Distræt tilværelse
Ikke rigtig kvinde
Kender du det? Ens mor, far eller bedste ven, veninde - eventuelt kæresten - står opgivende og kigger på dig: "Hvor er du altså bare distræt!"
Og så kan man bare slet ikke finde det, man ledte efter.
At miste sine ting
Jeg har sådan en ufattelig dårlig vane, og det sker næsten hver gang, jeg har en ting i hånden, men hvor jeg lige skal finde noget andet, inden jeg skal bruge det, jeg har i hånden.
Mens jeg leder efter det, jeg skal finde, så lægger jeg det fra mig, som jeg har i hånden, et eller andet sted på min rute gennem hele huset. Når jeg så har fundet det, jeg leder efter, er det, jeg havde i hånden, sporløst forsvundet.
Og så kan man starte forfra!
Andre gange er mine ting væk i længere perioder. Jeg har for eksempel lige fundet nogle sko, som jeg mistede for en uge siden - de lå inde under computerbordet, mellem et utal af ledninger.
Og det beviser slet intet om, hvad jeg gør som det første, når jeg kommer hjem fra arbejde om aftenen - busted!
Jeg er ikke rigtig kvinde
Man siger, at kvinder er gode til at "multitaske". Det er jeg ikke, og dermed kan jeg ikke være rigtig kvinde.
Når jeg er optaget af en ting, kan jeg ikke samtidig rette min opmærksomhed mod en anden ting. Er jeg ved at fortælle en eller andet et eller andet, mens jeg for eksempel er på vej ind i bilen, bliver jeg nødt til at stoppe op for at færdiggøre min sætning, inden jeg kan åbne døren helt.
Sidder jeg og læser en artikel, kan jeg ikke samtidig svare på et spørgsmål, og er jeg ved at spise, har jeg meget svært ved også at lytte efter, hvad andre siger. Jeg er jo sulten for pokker!
Og så kan man bare slet ikke finde det, man ledte efter.
At miste sine ting
Jeg har sådan en ufattelig dårlig vane, og det sker næsten hver gang, jeg har en ting i hånden, men hvor jeg lige skal finde noget andet, inden jeg skal bruge det, jeg har i hånden.
Mens jeg leder efter det, jeg skal finde, så lægger jeg det fra mig, som jeg har i hånden, et eller andet sted på min rute gennem hele huset. Når jeg så har fundet det, jeg leder efter, er det, jeg havde i hånden, sporløst forsvundet.
Og så kan man starte forfra!
Andre gange er mine ting væk i længere perioder. Jeg har for eksempel lige fundet nogle sko, som jeg mistede for en uge siden - de lå inde under computerbordet, mellem et utal af ledninger.
Og det beviser slet intet om, hvad jeg gør som det første, når jeg kommer hjem fra arbejde om aftenen - busted!
Jeg er ikke rigtig kvinde
Man siger, at kvinder er gode til at "multitaske". Det er jeg ikke, og dermed kan jeg ikke være rigtig kvinde.
Når jeg er optaget af en ting, kan jeg ikke samtidig rette min opmærksomhed mod en anden ting. Er jeg ved at fortælle en eller andet et eller andet, mens jeg for eksempel er på vej ind i bilen, bliver jeg nødt til at stoppe op for at færdiggøre min sætning, inden jeg kan åbne døren helt.
Sidder jeg og læser en artikel, kan jeg ikke samtidig svare på et spørgsmål, og er jeg ved at spise, har jeg meget svært ved også at lytte efter, hvad andre siger. Jeg er jo sulten for pokker!
Hvilken vej
Jeg er sikker på, at det at være distræt hører uadskilleligt sammen med stedsansen.
Min stedsans er fuldstændig ikke-eksisterende.
Jeg har kendt Odense by, lige siden jeg har været halvandet år gammel, og alligevel har jeg præsteret at fare vild på cykel inde i den labyrint af små, gamle, ensrettede veje i Odense Midtby, som jeg aldrig lærer at forstå.
Det skal dog lige siges til mit forsvar, at klokken var syv en kold forårsmorgen, nærmere bestemt lørdag den 15. maj 2004, og jeg var netop kommet ind med morgentoget, direkte fra min allerførste tur på Jacques.
Jeg havde tømmermænd, og jeg skulle spille koncert (red: violin) klokken 11:00 på Flakhaven i Odense.
En ting, som jeg dog vil pointere: Det jeg virkelig skal have styr på, det har jeg styr på, takket være en kuglepen, en blok og en mappe på min fars computer.
Jeg er sikker på, at det at være distræt hører uadskilleligt sammen med stedsansen.
Min stedsans er fuldstændig ikke-eksisterende.
Jeg har kendt Odense by, lige siden jeg har været halvandet år gammel, og alligevel har jeg præsteret at fare vild på cykel inde i den labyrint af små, gamle, ensrettede veje i Odense Midtby, som jeg aldrig lærer at forstå.
Det skal dog lige siges til mit forsvar, at klokken var syv en kold forårsmorgen, nærmere bestemt lørdag den 15. maj 2004, og jeg var netop kommet ind med morgentoget, direkte fra min allerførste tur på Jacques.
Jeg havde tømmermænd, og jeg skulle spille koncert (red: violin) klokken 11:00 på Flakhaven i Odense.
En ting, som jeg dog vil pointere: Det jeg virkelig skal have styr på, det har jeg styr på, takket være en kuglepen, en blok og en mappe på min fars computer.