Dr. Adams fyldte 20
Dr. Adams fejrede 20 års jubilæum med sunde hotdogs, gyldne damer og voksenlemonade i gårdhaven.
Den sidste dag i maj slog den odenseanske multibrand store Dr. Adams dørene op for årets første fest i gårdhaven.
Denne gang var det dog ikke en event i forbindelse med et andet brand, som vi tidligere har set det med WOOD WOOD og Carhartt. Det var for at fejre butikkens 20 års jubilæum. 20 år på samme adresse, hvor kærlighed til mode og design kun har vokset sig større og større.
Grillen var sat op af #MAD MAN AND THE INDIAN LOVER, de gyldne damer var kolde, og de kulørte lamper på plads til at fejre en indtil videre 20 år lang kærlighedsaffære, hvor mode, stil og design har været hjertet bag værket.
En kærlighedsaffære, som begyndte for 20 år siden, hvor butikken for første gang slog dørene op med henblik på at sælge dansk design - uden at vide, hvilken succes der var i vente. Siden har butikken haft vokseværk fra et lokale til tre, og den lille fine odenseanske butik med danske mærker er i dag en international multibrand store i både klassisk og interaktiv version.
Æstetikken og butikkens sjæl er bevaret. Varerne er stadig personligt udvalgte i bl.a. Paris, New York, København, Stockholm, London og Milano, og listen over butikkens brands er stadig voksende.
Og sådan fortsætter det forhåbentlig i 20 år mere, så denne kærlighedsaffære kan blive en livslang en af slagsen!
Se evt. flere fotos fra Dr. Adams' fejring i galleriet.