Aniston

Den forbandede stolthed

En piges kamp for at holde hjulene i gang

Nogle gange føler jeg mig dum og umoden... Det kan også sagtens være at det er det jeg er. Jeg er 22 år, bor alene og har gjort det i flere år, og så har jeg ikke en pind styr på min økonomi.
Den forbandede stolthed
Folk siger man lærer af sine fejl, men jeg har lavet mange fejl - i økonomiske sammenhænge - men det har ikke lært mig en pind. Jo - lad være med at købe en bærbar med dankortet, hvis du i forvejen har et par tusinde i minus og ingen kassekredit. Det er dumt - been there, done that - og det betaler jeg for nu.

Jeg havde et rigtigt dårligt år i 2003/2004. Det startede med at jeg sprang fra mit HF studie efter 4 måneder (i december 2003), og derefter levede i små 5 måneder af den løn, som jeg fik fra mit weekend-job.

Det skal lige siges at jeg fik udbetalt 1.500 - 2.000 kroner om måneden, og at jeg havde min husleje +
Jeg kunne nok "bare" have hoppet på bistanden, men man har jo en vis stolthed, og jeg ville sådan set hellere "sulte" og leve meget, meget sparsomt end jeg ville ned og hænge med alle de sociale tilfælde i kommunen. Og jeg kunne heller aldrig drømme om at gå til mine forældre, for jeg mente ikke at de - endnu engang - havde brug for at finde ud af, at deres datter var en fiasko.

Det endte med at jeg i maj måned 2004 gav op. Jeg skrev et langt brev til mine forældre, og ringede til min mor for at spørge om vi ikke kunne mødes. Vi mødtes samme aften, og jeg stak min mor brevet i hånden, for jeg kunne aldrig drømme om at læse det højt for hende.

Min stolthed var knækket og her sad jeg overfor min mor - 100 % sårbar og ærlig.

Det har indtil nu stadig været det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Men i dag fortryder jeg kun, at jeg ikke gjorde det 4 måneder tidligere, for så ville jeg ikke have været "nødt til" at lyve for min mor og far. For at "skåne" dem - nok mest mig selv i sidste ende - fik jeg sagt, at jeg var sprunget fra uddannelsen et par uger tidligere.

Beslutningen om at jeg skulle flytte hjem til mine forældre igen kom som en lettelse for mig - nu skulle jeg ikke tænke på at betale husleje + jeg havde et mit fritidsjob, hvor jeg nu kunne være på fuld tid. Så jeg ville have gode muligheder for at tjene noget af det tabte ind igen.

Men snotdum og afhængig af at bruge penge som jeg er, så fik jeg ikke sparet noget op. Alt hvad jeg tjente blev brugt - og jeg vidste udmærket at det var dumt, men jeg kunne ikke lade være.
ANNONCE
Den forbandede stolthed
Penge på kontoen er for mig, er det samme som at give et barn en slikkepind, som hun ikke må spise - det er urimeligt og umuligt.

Men jeg flyttede hjemmefra igen, og kunne så ikke finde noget job det nye sted, så jeg måtte bide i det sure æble og troppe op på kommunen og bede om kontanthjælp.

Hvor er det ydmygende, når man må indrømme for sig selv, at man ikke har andre muligheder. Og endnu mere ydmygende er det, når man finder ud af, at man ikke kan få tingene til at hænge sammen økonomisk, selvom man får hjælp fra kommunen, og så man krybe til sine forældre for at bede om et lån.

4 måneder gik der, og så måtte jeg ringe til mit gamle job for at høre mulighederne for at arbejde på fuld tid hos dem igen. Heldigvis havde jeg gjort en god arbejdsindsats derude og var vellidt blandt kollegerne, så jeg fik mit job tilbage uden spørgsmål. Det har jeg nu haft i knap et halvt år, og nu begynder det stille og roligt at lysne for mig.

Godt nok har jeg samlet mig en masse gæld rundt omkring undervejs, og har smadret min økonomi så meget, at der ikke er nogen banker, der vil have mig som kunde - min egen bank vil ikke engang låne mig penge til at komme på fode igen. Det har jeg kun mig selv at takke for - hvis jeg havde sørget for at have selvdisciplin nok til at møde op til

timerne på mit studie, spare på pengene og generelt bare tage nogle fornuftige beslutninger, så ville jeg ikke stå i den her situation nu.

Hvad vil jeg med den her artikel? Måske vil jeg bare have dig til at tænke på, hvor lidt der skal til for at få det hele til at køre af sporet, og hvor meget der skal til for at få det tilbage på skinnerne igen.

Jeg har brugt 2 år af mit liv på at ødelægge det, og nu kæmper jeg en kamp for at samle alle stykkerne igen, så jeg kan få det liv jeg altid har drømt om - et liv, hvor jeg er uafhængig, fornuftig og glad.
ANNONCE
Del

Seneste nyt