Den forbudte flirt
Den uskyldige flirt, med den forbudte fyr...
Der er intet galt i at flirte, faktisk siger de kloge, at uskyldigt flirteri er sundt.
Hvem har ikke prøvet det? At være i byen, og lige pludselig står han der, ham, man bare ikke kan få sine øjne væk fra. Man prøver at styre sig for ikke at blive opdaget, men alligevel har man godt øje på ham ud af øjenkrogen. Man rykker måske nærmere på ham, eller han kommer nærmere...
Man bliver nervøs, men fanger alligevel hans blik, sender ham flirtende blikke og giver ham det perfekte, indbydende smil, som ligeså godt kunne have sagt: "Jeg vil have dig", og alligevel bliver det ikke til andet end dèt, et uskyldigt flirteri.
Eller man sidder på nettet og kommer i kontakt med en sød fyr, kontakten starter venligt og helt uskyldigt, men bliver mere og mere flirtende måske endda en smule sexpræget.
Der bliver flirtet, leget og tiden flyver af sted. Man er i en spændende cyberrus, men det er ikke andet end flirteri på skrift.
Men som med så meget andet, kan ting hurtigt udvikle sig til mere, end hvad det startede som. Og hvad gør man så, når den uskyldige flirt udvikler sig til langt mere end forventet, og så med en forbudt fyr?
Jeg vil give jer to sande fortællinger fra mit liv, hvor uskyldigt flirteri udvikler sig med en forbudt fyr.
Uskyldig flirt nummer 1
Jeg har profiler forskellige steder på nettet, og kommer på et tidspunkt i kontakt med denne her charmerende fyr, og vi begynder for sjov at flirte meget uskyldigt.
Det sker i perioder over 1 års tid, vi har aldrig rigtig mødt hinanden, kun hilst kort på hinanden til en fest. Men flirten fortsætter engang imellem, og som tiden går, udvikler det sig en smule. Til noget, der måske ikke vil betegnes som uskyldig flirt i alles øjne.
Vi kender hinanden, uden egentlig at kende hinanden. Og så sker det, en dag ser jeg, at han i en tråd skriver noget om sin kæreste, og jeg bliver helt paf. Jeg vidste ikke, at han havde en kæreste, og jeg kunne ikke tro, dette er fyren, jeg havde flirtet med i over 1 år.
Men vi har ikke mødt hinanden, ikke lovet hinanden noget, men alligevel tog jeg mig i at tænke: "Æv æv æv"...
Vi taler lidt om det, og han fortæller, at han ikke havde prøvet at skjule det, men at han bare gik ud fra, at jeg vidste det, da det jo faktisk havde stået i hans profiltekst hele tiden. Ja, det var så ikke alt, jeg havde fået læst, måske selektiv læsning?
Nå, men selvom vi i perioder over 1 års tid havde flirtet, så var det ikke kun flirt, der var mellem os. Jeg følte, vi havde udviklet et slags venskab, hvor vi kunne tale om alt mellem himmel og jord, problemer, kærlighed, sorger og kriser. Så det, at han havde en kæreste, stoppede ikke vores kontakt, vi var jo "venner", og han fortalte at de havde problemer, og nok snart ville gå fra hinanden. Nu havde jeg jo aldrig rigtig mødt ham ordentligt, men lysten til at møde ham var stor, så hvad gør man så... Venter man? Eller glemmer man alle tanker om ham?
Hvem har ikke prøvet det? At være i byen, og lige pludselig står han der, ham, man bare ikke kan få sine øjne væk fra. Man prøver at styre sig for ikke at blive opdaget, men alligevel har man godt øje på ham ud af øjenkrogen. Man rykker måske nærmere på ham, eller han kommer nærmere...
Man bliver nervøs, men fanger alligevel hans blik, sender ham flirtende blikke og giver ham det perfekte, indbydende smil, som ligeså godt kunne have sagt: "Jeg vil have dig", og alligevel bliver det ikke til andet end dèt, et uskyldigt flirteri.
Eller man sidder på nettet og kommer i kontakt med en sød fyr, kontakten starter venligt og helt uskyldigt, men bliver mere og mere flirtende måske endda en smule sexpræget.
Der bliver flirtet, leget og tiden flyver af sted. Man er i en spændende cyberrus, men det er ikke andet end flirteri på skrift.
Men som med så meget andet, kan ting hurtigt udvikle sig til mere, end hvad det startede som. Og hvad gør man så, når den uskyldige flirt udvikler sig til langt mere end forventet, og så med en forbudt fyr?
Jeg vil give jer to sande fortællinger fra mit liv, hvor uskyldigt flirteri udvikler sig med en forbudt fyr.
Uskyldig flirt nummer 1
Jeg har profiler forskellige steder på nettet, og kommer på et tidspunkt i kontakt med denne her charmerende fyr, og vi begynder for sjov at flirte meget uskyldigt.
Det sker i perioder over 1 års tid, vi har aldrig rigtig mødt hinanden, kun hilst kort på hinanden til en fest. Men flirten fortsætter engang imellem, og som tiden går, udvikler det sig en smule. Til noget, der måske ikke vil betegnes som uskyldig flirt i alles øjne.
Vi kender hinanden, uden egentlig at kende hinanden. Og så sker det, en dag ser jeg, at han i en tråd skriver noget om sin kæreste, og jeg bliver helt paf. Jeg vidste ikke, at han havde en kæreste, og jeg kunne ikke tro, dette er fyren, jeg havde flirtet med i over 1 år.
Men vi har ikke mødt hinanden, ikke lovet hinanden noget, men alligevel tog jeg mig i at tænke: "Æv æv æv"...
Vi taler lidt om det, og han fortæller, at han ikke havde prøvet at skjule det, men at han bare gik ud fra, at jeg vidste det, da det jo faktisk havde stået i hans profiltekst hele tiden. Ja, det var så ikke alt, jeg havde fået læst, måske selektiv læsning?
Nå, men selvom vi i perioder over 1 års tid havde flirtet, så var det ikke kun flirt, der var mellem os. Jeg følte, vi havde udviklet et slags venskab, hvor vi kunne tale om alt mellem himmel og jord, problemer, kærlighed, sorger og kriser. Så det, at han havde en kæreste, stoppede ikke vores kontakt, vi var jo "venner", og han fortalte at de havde problemer, og nok snart ville gå fra hinanden. Nu havde jeg jo aldrig rigtig mødt ham ordentligt, men lysten til at møde ham var stor, så hvad gør man så... Venter man? Eller glemmer man alle tanker om ham?
Uskyldig flirt nummer 2
Jeg kommer fra en lille by, hvor alle kender alle, ihvertfald mere eller mindre. Så det at blive forelsket er ikke altid nemt, især ikke hvis det er i en "lokal"...
Mit første teenager crush var på en fyr, der var et par år ældre end mig selv. Han var samtidig ven til min storesøster. Og det gjorde jo ikke ligefrem tingene nemmere, så jeg valgte at holde mine følelser for ham hemmelige.
Nu var jeg jo heller ikke særlig gammel, og modighed stod ikke på min personbeskrivelse. Jeg gjorde altså aldrig noget ved det, andet end at jeg gik med et hemmeligt crush i flere år. Hvor jeg barnligt og uskyldigt drømte om ham...Sådan en fyr har mange piger vist haft.
Årene gik, jeg blev lidt ældre og begyndte at gå i byen, så da jeg, som sagt, bor i en lille by, er der ikke særlig mange steder, man kan tage i byen, medmindre at man vælger at tage udenbys. Og da de fleste alligevel tog i byen på det lokale diskotek, "Colombus" ja, så kunne jeg ikke undgå at rende ind i ham engang imellem. Og hver gang kunne jeg mærke, hvordan mit hjerte begyndte at hamre.
Men jeg eksisterede ikke i hans verden, eller jo, det gjorde jeg, men det var som "Sandras lillesøster, den belastende, lille snotunge, der altid lurede, når min søster havde venner på besøg" Jeps, det var mig.
Og alligevel sad jeg og sukkede efter ham, weekend efter weekend, uge efter uge, år efter år. Uden at gøre noget som helst ved det.
Jeg talte med alle hans venner, de kendte mig jo også alle sammen og havde fået strenge ordre om at passe på mig, når jeg var i byen. (Ja, man er vel lillesøster.. hmm)
Men selvom jeg talte med alle hans venner, så talte jeg aldrig med ham. Dog var der altid øjeblikke, hvor vi kiggede på hinanden og smilede, men talte sammen gjorde vi aldrig, ikke så meget som at nærme sig hinanden skete.
En aften i byen kan jeg ikke holde til det længere. Jeg fortæller mine kære veninder om, hvordan jeg har det og spørger dem til råds. Hvad jeg så ikke havde forudset var, at mine "kære" veninder næsten på stribe de efterfølgende weekender pludselig begynder deres egen jagt på ham, og 3 af dem får held med det. Selvfølgelig i forskellige weekender. Men det er dog alligevel for meget for mig at acceptere. Jeg er skuffet over veninderne, som alle kommer med dårlige undskyldninger, men jeg vælger at lade som ingenting, og da jeg ikke gider at konkurrere om en fyr eller have venindernes rester, ja, så smider jeg kluden i ringen og gør alt for at glemme ham.
Der gå nogen tid, jeg får fast kæreste på og er i et forhold i 6 år. Alligevel tager jeg mig selv i at tænke på "ham" engang imellem.
Jeg bliver så single igen efter de 6 år, og der går så lidt flere år. Mine veninder er blevet udskiftet, jeg er færdig med skolen, har fået fast arbejde og lever mere eller mindre det "voksne liv"... Men så sker der det en dag, jeg er nede og handle sammen med min mor, at jeg mærker min mor puffe til mig, og lige i det jeg skal til at sige noget til hende, opdager jeg, hvad det er hun pænt prøver at fortælle mig.
Der står "han" så mange år efter, og alligevel ligeså dejlig som jeg husker ham. Han kigger på mig, smiler og siger hej. Jeg får pænt sagt hej tilbage, men er så konfus oven i mit hovede, at jeg styrter ud af butikken for at få luft, mit hjerte banker, mine hænder ryster og jeg kan næsten ikke trække vejret.
Min mor kommer ud til mig, grinende og siger: "Nå, hvordan var det så at se ham efter så mange år? Jeg vidste, at du ville reagere sådan, du har godt nok været vild med ham i mange år."
Og mere sandt kunne det vidst ikke være sagt.
Jeg kommer fra en lille by, hvor alle kender alle, ihvertfald mere eller mindre. Så det at blive forelsket er ikke altid nemt, især ikke hvis det er i en "lokal"...
Mit første teenager crush var på en fyr, der var et par år ældre end mig selv. Han var samtidig ven til min storesøster. Og det gjorde jo ikke ligefrem tingene nemmere, så jeg valgte at holde mine følelser for ham hemmelige.
Nu var jeg jo heller ikke særlig gammel, og modighed stod ikke på min personbeskrivelse. Jeg gjorde altså aldrig noget ved det, andet end at jeg gik med et hemmeligt crush i flere år. Hvor jeg barnligt og uskyldigt drømte om ham...Sådan en fyr har mange piger vist haft.
Årene gik, jeg blev lidt ældre og begyndte at gå i byen, så da jeg, som sagt, bor i en lille by, er der ikke særlig mange steder, man kan tage i byen, medmindre at man vælger at tage udenbys. Og da de fleste alligevel tog i byen på det lokale diskotek, "Colombus" ja, så kunne jeg ikke undgå at rende ind i ham engang imellem. Og hver gang kunne jeg mærke, hvordan mit hjerte begyndte at hamre.
Men jeg eksisterede ikke i hans verden, eller jo, det gjorde jeg, men det var som "Sandras lillesøster, den belastende, lille snotunge, der altid lurede, når min søster havde venner på besøg" Jeps, det var mig.
Og alligevel sad jeg og sukkede efter ham, weekend efter weekend, uge efter uge, år efter år. Uden at gøre noget som helst ved det.
Jeg talte med alle hans venner, de kendte mig jo også alle sammen og havde fået strenge ordre om at passe på mig, når jeg var i byen. (Ja, man er vel lillesøster.. hmm)
Men selvom jeg talte med alle hans venner, så talte jeg aldrig med ham. Dog var der altid øjeblikke, hvor vi kiggede på hinanden og smilede, men talte sammen gjorde vi aldrig, ikke så meget som at nærme sig hinanden skete.
En aften i byen kan jeg ikke holde til det længere. Jeg fortæller mine kære veninder om, hvordan jeg har det og spørger dem til råds. Hvad jeg så ikke havde forudset var, at mine "kære" veninder næsten på stribe de efterfølgende weekender pludselig begynder deres egen jagt på ham, og 3 af dem får held med det. Selvfølgelig i forskellige weekender. Men det er dog alligevel for meget for mig at acceptere. Jeg er skuffet over veninderne, som alle kommer med dårlige undskyldninger, men jeg vælger at lade som ingenting, og da jeg ikke gider at konkurrere om en fyr eller have venindernes rester, ja, så smider jeg kluden i ringen og gør alt for at glemme ham.
Der gå nogen tid, jeg får fast kæreste på og er i et forhold i 6 år. Alligevel tager jeg mig selv i at tænke på "ham" engang imellem.
Jeg bliver så single igen efter de 6 år, og der går så lidt flere år. Mine veninder er blevet udskiftet, jeg er færdig med skolen, har fået fast arbejde og lever mere eller mindre det "voksne liv"... Men så sker der det en dag, jeg er nede og handle sammen med min mor, at jeg mærker min mor puffe til mig, og lige i det jeg skal til at sige noget til hende, opdager jeg, hvad det er hun pænt prøver at fortælle mig.
Der står "han" så mange år efter, og alligevel ligeså dejlig som jeg husker ham. Han kigger på mig, smiler og siger hej. Jeg får pænt sagt hej tilbage, men er så konfus oven i mit hovede, at jeg styrter ud af butikken for at få luft, mit hjerte banker, mine hænder ryster og jeg kan næsten ikke trække vejret.
Min mor kommer ud til mig, grinende og siger: "Nå, hvordan var det så at se ham efter så mange år? Jeg vidste, at du ville reagere sådan, du har godt nok været vild med ham i mange år."
Og mere sandt kunne det vidst ikke være sagt.
Der går et par dage, jeg kan ikke få ham ud af tankerne, så jeg finder hans nummer frem, tænker: "Det er nu eller aldrig" og sender ham en sms, hvor der står noget i retning af: "Hvor er det skønt, at man kan møde sådan nogle dejlige mennesker i Rema"
Vi skriver lidt frem og tilbage om "gamle dage", sladder og så videre, men så fortæller han mig pludselig, at han er gift og har en lille datter. Hvilket jeg overhovedet ikke vidste, men da jeg ikke vil tabe ansigt skriver jeg: "Nåå ja, det har jeg hørt noget om, tillykke med det - hvor dejligt for dig".
Han fortæller mig glædeligt om sin skønne datter som han elsker over alt på jorden, men fortæller dog også, at det går skidt i hans ægteskab, og at de skal skilles. Vi snakker lidt frem og tilbage om det, jeg fortæller ham, jeg er ked af det på hans vegne og på en mærkelig måde udvikler vi et venskab, taler om alt mellem himmel og jord, helt uskyldigt!
Vi mødes så engang imellem efter arbejde, hvor vi går tur med min hund, og man skulle tro vi havde været venner altid.
Vi indrømmer begge, at vi har været tiltrukket af hinanden, og nok stadig er det. Men gør intet ved det, han er jo gift, og vi er enige om, at det ville være forkert at gøre noget.
Men lysten ja, den kan man ikke bare sådan få væk, så tankerne om at kysse ham, mærke ham og holde om ham, ja, den var stor.
Jeg er ingen forholds/ægteskabsbryder, jeg går ikke efter gifte mænd eller mænd i forhold. De er i mine øjne forbudt område, men hvad gør man i sådanne situationer?
Jeg snakker ikke om utroskab, men om flirt med forbudte mænd... Skal man stole på, at han taler sandt om, at de er ved at gå fra hinanden og så vente?
Eller skal man droppe al kontakt med ham og tænke: "han er forbudt område" ?
Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Og hvor meget kan man egentlig tillade sig?
Vi skriver lidt frem og tilbage om "gamle dage", sladder og så videre, men så fortæller han mig pludselig, at han er gift og har en lille datter. Hvilket jeg overhovedet ikke vidste, men da jeg ikke vil tabe ansigt skriver jeg: "Nåå ja, det har jeg hørt noget om, tillykke med det - hvor dejligt for dig".
Han fortæller mig glædeligt om sin skønne datter som han elsker over alt på jorden, men fortæller dog også, at det går skidt i hans ægteskab, og at de skal skilles. Vi snakker lidt frem og tilbage om det, jeg fortæller ham, jeg er ked af det på hans vegne og på en mærkelig måde udvikler vi et venskab, taler om alt mellem himmel og jord, helt uskyldigt!
Vi mødes så engang imellem efter arbejde, hvor vi går tur med min hund, og man skulle tro vi havde været venner altid.
Vi indrømmer begge, at vi har været tiltrukket af hinanden, og nok stadig er det. Men gør intet ved det, han er jo gift, og vi er enige om, at det ville være forkert at gøre noget.
Men lysten ja, den kan man ikke bare sådan få væk, så tankerne om at kysse ham, mærke ham og holde om ham, ja, den var stor.
Jeg er ingen forholds/ægteskabsbryder, jeg går ikke efter gifte mænd eller mænd i forhold. De er i mine øjne forbudt område, men hvad gør man i sådanne situationer?
Jeg snakker ikke om utroskab, men om flirt med forbudte mænd... Skal man stole på, at han taler sandt om, at de er ved at gå fra hinanden og så vente?
Eller skal man droppe al kontakt med ham og tænke: "han er forbudt område" ?
Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Og hvor meget kan man egentlig tillade sig?
