Død på samvittigheden
og alligevel sover vi sødt hver nat
Da jeg var en lille pige i folkeskolens mellemste klasser, sang vi ofte "Where have all the flowers gone" i musiktimerne. En simpel sang, som med årene og engelskundervisningen efterhånden blev mere end bare fremmede ord. Man begyndte at forstå meningen, og billeder dannede sig i tankerne - billeder af blomster, soldater og gravpladser.
Sangen malede et billede af en grum virkelighed, som syntes helt hen i vejret, som jeg sad der på bænken i musiklokalet. Men som jeg blev ældre, så udvidede min verden sig, og koncepterne, "krig" og "død", blev bekendt.
Her i dag, mange år senere, er der, trods mit nu større kendskab til verden og menneskeheden, stadig en uvirkelighedsfølelse forbundet med billeder og ord om krig og sultedød. Jeg forstår det stadig ikke inderst inde.
Vi er alle skyldige
Et af de spørgsmål, det især synes at være svært at finde svar på, er, hvordan folk som præsident Bush kan sove roligt om natten? Hvilken verden lever han i, siden han ikke bliver påvirket af det faktum, at hans beslutninger i flere tilfælde har koste mange menneskeliv?
Men hvem er jeg til at pege fingre af folk? Har jeg min samvittighed helt i orden? Jeg har godt nok aldrig været direkte skyld i et andet menneskes død, men jeg har været i situationer, hvor jeg kunne have gjort noget, men undlod at gøre det. Jeg har skiftet kanal, når de sultende i Afrika bad om penge til mad og rent drikkevand, og jeg har skyndt mig over på den anden side af gaden, når jeg har set en indsamler fra en nødorganisation. Ikke hver gang, men ofte nok til at jeg må indrømme, at jeg ikke har hjulpet nok.
Og gælder det egentligt ikke for næsten alle? Vi ved jo udmærket godt, at der her på kloden findes folk, som har en levestandart, der ikke er acceptabel, men gør vi egentligt en indsats, der viser den fornødne respekt for ofrenes situation? De fleste gør ikke.
Jeg kan dulme min samvittighed med mit medlemskab af Folkekirkens Nødhjælp, men de 100 kroner om måneden er jo kun en lille smule ud af alle de ting, jeg kunne gøre for at hjælpe. Hvorfor har jeg for eksempel ikke været ude og demonstrere mod krigen i Irak? Hvorfor har de dødsfald dernede ikke fået mig op af stolen? Jeg har ingen god grund.
Sangen malede et billede af en grum virkelighed, som syntes helt hen i vejret, som jeg sad der på bænken i musiklokalet. Men som jeg blev ældre, så udvidede min verden sig, og koncepterne, "krig" og "død", blev bekendt.
Her i dag, mange år senere, er der, trods mit nu større kendskab til verden og menneskeheden, stadig en uvirkelighedsfølelse forbundet med billeder og ord om krig og sultedød. Jeg forstår det stadig ikke inderst inde.
Vi er alle skyldige
Et af de spørgsmål, det især synes at være svært at finde svar på, er, hvordan folk som præsident Bush kan sove roligt om natten? Hvilken verden lever han i, siden han ikke bliver påvirket af det faktum, at hans beslutninger i flere tilfælde har koste mange menneskeliv?
Men hvem er jeg til at pege fingre af folk? Har jeg min samvittighed helt i orden? Jeg har godt nok aldrig været direkte skyld i et andet menneskes død, men jeg har været i situationer, hvor jeg kunne have gjort noget, men undlod at gøre det. Jeg har skiftet kanal, når de sultende i Afrika bad om penge til mad og rent drikkevand, og jeg har skyndt mig over på den anden side af gaden, når jeg har set en indsamler fra en nødorganisation. Ikke hver gang, men ofte nok til at jeg må indrømme, at jeg ikke har hjulpet nok.
Og gælder det egentligt ikke for næsten alle? Vi ved jo udmærket godt, at der her på kloden findes folk, som har en levestandart, der ikke er acceptabel, men gør vi egentligt en indsats, der viser den fornødne respekt for ofrenes situation? De fleste gør ikke.
Jeg kan dulme min samvittighed med mit medlemskab af Folkekirkens Nødhjælp, men de 100 kroner om måneden er jo kun en lille smule ud af alle de ting, jeg kunne gøre for at hjælpe. Hvorfor har jeg for eksempel ikke været ude og demonstrere mod krigen i Irak? Hvorfor har de dødsfald dernede ikke fået mig op af stolen? Jeg har ingen god grund.
Vi bliver blinde
Jeg vil gerne tro på det gode i folk. Jeg vil gerne tro på, at krig er unødvendig. Men er det ren utopi? Jeg er selv blevet mere og mere blind overfor elendigheden i de sidste par år, desværre.
Jeg skammer mig over, at jeg selv og mine medmennesker ofte bare lader stå til. Vi sidder trygt i vores sofa og ser på de daglige indslag i tv om død og ødelæggelse, men vi gør intet ved det.
Jeg tillader mig at kritisere
Dette gør jeg, fordi deres beslutninger har langt flere konsekvenser end min inaktivitet. Det er sundt for samfundet, at vi stiller kritiske spørgsmål om regeringens vedtagelser, ja faktisk burde vi gøre det noget oftere.
Men samtidig bør vi også se kritisk på os selv, selvom vores magt ikke er så vidtrækkende. Vi kritiserer jo faktisk en verden, hvor vi selv spiller en rolle.
Jeg vil gerne tro på det gode i folk. Jeg vil gerne tro på, at krig er unødvendig. Men er det ren utopi? Jeg er selv blevet mere og mere blind overfor elendigheden i de sidste par år, desværre.
Jeg skammer mig over, at jeg selv og mine medmennesker ofte bare lader stå til. Vi sidder trygt i vores sofa og ser på de daglige indslag i tv om død og ødelæggelse, men vi gør intet ved det.
Jeg tillader mig at kritisere
Dette gør jeg, fordi deres beslutninger har langt flere konsekvenser end min inaktivitet. Det er sundt for samfundet, at vi stiller kritiske spørgsmål om regeringens vedtagelser, ja faktisk burde vi gøre det noget oftere.
Men samtidig bør vi også se kritisk på os selv, selvom vores magt ikke er så vidtrækkende. Vi kritiserer jo faktisk en verden, hvor vi selv spiller en rolle.
