Aniston

Den der konstante dårlige samvittighed

Giv nu slip og NYD!

Jep! Det er kage! Og jep, jeg spiste dem begge! - Den der konstante dårlige samvittighed Jep! Det er kage! Og jep, jeg spiste dem begge!

Slankekure, for meget slik, for lidt økologi, for meget vin, en alt for dyr taske, dårlig tv, for lidt rengøring ... Vi kvinder er verdensmeste i dårlig samvittighed. Hele tiden og konstant.

Den er der hver dag: På Facebook, på Instagram, ved cafébordet ved siden af og ved venindeaftenen. Vi er en stor undskyldning for os selv og siger konstant: "Jeg burde også ..." eller "Jeg burde ikke ..." Søg bare under hashtag #guiltypleassure, og det vrimler frem. Derudover er det nok ikke en mand, der har opfundet det udtryk ...

Der er vist ikke mange kvinder, der er immune over for den dårlige samvittighed, og mange mener måske, de bliver bedre mennesker, fordi de konstant har et eller andet, de skammer sig over.

En ting, jeg (bl.a.) har lært ved at bo sammen med to styks hankøn er, at det virkelig er en kvindeting. For hankønsvæsner har slet ikke samme selvdistruktive tendens.

Men måske skal vi kvinder bare holde op med at have dårlig samvittighed over at have spist den kage eller at købe de støvler, som vi egentlig ikke havde råd til?

Måske skal vi være bedre til at sige: "Good for me!" og så ellers bare nyde.

Der er jo reelt ingen, der siger, at vi ikke må spise slik. Så længe vi måske bare ikke gør det hele tiden. Der er ingen, der slår os oven i hovedet, fordi vi drikker vin to aftener i træk. Og hvis de gør, så er det da deres problem. 

Aldrig at synde, konstant at være på kur eller bare holde igen (igen og igen) gør simpelthen livet for kedeligt. Det keder os, og det keder da helt sikkert også dem, der konstant skal være vidne til vores overkorrekte liv. Værst af alt er, at det smitter!

I modsætning til mænd skal vi kvinder helst kunne det hele. Vi skal være succesrige, slanke, gå i det rigtige tøj, have de rette holdninger, tjene vores egne penge og være perfekte mødre. Vi skal også vaske vores hår i det rigtige og på den rigtige måde, vi skal selv bage vores eget brød, og så skal vi skifte kaffen ud med den grønne the.

Det værste er: Vi kan ikke engang give mændene skylden for denne udvikling. For det er jo ikke mændene, vi prøver at imponere med vores gluten- og laktosefri kost med det helt rette antal kalorier eller vores velopdragne poder. Nej, det er andre kvinder. For vi får det bedre med os selv, når vi kan se ud som om, vi i hvert fald har styr på det hele.

Vælger vi at træde ud af det perfekte billede, vi selv og andre (måske) har af os, så rammer den dårlige samvittighed - igen!

Men bliver livet egentlig værre af, at vi engang imellem giver los? Bliver vi virkelig tykke af at spise den Mars-bar?

Eller skulle vi bare flå papiret af og nyde den, så længe det varer, og så ellers gå fra det klistrede stykke papir med et smil på læben i stedet for at dunke os selv i hovedet over, at vi nu faldt for den forbandede Mars-bar, der lokkede ved kasselinjen midt i ulvetimen, endnu engang?

Med alle de krav, der bliver stillet til kvinder om, at de skal være gode på jobbet, perfekte mødre, gode veninder og verdensmestre i hjemmet, så synes jeg da faktisk, at vi fortjent al den chokolade, vi orker. Og hvis vi ikke brænder det af under en løbetur fem minutter efter, så forbrænder vi det nok på vejen til jobbet dagen efter. Gør vi ikke? 

Mars-bar eller ej, så kommer jeg alligevel aldrig til at ligne Helena Christensen. Og jeg bliver heller aldrig lige så slank eller får lige så lange ben som mange af mine veninder. Men jeg bliver heller ikke et værre menneske af at se skod-tv i ny og næ.

Og apropos ... så er spild af tid noget af det, der virkelig kan give sort samvittighed! 

For når man sidder der i sofaen og nyder endnu en skør og ligegyldig serie og dermed ikke får skrevet den tekst, tilrettet den præsentation eller strøget den skjorte, så får man jo også dårlig samvittighed, fordi man så i det mindste burde rydde op, tørre støv af, nusse ungerne bag øret eller forkæle sin mand.

Til slut vil jeg gerne komme med en udfordring: Tag tre hele dage uden dårlig samvittighed! Når du tænker, at du ikke burde bestille den dessert, så gør det alligevel - og nyd den! Køb de alt for dyre sko, og slæng fødderne op i sofaen, mens nullermændene vrimler forbi dig som indtørrede vindhekse på prærien.

Er det for svært? Måske?! Til gengæld tror jeg, det er mega sundt! 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce