Aniston

Den hullede trend

Hop nemt og billigt med på sæsonens store ripped denim mode.

En af forårets store tendenser er ripped denim, gerne i en lys nuance.  Det er samtidig en af de tendenser, der er let for alle at få inspiration fra i disse finanskrisetider, da de fleste har et par jeans i skabet de ikke længere bruger. Det er nu de skal frem og kreativiteten skal blomstre!
ANNONCE
Den hullede trend
Om det er jeans, en oversize denim skjorte eller en kort cowboyjakke der er ripped, er efter din smag. Hvis du ikke har noget lyst denim kan du blege dit mørke med klorin. Gør tøjet vådt og lig det i en spand med vand og klorin, husk et par gummi hansker så huden slipper for de skrappe kemikalier. Tag eventuelt tøjet op en gang eller to og vend det, så undgår du der kommer underlige striber efter folder i tøjet, hvor klorinen ikke kunne komme ind. Vurder selv hvor længe tøjet skal ligge i klorin, afhængig af hvor mørkt tøjet var fra start. Men husk til denne trend gælder det, at jo mere slidt og mørt det bliver, jo bedre. Hvis du synes dine lyse jeans er for pæne, kan du også ligge dem et øjeblik i klorin så de får en lækker diy effekt.

Så skal du til at være kreativ, tøm køkkenet og kærestens værktøjskasse for rivejern, saks, hobby kniv og sandpapir. Lav hullerne efter hvilket udtryk du vil have, hvis du med en saks klipper firkanter i stoffet kan du lave både store og små huller, og holde en ren kant som giver en pæn og enkel stil.

Vil du derimod have et slidt og brugt udtryk, er en hobby kniv god til at lave flænger og revner. Hvis det er et par jeans du vil forny, er det en god ide at lægge noget ind i buksebenet, så du ikke skærer hele vejen igennem stoffet på en gang. Snit derefter i bukserne der hvor du vil have flængerne. Det må gerne være lidt tilfældigt, det ser ofte pænest ud. Du kan enten lave lidt flænger hist og her, hvis trenden først skal afprøves. Eller du kan køre stilen fuldt ud og lave en masse flænger hele vejen op ad benet, eventuelt både foran og bag. Brug derefter rivejern og sandpapir og slid oven på flængerne, det river godt op i trevlerne og får kanterne til at rulle og fnulre, hvilket giver den ønskede effekt. Husk dog at både huller og flænger bliver større når du bruger tøjet, lav dem derfor mindre end du egentlig ønsker.

Du er nu klar med en af sæsonens store trends, og selvom foråret endnu lader vente på sig, kan du sagtens bruge den ripped trend allerede nu. Brug blonde- eller farvede strømper under dine jeans eller en tyk trøje under din denim jakke.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce