille mine lyserøde "Snoopy"-trusser af, og udbryder: "Nej, hvor er den Nuser!"
Punge
Beck/Söndergaard gjorde det. De skabte en pung, der var både moderne, retro og smart. Men hvis man ikke lige har lyst til at rende rundt med den samme turkisfarvede pung som efterhånden en meget stor procentdel af den danske, modebevidste verden, så har man et stort, stort problem. Desuden er der ikke frygteligt meget plads i den lille frækkert.
Der findes, mere eller mindre, to slags punge. Den teenageagtige Quasimodo-pung. I kender den godt, den firkantede, tornyster-agtige pung med en lille klap med trykknap foran. Og den store pukkel med lynlås bagpå. Den fås i alskens farver og stoffer, men den er bare ikke særlig elegant, og ikke særlig gangbar, hvis man er kommet ud på den anden side af 20. Og ellers er der den klassiske, firkantede fold-ud-pung. Gerne i læder. Den er kedelig og ganske bestemt ikke feminin.
Er det virkelig umuligt at skabe en pung, der er både pæn, smart, elegant, og som faktisk også er praktisk med plads både til penge og kort? Er det for meget at bede om?!
Det værste ved det hele er, at det er jo ting, jeg elsker at shoppe, når jeg først finder det rigtige. Det er jo ting, som jeg har brug for, og som gerne må være lækre og smarte. Så hvorfor er det bare så umuligt?!
Har I også et hade-shoppings-emner, der burde gøres noget ved?! Kære designere og modeskabere, kan I så komme igang!
Er det virkelig umuligt at skabe en pung, der er både pæn, smart, elegant, og som faktisk også er praktisk med plads både til penge og kort? Er det for meget at bede om?!
Det værste ved det hele er, at det er jo ting, jeg elsker at shoppe, når jeg først finder det rigtige. Det er jo ting, som jeg har brug for, og som gerne må være lækre og smarte. Så hvorfor er det bare så umuligt?!
Har I også et hade-shoppings-emner, der burde gøres noget ved?! Kære designere og modeskabere, kan I så komme igang!
