Aniston

De sunde bær

De både smager godt, og er sunde

Sommeren byder blandt andet på store isvafler, farverige drinks og candyfloss. Men hvorfor ikke udskifte lidt af sommerens kaloriebomber med lette og super sunde bær! Der findes faktisk kun godt at sige om bærrene. 
De sunde bær
Bær hører til nogle af de allersundeste fødevarer. De indeholder mange vitaminer og mineraler samt mikroskopiske flavonoider, som går ind og styrker immunforsvaret. Der er en lang række sygdomme og lidelser, som bærrene kan beskytte imod: Hjertekarsygdomme, kræft, rynker, grå stær, Alzheimer og urinvejsinfektioner.

Det amerikanske fødevareministerium regner dem faktisk for at være den største kilde til antioxidanter overhovedet. Antioxidanter er mikroskopiske stoffer, der binder sig til frie radikaler, og herved forhindrer en ødelæggelse af kroppens celler. Hvis man spiser en håndfuld bær hver dag, indtager man derfor masser af antioxidanter, og det er et godt værn mod sygdomme.

Hold et lille ædegilde af blåbær, tranebær, solbær, hindbær, stikkelsbær, brombær og så videre - så bliver du straks sundere. Det er det store indhold af flavonoider, der gør bærrene sundere end andet frugt. Og især stoffet antocvanin, der giver bærrene deres farve, er yderst effektivt til at styrke immunforsvaret.

Da bærrene er så små, er de nyttige farvestoffer koncentreret på en forholdsvis stor overflade, og det er den store koncentration af farvestoffer der gør den endnu sundere i forhold til de fleste andre frugter.
 
Blåbær - som middel mod forkølelse
Hvis du vil have styrket dit immunforsvar, og er træt af at spise appelsiner, kan blåbær faktisk være endnu bedre til dit immunforsvar.

C-vitaminerne siges jo ellers at være en klassiker til at styrke immunforsvaret, men bærrene indeholder også mikroskopiske stoffer, der har en langt højere antioxidativ virkning. Og som tidligere nævnt indeholder bærrene også antocvaniner. Så kombinationen af det store indhold af c-vitamin samt antocvaninerne gør blåbærrene til det rene guf for dit immunforsvar. Hvis du har lettere halsbetændelser, kan de også kureres af blåbærrene, da antocvaninerne også har betændelseshæmmende egenskaber.

Bær som en del af slankekuren
Bær er også ideel som led i slankekosten, og det er vel en del mere appetitligt end pulverkure eller knækbrød i lange baner... Ikke alene er de fyldt med masser af sunde næringsstoffer, men de har tilmed et lavt kalorieindhold. De indeholder en del kulhydrat, og minimale mængder fedt og protein. Kalorieindholdet i de forskellige bær spænder fra 180 KJ til knap 400 KJ per 100 gram. Det er jo ingenting, sammenlignet med slik som blandt andet bolsjer og vingummi, som indeholder mellem 1400-2000 KJ per 100 gram. Desuden indeholder de en del kostfibre, som også er gode til slankekosten, da de blandt andet hjælper til at holde blodsukkeret stabilt. Bær indeholder udover de allerede nævnte næringsstoffer også vitaminerne: magnesium, kalium, fosfor, jern, forskellige b-vitaminer samt e-vitamin. 
 
Så næste gang munden løber i vand efter noget sødt, kunne du jo snuppe nogle bær i stedet for den store isvaffel. Måske bliver du ligefrem bidt af det.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce