Drabschefen
Bogen man ikke kan slippe
"Drabschefen" er et nærgående portræt af Københavns Politis velkendte ansigt, Ove Dahl. Vi kender ham fra tv og de store drabssager som "Drabschef Ove Dahl, Københavns Politi", der fortæller sidste nyt fra efterforskningen.
Gennem sin 34-årige karriere i politiet har Ove Dahl set det meste - og det værste. Nu fortæller han for første gang selv om nogle af de mest spektakulære sager, som han oplevede dem. Blandt andet sagen om det parterede lig fra det indre København og et stadigt uopklaret kvindedrab.
I alle sagerne har Ove Dahl været på pletten. Forfatteren, Stine Bolther, tegner i bogen et nærgående portræt af den 57-årige drabschef og skildrer gennem hans øjne den kriminalitet, der normalt serveres i småbidder gennem medierne. Læseren får et ærligt indblik i Dahls usædvanlige univers, både det professionelle og i høj grad det personlige. For hvordan er det at være ægtefælle og ven til drabschefen, og hvordan reagerer den professionelle Ove Dahl på det personlige plan, når han står over for at skulle efterforske endnu en grusom forbrydelse?
Den hårde dom
Der er langt imellem bøger, som man bare ikke kan lægge fra sig, men dette er en af de bøger man sluger råt. Det er en fantastisk fortælling om, hvordan den stille mand fra Jylland kom til København og blev drabschef.
Bogen er ikke ret lang (red. 203 sider) og består af ni kapitler, så i løbet af en aften er bogen læst. "Drabschefen" giver et godt indtryk af, hvordan livet er for Ove Dahl, men den giver også indblik i, hvordan en drabssag egentlig bliver opklaret.
Den er spændende, og man får en masse detaljer om blandt andet mordet på den italienske turist i Blågårdsgade i 2003 og drabet foran Café Rust i 2005, som man ikke fik af medierne.
Men udover at være spændende, så er bogen også til tider morsom. Der er små, sjove anekdoter fra hans tid som drabschef. Blandt andet havde han i kriminalprogrammet, "Station 2" bedt om hjælp til at finde ud af, hvor en lille stofpose med ordet "Zoo" stammede fra. Det var afgørende for efterforskningen, at de fik noget at vide om denne pose. Da han kom hjem, kunne hans kæreste vise, at de havde en magen til liggende, med legetøj og endda købt i Netto! Det skal dog lige siges, at de fik nogle henvisninger omkring stofposen, og mordet blev opklaret.
Hvis man skal komme med noget negativt omkring bogen, så må det være, at den er alt for kort. Det ville kun gøre bogen endnu mere spændende, hvis den havde været længere. For at komme med en egentlig kritik af bogen, så er der nogle gentagelser, som godt kan virke lidt irriterende, men det er noget, man sagtens kan abstrahere fra.
For at opsummere, så er "Drabschefen" bestemt en bog, man skal læse, hvis man er til kriminalromaner.
Tak til Ekstra Bladets forlag for fremsendelse af bogen.
Gennem sin 34-årige karriere i politiet har Ove Dahl set det meste - og det værste. Nu fortæller han for første gang selv om nogle af de mest spektakulære sager, som han oplevede dem. Blandt andet sagen om det parterede lig fra det indre København og et stadigt uopklaret kvindedrab.
I alle sagerne har Ove Dahl været på pletten. Forfatteren, Stine Bolther, tegner i bogen et nærgående portræt af den 57-årige drabschef og skildrer gennem hans øjne den kriminalitet, der normalt serveres i småbidder gennem medierne. Læseren får et ærligt indblik i Dahls usædvanlige univers, både det professionelle og i høj grad det personlige. For hvordan er det at være ægtefælle og ven til drabschefen, og hvordan reagerer den professionelle Ove Dahl på det personlige plan, når han står over for at skulle efterforske endnu en grusom forbrydelse?
Den hårde dom
Der er langt imellem bøger, som man bare ikke kan lægge fra sig, men dette er en af de bøger man sluger råt. Det er en fantastisk fortælling om, hvordan den stille mand fra Jylland kom til København og blev drabschef.
Bogen er ikke ret lang (red. 203 sider) og består af ni kapitler, så i løbet af en aften er bogen læst. "Drabschefen" giver et godt indtryk af, hvordan livet er for Ove Dahl, men den giver også indblik i, hvordan en drabssag egentlig bliver opklaret.
Den er spændende, og man får en masse detaljer om blandt andet mordet på den italienske turist i Blågårdsgade i 2003 og drabet foran Café Rust i 2005, som man ikke fik af medierne.
Men udover at være spændende, så er bogen også til tider morsom. Der er små, sjove anekdoter fra hans tid som drabschef. Blandt andet havde han i kriminalprogrammet, "Station 2" bedt om hjælp til at finde ud af, hvor en lille stofpose med ordet "Zoo" stammede fra. Det var afgørende for efterforskningen, at de fik noget at vide om denne pose. Da han kom hjem, kunne hans kæreste vise, at de havde en magen til liggende, med legetøj og endda købt i Netto! Det skal dog lige siges, at de fik nogle henvisninger omkring stofposen, og mordet blev opklaret.
Hvis man skal komme med noget negativt omkring bogen, så må det være, at den er alt for kort. Det ville kun gøre bogen endnu mere spændende, hvis den havde været længere. For at komme med en egentlig kritik af bogen, så er der nogle gentagelser, som godt kan virke lidt irriterende, men det er noget, man sagtens kan abstrahere fra.
For at opsummere, så er "Drabschefen" bestemt en bog, man skal læse, hvis man er til kriminalromaner.
Tak til Ekstra Bladets forlag for fremsendelse af bogen.
