Darwin Prisen
Når det at være en idiot bliver belønnet
"We salute the improvement of the human genome
by honoring those who remove themselves from it in really stupid ways.
Of necessity, this honor is generally bestowed posthumously."
Det er den hilsen man bliver mødt af inde på Darwin Award siden.
Og hvad er det så man finder herinde?
Man finder den ene grimme historie efter den anden om hvorledes folk har fjernet deres gener fra den samlede genpulje. Men selvfølgelig skal man igennem sin dumhed retfærdiggøre, at man gjorde menneskeracen en tjeneste ved at fjerne sine gener fra puljen.
Derfor er der et kriterium der skal opfyldes: Man skal fjerne sine gener på en dum og gerne unik måde. For at illustrere hvad kravene er, vil jeg komme med et par eksempler fra siden.
JATO-bilen.
En tidligere Air Force sergent havde på én eller anden mystisk måde fået fat i en JATO-enhed (jet Assisted Take Off - unit). Når man kender mænd og eksplosiver var der jo nødt til at gå y-kromosoms-drengerøv i den. Og det gjorde der.
Han tog ud i Arizona ørkenen og fandt en rigtig lang og lige strækning, spændte JATO-enheden på sin Chevy Impala, og accelererede til en høj fart. Da han var kommet op i fart besluttede han sig for at gøre det, der beviste hans dumhed og derved gjorde ham fortjent til en Darwin Award: Han tændte for JATO-enheden.
Så idioten fræser ud af en lang lige ørkenvej med 480 kilometer i timen, og har absolut ingen kontrol over bilen. I 25-30 sekunder lader han den brænde, og mærker det samme G-tryk som når man sidder i en F-14 under fuld afterburn!
by honoring those who remove themselves from it in really stupid ways.
Of necessity, this honor is generally bestowed posthumously."
Det er den hilsen man bliver mødt af inde på Darwin Award siden.
Og hvad er det så man finder herinde?
Man finder den ene grimme historie efter den anden om hvorledes folk har fjernet deres gener fra den samlede genpulje. Men selvfølgelig skal man igennem sin dumhed retfærdiggøre, at man gjorde menneskeracen en tjeneste ved at fjerne sine gener fra puljen.
Derfor er der et kriterium der skal opfyldes: Man skal fjerne sine gener på en dum og gerne unik måde. For at illustrere hvad kravene er, vil jeg komme med et par eksempler fra siden.
JATO-bilen.
En tidligere Air Force sergent havde på én eller anden mystisk måde fået fat i en JATO-enhed (jet Assisted Take Off - unit). Når man kender mænd og eksplosiver var der jo nødt til at gå y-kromosoms-drengerøv i den. Og det gjorde der.
Han tog ud i Arizona ørkenen og fandt en rigtig lang og lige strækning, spændte JATO-enheden på sin Chevy Impala, og accelererede til en høj fart. Da han var kommet op i fart besluttede han sig for at gøre det, der beviste hans dumhed og derved gjorde ham fortjent til en Darwin Award: Han tændte for JATO-enheden.
Så idioten fræser ud af en lang lige ørkenvej med 480 kilometer i timen, og har absolut ingen kontrol over bilen. I 25-30 sekunder lader han den brænde, og mærker det samme G-tryk som når man sidder i en F-14 under fuld afterburn!
Endelig, efter 4 kilometers vanvittig hastighed, går det pludseligt op for spaden, at han måske kunne have gjort ting, der var væsentligt smartere end at spænde en jet motor, der bruges til at hjælpe store, tungtlastede militærfly i luften, på sin bil!
Han forsøger at bremse, og får i den anledning brændt alt der hedder hjul og bremser af sin bil. Derefter letter lortet, og han flyver cirka yderligere to kilometer, hvorefter han smadre ind i en klippe 38 meter oppe i luften, og efterlader et krater der næsten er en meter dybt.
Behøver jeg at sige, at der næsten intet var tilbage af hverken chaufføren eller bilen? Næppe, men jeg behøver at sige, at han i den grad gjorde sig fortjent til en Darwin Award.
'Allo, 'Allo?
Ken Charles Barger, en mand på 47 år, fra Californien vågnede midt om natten, da han hørte en telefon ringe. Han greb ud efter telefonen, fik fat i den (troede han da!) og satte den mod øret. Hvad manden først for sent fandt ud af, var at det var hans Smith and Wesson .38, som han havde liggende under puden, han havde fået fat i.
En elefant glemmer aldrig.
Prawat fra Pendang i Thailand manglede tilsyneladende også selvopretholdelsesdrift. Manden gik hen til en flok elefanter, der havde pause fra deres skovrydnings arbejde. Opsynsmanden var der ikke, og Prawat kedede sig antageligt.
Så han gik hen til de lænkede dyr og tilbød dem en sukkerstang. Da den udkørte elefant rakte ud efter stangen trak Prawat den til sig. Han tilbød elefanten sukkerstangen igen, og trak den til sig igen. Og igen. Og igen. Og igen! Og så pludseligt holdt han op. Det kunne selvfølgelig have noget at gøre med at Prawat havde en meter stødtand igennem maven.
Alternativ vej til berømmelsen!
Hvis man nu synes at det er lige groft nok at lade livet for at få en pris, så er der en alternativ mulighed. Reglen er nemlig blot den, at man succesfuldt og terminalt skal have fjernet sine gener fra genpuljen. Men, fortvivl nu ikke, for der er dem, der har modtaget en besked, da de succesfuldt har fjernet muligheden for at videregive deres gener.
Der er tale om folk, der har sprængt deres ædlere dele væk, eller på anden stupid måde har gjort sig selv sterile.
En gut fra USA tabte et væddemål og straffen var at få en metalring rundt om pikken. For stolt til at gå til doktoren ventede han og forsøgte at få den af.
Han forsøger at bremse, og får i den anledning brændt alt der hedder hjul og bremser af sin bil. Derefter letter lortet, og han flyver cirka yderligere to kilometer, hvorefter han smadre ind i en klippe 38 meter oppe i luften, og efterlader et krater der næsten er en meter dybt.
Behøver jeg at sige, at der næsten intet var tilbage af hverken chaufføren eller bilen? Næppe, men jeg behøver at sige, at han i den grad gjorde sig fortjent til en Darwin Award.
'Allo, 'Allo?
Ken Charles Barger, en mand på 47 år, fra Californien vågnede midt om natten, da han hørte en telefon ringe. Han greb ud efter telefonen, fik fat i den (troede han da!) og satte den mod øret. Hvad manden først for sent fandt ud af, var at det var hans Smith and Wesson .38, som han havde liggende under puden, han havde fået fat i.
En elefant glemmer aldrig.
Prawat fra Pendang i Thailand manglede tilsyneladende også selvopretholdelsesdrift. Manden gik hen til en flok elefanter, der havde pause fra deres skovrydnings arbejde. Opsynsmanden var der ikke, og Prawat kedede sig antageligt.
Så han gik hen til de lænkede dyr og tilbød dem en sukkerstang. Da den udkørte elefant rakte ud efter stangen trak Prawat den til sig. Han tilbød elefanten sukkerstangen igen, og trak den til sig igen. Og igen. Og igen. Og igen! Og så pludseligt holdt han op. Det kunne selvfølgelig have noget at gøre med at Prawat havde en meter stødtand igennem maven.
Alternativ vej til berømmelsen!
Hvis man nu synes at det er lige groft nok at lade livet for at få en pris, så er der en alternativ mulighed. Reglen er nemlig blot den, at man succesfuldt og terminalt skal have fjernet sine gener fra genpuljen. Men, fortvivl nu ikke, for der er dem, der har modtaget en besked, da de succesfuldt har fjernet muligheden for at videregive deres gener.
Der er tale om folk, der har sprængt deres ædlere dele væk, eller på anden stupid måde har gjort sig selv sterile.
En gut fra USA tabte et væddemål og straffen var at få en metalring rundt om pikken. For stolt til at gå til doktoren ventede han og forsøgte at få den af.
Men efter to dage, hvor blodomløbet var stoppet gik manden alligevel til doktoren, der kun kunne fortælle ham at den skulle skæres af, for ellers døde han af koldbrand.
Hvad f****n griner jeg af?
Siden har efterhånden et par år på bagen, og der er vid diskussion om, hvorvidt man moralsk set kan tillade sig at lave en side, til ære for folk, der dør på så stupide måder, at de beviser hvorfor netop de ikke burde videregive deres dumme gener til resten af menneskeligheden. Men kan man tillade sig at grine af det? Er det egentligt sjovt?
Ja, mener langt de fleste mennesker, og sidens succes har nu bredt sig til at blive til hele to bøger, der beskriver disse anekdoter. Den er ikke en bestseller, men sælger ganske udmærket. Ergo kan vi konkludere at mennesket i den grad finder morskab i andres dumhed. Hvor morbidt det end moralsk set måtte forekomme én.
Personligt sidder jeg med en lidt grim smag i munden mens jeg skraldgriner på min skadefro, gnækkende måde. Men hvordan har du det med det? Kan man tillade sig at grine af de døde, og kan man tillade sig at belønne (og derved indirekte opfordre) idioti?
Hvad f****n griner jeg af?
Siden har efterhånden et par år på bagen, og der er vid diskussion om, hvorvidt man moralsk set kan tillade sig at lave en side, til ære for folk, der dør på så stupide måder, at de beviser hvorfor netop de ikke burde videregive deres dumme gener til resten af menneskeligheden. Men kan man tillade sig at grine af det? Er det egentligt sjovt?
Ja, mener langt de fleste mennesker, og sidens succes har nu bredt sig til at blive til hele to bøger, der beskriver disse anekdoter. Den er ikke en bestseller, men sælger ganske udmærket. Ergo kan vi konkludere at mennesket i den grad finder morskab i andres dumhed. Hvor morbidt det end moralsk set måtte forekomme én.
Personligt sidder jeg med en lidt grim smag i munden mens jeg skraldgriner på min skadefro, gnækkende måde. Men hvordan har du det med det? Kan man tillade sig at grine af de døde, og kan man tillade sig at belønne (og derved indirekte opfordre) idioti?
