Det er aldrig for sent
Vi vil alle gerne finde os selv
Så snart vi bliver født, starter den proces, som i sidste ende gør os til dem, vi er. Vi samler alt, hvad vi kan af indtryk og danner os opfattelser af, hvordan verden hænger sammen, allerede inden vi lærer at tale og gå! Skræmmende tanke - og temmelig ufatteligt er det, at indtryk og indlæring fra barnsben skal følge os resten af livet.
På et tidspunkt i livet vil de fleste - hvis ikke alle mennesker - opleve en forvirring eller en frustration over, hvem de selv er. Måske vil de fleste endda opleve, at det kan være nærmest umuligt at svare på spørgsmålet: "Hvem er du?". "Hvem er jeg egentlig?"
Det sande "jeg", som vi vel alle sammen stræber efter at finde, kan være svært at finde. "Se dybt ind i dig selv og mærk efter, hvad du føler for, og hvor du føler, at du er på rette vej", siger de.
Men er det bare det? Er jeg derinde et sted, og kan jeg finde den person, jeg søger, bare ved at kigge efter en ekstra gang? Jeg tror sørme ikke, det er så let. Og er man egentlig én bestemt person - den person vi søger?
Nu står jeg med en livserfaring og et livssyn, som ikke altid manifesterer sig i den måde, hvorpå jeg agerer, og sikkert ikke er en del af den opfattelse, som andre mennesker har af mig. Dette er nemlig et forstyrrende element i ens selvforståelse og selvopfattelse: "Er jeg det, de andre tror jeg er?" "Eller ser de andre mig, som den jeg virkelig er?" Sådan hænger tingene ikke sammen.
Jeg tror på, at hvert menneske har nogle grundforståelser af og grundholdninger til livet, som i højeste grad præger deres væremåde og handlingsmønstre. Forståelser og holdninger, som er dannet fra barnsben og frem til nutiden. Og jeg tror, at disse forståelser og holdninger hele tiden bliver påvirket - revet i fra højre og venstre af nye indtryk og ny viden og erfaring, og jeg er overbevist om, at det ikke er muligt at holde fast i én bestemt identitet hele livet igennem. Selvfølgelig er det ikke det.
Forestil dig en trappe. Du står selv på øverste trin og kigger ned på de trin, som det har taget dig årevis at passere. Du støder pludselig på et glat trin og snubler nogle trin ned. Så står du der og sukker efter det trin, du faldt fra. Med ét deler trappen sig i to derfra, hvor du står. Og du følger den nye vej - op ad trappen trin for trin. En dag ser du dig tilbage og indser, at du ville have gledet igen og igen, hvis du havde fortsat op af den samme trappe. Sådan er livet. Du bygger ikke ny erfaring ovenpå de passerede trin, men derimod erstatter du gammel erfaring, når du støder på et problem eller lignende, med ny erfaring, og hermed ændres din identitet trin for trin.
Vi brænder aldrig helt fast på bunden af gryden. Vi når aldrig rigtig at danne det "jeg", som vi så inderligt og livet igennem søger for at forstå os selv og træffe de rette valg for os selv. Vi når aldrig et endeligt eksemplar af os selv, og dermed ender vi altid med at stå overfor det samme spørgsmål: "Hvem er jeg?".
Der findes ingen fast definition af "jeg'et". Vi ændrer os konstant, og det er derfor aldrig for sent at ændre et livssyn eller et handlingsmønster. Det kan bare være en krævende og langvarende proces. Men se på det sådan her: "Du har været et kvart eller et halvt liv om at overbevise dig selv om, at verden ser ud på en bestemt måde, så det tager måske i nogle tilfælde lige så lang tid at ændre dette".
På et tidspunkt i livet vil de fleste - hvis ikke alle mennesker - opleve en forvirring eller en frustration over, hvem de selv er. Måske vil de fleste endda opleve, at det kan være nærmest umuligt at svare på spørgsmålet: "Hvem er du?". "Hvem er jeg egentlig?"
Det sande "jeg", som vi vel alle sammen stræber efter at finde, kan være svært at finde. "Se dybt ind i dig selv og mærk efter, hvad du føler for, og hvor du føler, at du er på rette vej", siger de.
Men er det bare det? Er jeg derinde et sted, og kan jeg finde den person, jeg søger, bare ved at kigge efter en ekstra gang? Jeg tror sørme ikke, det er så let. Og er man egentlig én bestemt person - den person vi søger?
Nu står jeg med en livserfaring og et livssyn, som ikke altid manifesterer sig i den måde, hvorpå jeg agerer, og sikkert ikke er en del af den opfattelse, som andre mennesker har af mig. Dette er nemlig et forstyrrende element i ens selvforståelse og selvopfattelse: "Er jeg det, de andre tror jeg er?" "Eller ser de andre mig, som den jeg virkelig er?" Sådan hænger tingene ikke sammen.
Jeg tror på, at hvert menneske har nogle grundforståelser af og grundholdninger til livet, som i højeste grad præger deres væremåde og handlingsmønstre. Forståelser og holdninger, som er dannet fra barnsben og frem til nutiden. Og jeg tror, at disse forståelser og holdninger hele tiden bliver påvirket - revet i fra højre og venstre af nye indtryk og ny viden og erfaring, og jeg er overbevist om, at det ikke er muligt at holde fast i én bestemt identitet hele livet igennem. Selvfølgelig er det ikke det.
Forestil dig en trappe. Du står selv på øverste trin og kigger ned på de trin, som det har taget dig årevis at passere. Du støder pludselig på et glat trin og snubler nogle trin ned. Så står du der og sukker efter det trin, du faldt fra. Med ét deler trappen sig i to derfra, hvor du står. Og du følger den nye vej - op ad trappen trin for trin. En dag ser du dig tilbage og indser, at du ville have gledet igen og igen, hvis du havde fortsat op af den samme trappe. Sådan er livet. Du bygger ikke ny erfaring ovenpå de passerede trin, men derimod erstatter du gammel erfaring, når du støder på et problem eller lignende, med ny erfaring, og hermed ændres din identitet trin for trin.
Vi brænder aldrig helt fast på bunden af gryden. Vi når aldrig rigtig at danne det "jeg", som vi så inderligt og livet igennem søger for at forstå os selv og træffe de rette valg for os selv. Vi når aldrig et endeligt eksemplar af os selv, og dermed ender vi altid med at stå overfor det samme spørgsmål: "Hvem er jeg?".
Der findes ingen fast definition af "jeg'et". Vi ændrer os konstant, og det er derfor aldrig for sent at ændre et livssyn eller et handlingsmønster. Det kan bare være en krævende og langvarende proces. Men se på det sådan her: "Du har været et kvart eller et halvt liv om at overbevise dig selv om, at verden ser ud på en bestemt måde, så det tager måske i nogle tilfælde lige så lang tid at ændre dette".
