Det danske sprog
Fyn er fin - men de taler da godt nok lidt sjovt
Det er med dyb taknemmelighed og stor beundring, at jeg siger tak til de danske folkeskolelærere rundt om i det danske land. De har gjort, og gør fortsat, et stort stykke arbejde med at lære børn at stave. Men det er mig en stor gåde, hvordan de bærer sig ad.
Tag for eksempel den fynske dialekt. For nogen er det komplet uforståeligt, for andre er det sjovt at høre på, og for os fynboer - ja vi må bare finde os i at blive grint af, fordi vi taler sjovt.
Fynboer er ikke lette at forstå - og her tænker jeg kun rent sprogmæssigt. Vi taler hurtigt - dog ikke lige så hurtigt som Københavnerne, men tæt på, og så sluger vi endelserne og en masse stavelser. Som om det ikke skulle være nok med, at vi spiser ordene, så har vi også utroligt bløde "d'er", hvilket gør, at mange ord lyder ens.
Et klassisk eksempel på fynsk er:
"Va ha?
Ha bu!
Va vu?
Bla bu!
Va bla bu?
U bla bu!"
For nogle er dette komplet volapyk, for andre giver det mening.
En anden ting er, når man sidder i skolen og har diktat. Her forlanger lærerne, at man skriver korrekt dansk, men hvordan kan man det, når læreren siger:
"Om mårni går je hen a ga'en å ner te' bækki me' huni."
Hvordan ved lille Søren, at kan så skal skrive:
"Om morgenen går jeg hen af gaden og ned til bækken med hunden."
Selvfølgelig prøver lærerne da at tale rigsdansk, men jeg husker da adskillige gange, hvor dette glippede for min gamle dansklærer.
Nu er jeg fra en storby, og den fynske dialekt er ikke så udbredt i Odense, som det er på Sydfyn, og jeg er da også blevet godt præget af at skulle tale rigsdansk på mit arbejde i London, men alligevel får jeg, hver gang jeg er i hovedstaden, at vide, at jeg er meget fynsk.
Det kan godt være, at jeg taler sjovt, men jeg kan da i det mindste skrive korrekt dansk. Jeg kan kun sige, at jeg er dybt imponeret over, at jeg overhovedet har lært at stave.
Tag for eksempel den fynske dialekt. For nogen er det komplet uforståeligt, for andre er det sjovt at høre på, og for os fynboer - ja vi må bare finde os i at blive grint af, fordi vi taler sjovt.
Fynboer er ikke lette at forstå - og her tænker jeg kun rent sprogmæssigt. Vi taler hurtigt - dog ikke lige så hurtigt som Københavnerne, men tæt på, og så sluger vi endelserne og en masse stavelser. Som om det ikke skulle være nok med, at vi spiser ordene, så har vi også utroligt bløde "d'er", hvilket gør, at mange ord lyder ens.
Et klassisk eksempel på fynsk er:
"Va ha?
Ha bu!
Va vu?
Bla bu!
Va bla bu?
U bla bu!"
For nogle er dette komplet volapyk, for andre giver det mening.
En anden ting er, når man sidder i skolen og har diktat. Her forlanger lærerne, at man skriver korrekt dansk, men hvordan kan man det, når læreren siger:
"Om mårni går je hen a ga'en å ner te' bækki me' huni."
Hvordan ved lille Søren, at kan så skal skrive:
"Om morgenen går jeg hen af gaden og ned til bækken med hunden."
Selvfølgelig prøver lærerne da at tale rigsdansk, men jeg husker da adskillige gange, hvor dette glippede for min gamle dansklærer.
Nu er jeg fra en storby, og den fynske dialekt er ikke så udbredt i Odense, som det er på Sydfyn, og jeg er da også blevet godt præget af at skulle tale rigsdansk på mit arbejde i London, men alligevel får jeg, hver gang jeg er i hovedstaden, at vide, at jeg er meget fynsk.
Det kan godt være, at jeg taler sjovt, men jeg kan da i det mindste skrive korrekt dansk. Jeg kan kun sige, at jeg er dybt imponeret over, at jeg overhovedet har lært at stave.
