Aniston

Delara Darabi

Kærligheden koster hende nu livet i Iran

Når vi i dag hører nyheder fra Iran, er det mest i forbindelse med deres atomkraftprogram og uvilje mod at afvikle denne. Vi har i Danmark en masse medborgere fra Iran, men hvor meget ved vi egentlig om dem? Denne artikel er et forsøg på at give et lille indblik i, hvad de mennesker eventuelt er flygtet fra, og samtidig fortælle historien om en iransk kvinde ved navn Delara Darabi.

ANNONCE
Delara Darabi
Historien om Delara starter for tre år siden. Hun er 17 år og bor i den iranske by, Rasht, hvor hun også er født og vokset op, som den ene af tre søstre. Delara er ung og forelsket i den 19-årige Amir Hossein, og det skal vise sig kort efter at have været hendes livs fejl.

Amir er ikke den søde unge fyr, hun tror han er, og kærligheden til ham har gjort hende blind, som det så ofte sker. En aften begår Amir af pengemangel et indbrud hos hendes fars kusine og bliver overrasket. Ingen ved hvorfor eller hvordan, men Amir ender med at slå kusinen ihjel, og det unge par bliver anholdt og fængslet.

Amir overtaler kort efter drabet Delara, som på det tidspunkt går på gymnasiet, til at tilstå mordet. Han fortæller hende, at man som mindreårig ikke kan blive dømt til døden, hvilket også er rigtigt, da Iran har underskrevet de internationale konventioner, som forbyder henrettelse af børn og unge under 18 år.

Af kærlighed og med håbet om, at alt kan reddes, indvilliger Delara og tilstår et mord, hun ikke har begået. Meget snart må hun imidlertid sande, at virkelighed og drømme ikke er det samme, og at love og løfter er til for at blive brudt. Hun bliver anholdt og ikke kun sigtet for mordet, men også dømt til døden. Delara opdager også hurtigt, at hun langt fra er den eneste unge, som det er sket for, og at der på dødsgangene i de Iranske fængsler sidder børn helt ned til 13-års alderen og afventer bøddelen.

Så snart hun opdager sin fatale fejl, trækker Delara sin tilståelse tilbage og bliver bakket op i sin historie af kæresten Amir, men ingen vil tro på hende. Sagt er sagt, påstår både den iranske byret og landsret, og både sigtelsen og dommen fastholdes. Delara afventer nu kun tre ting: at dommen vil blive omstødt af højesteret, at præsidenten skal benåde hende, eller hun alligevel til sidst vil få bindet bundet for øjnene og ført til sin bøddel.

De tre år Delara nu har siddet fængslet er hun begyndt at male billeder og skrive om sine erfaringer. Det er blevet til en masse meget smukke billeder.

Moshle og Malak
ANNONCE
Delara Darabi
Desværre er Delara som sagt ikke den eneste, som sidder i et Iransk fængsel og afventer døden på grund af omstændigheder, som vi herhjemme kun kan ryste på hovedet af.

Den kun 17-årige Moshle er også blevet dømt til døden for at have haft et seksuelt forhold til sin kæreste, uden at de er gift. Noget, som de næppe kunne have været, da de begge kun var unge teenagere på 14-15 år, da det skete. Han har netop fået afslag på benådning og fået stadfæstet sin dødsdom.
 
Malak er en kvinde på 52 år og mor til to. Hun søgte skilsmisse fra sin mand og børnenes far, men fik afslag netop på grund af, at de sammen har børn. Hun blev så den 28. juni 2006 dømt til døden ved stening, på grund af utroskab. Anklagen, utroskab, er en ofte og gerne brugt påstand ved den iranske ret, og dækker alt lige fra reel seksuel kontakt uden for ægteskab til direkte voldtægt.

Straffen er stening, som foregår ved at stille kvinden i et hul, og så dække hullet til med jord, indtil kun halsen og hovedet rager op. Herefter får kvinden en sæk over hovedet, og samtlige mænd i området, som nu skulle have lyst, kan herefter smide sten på hende. For at tilføje mest mulig smerte, er stenenes størrelse ved lov blevet fastlagt.

Du kan hjælpe disse kvinder og børn ved simpelthen at underskrive et bønskrift til den iranske præsident og højesteret. Husk vores danske ordsprog om, at mange bække små kan gøre en stor å. Vi har herhjemme for længst tilkæmpet os vores ret som kvinder, men for mig at se, betyder det ikke, at vi nu bare skal læne os tilbage og krydse armene. Jeg mener, at vi har et moralsk ansvar, for at hjælpe vores søstre i de lande, hvor man stadigvæk må kæmpe. Lad os bringe julen til Iran.

Se historierne og bønskrifterne her: SaveDelara.com

Læs flere historier på: Amnesti International Norge
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce