Det sagde hun bare ikke
På vej hjem fra en tur i byen var jeg vidne til en situation, der aldrig ville være opstået uden alkohol
Nogle mennesker mestrer evnen til at styre og beholde deres egen personlighed, når de bliver stive, mens andre ryger direkte i hegnet og laver enorme brølere.
Jeg kunne komme med mange eksempler, men hér følger nok et af de bedste jeg har:
Jeg var engang på vej hjem fra en tur i byen og sad i natbussen sammen med min veninde. Bagerst i bussen sidder en flok berusede drenge. Forrest sidder fire blonde piger, så dullet op som det kan tillades, ligeledes udstyret med en gevaldig kæp i deres små ører. Men én af pigerne er åbenlyst stivere end sine veninder og da en mindre ordbattle begynder at bryde ud mellem drengene på bagerste række og tøsebørnene forrest, vælger hun at være ordstyrer.
Svinere flyver frem og tilbage et par gange, men pludselig får ordstyreren det skidt. "Ej, for fanden. Jeg skal brække mig...", grynter hun til tøserne. En af dem reagerer hurtigt og spæner op til chaufføren, hvor hun fatter plastikposen, der lå nede i hans lille skraldespand.
Ordstyreren knækker sig i posen, som dog viser sig at være udstyret med et gigantisk hul i bunden.
Hun ser mistroisk et par gange frem og tilbage fra gulvet, hvor der ligger et par liter bræk, tilbage på posen hvor brækket burde have været.
Fyrene nede bagi skriger selvfølgelig af grin og alle andre i bussen - som jo mere eller mindre ufrivilligt er blevet rodet ind i sagen - har også ret svært ved ikke at more sig lidt over det. Den generelle følelse er nu at drengene vandt æren. Eller hvad man nu end får ud af at vinde en ordbattle med en dybt alkoholiseret tøs.
Én af fyrene råber selvsikkert, halvkvalt af grin: 'Hold kæft, hvor er du grim, mand!'
Det er så hér hun burde have bidt nederlaget i sig. Hendes små veninder var i hvert fald tilstedeværende nok til at indse, at slaget var tabt. Men nej.
Lettere skeløjet med en stribe bræk ned af hagen vender hun sig om og råber: 'F*** dig, mand. Du er jo bare ærgerlig, fordi jeg er for lækker til dig!'
Fantastisk, ikke?
Jeg må indrømme at jeg sjældent har haft en så overvældende følelse af at være ufrivilligt med i et af de dér "Skjult Kamera" - programmer. Men der var ingen tv-vært i grimt jakkesæt, der pludselig sprang ind af døren med en buket blomster til mig, mens pigen med bræk i ansigtet viste sig at være en skuespillerinde. Der var intet kamerahold, der smadrede ind af bussens fordøre, mens alle grinede og klappede. Og hun - ordstyreren - var ikke sarkastisk. Det var ikke en selvironisk kommentar.
Efter at have ytret sin geniale sætning, vender hun sig tilbage på sin plads med et selvsikkert smil og en tilhørende "Der viste jeg nok dem, hvem der er boss" - attitude.
Har du nogensinde gjort eller sagt noget lige så dumt? Eller har du oplevet andre gøre det?
Jeg kunne komme med mange eksempler, men hér følger nok et af de bedste jeg har:
Jeg var engang på vej hjem fra en tur i byen og sad i natbussen sammen med min veninde. Bagerst i bussen sidder en flok berusede drenge. Forrest sidder fire blonde piger, så dullet op som det kan tillades, ligeledes udstyret med en gevaldig kæp i deres små ører. Men én af pigerne er åbenlyst stivere end sine veninder og da en mindre ordbattle begynder at bryde ud mellem drengene på bagerste række og tøsebørnene forrest, vælger hun at være ordstyrer.
Svinere flyver frem og tilbage et par gange, men pludselig får ordstyreren det skidt. "Ej, for fanden. Jeg skal brække mig...", grynter hun til tøserne. En af dem reagerer hurtigt og spæner op til chaufføren, hvor hun fatter plastikposen, der lå nede i hans lille skraldespand.
Ordstyreren knækker sig i posen, som dog viser sig at være udstyret med et gigantisk hul i bunden.
Hun ser mistroisk et par gange frem og tilbage fra gulvet, hvor der ligger et par liter bræk, tilbage på posen hvor brækket burde have været.
Fyrene nede bagi skriger selvfølgelig af grin og alle andre i bussen - som jo mere eller mindre ufrivilligt er blevet rodet ind i sagen - har også ret svært ved ikke at more sig lidt over det. Den generelle følelse er nu at drengene vandt æren. Eller hvad man nu end får ud af at vinde en ordbattle med en dybt alkoholiseret tøs.
Én af fyrene råber selvsikkert, halvkvalt af grin: 'Hold kæft, hvor er du grim, mand!'
Det er så hér hun burde have bidt nederlaget i sig. Hendes små veninder var i hvert fald tilstedeværende nok til at indse, at slaget var tabt. Men nej.
Lettere skeløjet med en stribe bræk ned af hagen vender hun sig om og råber: 'F*** dig, mand. Du er jo bare ærgerlig, fordi jeg er for lækker til dig!'
Fantastisk, ikke?
Jeg må indrømme at jeg sjældent har haft en så overvældende følelse af at være ufrivilligt med i et af de dér "Skjult Kamera" - programmer. Men der var ingen tv-vært i grimt jakkesæt, der pludselig sprang ind af døren med en buket blomster til mig, mens pigen med bræk i ansigtet viste sig at være en skuespillerinde. Der var intet kamerahold, der smadrede ind af bussens fordøre, mens alle grinede og klappede. Og hun - ordstyreren - var ikke sarkastisk. Det var ikke en selvironisk kommentar.
Efter at have ytret sin geniale sætning, vender hun sig tilbage på sin plads med et selvsikkert smil og en tilhørende "Der viste jeg nok dem, hvem der er boss" - attitude.
Har du nogensinde gjort eller sagt noget lige så dumt? Eller har du oplevet andre gøre det?