Dankort i pendulfart
Klager dit dankort også over kroniske smerter på grund af overforbrug?
Betegnelsen, at være en "shopaholic" blev blandt andet gjort til et ord brugt i dagligdagstale, da succesbøgerne (læs: Skrevet af Sophie Kinsella) af samme navn kom på forretningernes hylder. Så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, så er det at være "shopaholic" ikke anerkendt, som en psykisk lidelse. At være "shopaholic" dækker over, at man er afhængig af at shoppe.
Men hvad med alle os, som ikke føler, vi passer ind i denne kasse, men alligevel føler, vi har problemer med at styre vores forbrug? For det ville måske være mere acceptabelt, hvis man kunne undskylde et overtræk med, at man led af fænomenet: at være shoppe-afhængig.
For mange af os føler os nok til tider afhængige af at shoppe, men er det i virkeligheden os, som har et problem? Eller kan man tillade sig at skyde skylden på alle butikkerne, som til daglig frister vores svage forbrugssjæle? Selvfølgelig må man slå fast, at det er vores eget ansvar, hvad vi bruger vores penge på, og det er os, som hiver dankortet (endnu en gang) op af tasken for at bruge penge på noget helt og aldeles ufornuftigt.
Penge som bruges, og penge som forsvinder på mystisk vis
Min veninde og jeg er begge for gode til at bruge penge. Vi bruger penge på ting, som for eksempel sko, tøj, makeup og så videre. Men så er der også penge, som forsvinder på mystisk vis fra vores bankkonti, uden vi egentlig er helt klar over, hvad vi har brugt de 200 kroner på, som vi hævede for to dage siden.
Muligvis er det samme form for mystik, som når der forsvinder en sok i vaskemaskinen. Man ved sokken er væk, men hvordan den er blevet væk, er man langt fra klar over. Et mysterium!
Vi når altid et punkt, hvor vi klynker lidt over vores manglende kontrol over dankortet, og vi så i fællesskab beslutter, at nu må vi simpelthen ikke bruge penge på noget ufornuftigt. Det lyder så også nemt nok. For en ufornuftigt udgift er vel alt andet end mad? Nej, ikke i vores verden. Men lad os blive i troen. Alle ufornuftige udgifter er udgifter, som ikke er mad. Og som en forbrugssvag sjæl er der ingen grund til at gøre livet hårdere for sig selv, så vi holder os væk fra butikker, som ikke sælger mad. (Læs: vi holder os til at gå i Netto).
Men hvad med alle os, som ikke føler, vi passer ind i denne kasse, men alligevel føler, vi har problemer med at styre vores forbrug? For det ville måske være mere acceptabelt, hvis man kunne undskylde et overtræk med, at man led af fænomenet: at være shoppe-afhængig.
For mange af os føler os nok til tider afhængige af at shoppe, men er det i virkeligheden os, som har et problem? Eller kan man tillade sig at skyde skylden på alle butikkerne, som til daglig frister vores svage forbrugssjæle? Selvfølgelig må man slå fast, at det er vores eget ansvar, hvad vi bruger vores penge på, og det er os, som hiver dankortet (endnu en gang) op af tasken for at bruge penge på noget helt og aldeles ufornuftigt.
Penge som bruges, og penge som forsvinder på mystisk vis
Min veninde og jeg er begge for gode til at bruge penge. Vi bruger penge på ting, som for eksempel sko, tøj, makeup og så videre. Men så er der også penge, som forsvinder på mystisk vis fra vores bankkonti, uden vi egentlig er helt klar over, hvad vi har brugt de 200 kroner på, som vi hævede for to dage siden.
Muligvis er det samme form for mystik, som når der forsvinder en sok i vaskemaskinen. Man ved sokken er væk, men hvordan den er blevet væk, er man langt fra klar over. Et mysterium!
Vi når altid et punkt, hvor vi klynker lidt over vores manglende kontrol over dankortet, og vi så i fællesskab beslutter, at nu må vi simpelthen ikke bruge penge på noget ufornuftigt. Det lyder så også nemt nok. For en ufornuftigt udgift er vel alt andet end mad? Nej, ikke i vores verden. Men lad os blive i troen. Alle ufornuftige udgifter er udgifter, som ikke er mad. Og som en forbrugssvag sjæl er der ingen grund til at gøre livet hårdere for sig selv, så vi holder os væk fra butikker, som ikke sælger mad. (Læs: vi holder os til at gå i Netto).
Udelukkende forbrugerens problem?
Og her kommer problemet. Lad mig udpensle situationen for jer. Josephine har ikke brugt penge i en uge på noget som helst ufornuftigt. Hun er nu på vej i Netto for at gøre nogle indkøb til den kommende uge. Forbrugsselvtilliden er høj - for endelig føles det som om, at hun endelig kunne blive rigtig moden og lære at styre sit dankort. Hun tåger lidt rundt i Netto. Og hun bliver da lige nødt til at kigge på tilbudshylderne.
Så indtræder faren. For hvorfor skal Netto pludselig friste med interiør i flot blomstret mønster? Det er jo lige præcis sådan en pyntepude, som mangler i sofaen. Og puden ryger ned i kurven. Kurven, som inden pudens indtræf, udelukkende bestod af fornuftige indkøb i form af rugbrød, yoghurt, oksekød og så videre, og jeg skal nu slås med dårlig samvittighed i form af en mintgrøn pyntepude til 50 kroner.
Og ja, jeg købte selv puden. Men min tese er, at det ikke er nemt at prøve at forbruge sine penge fornuftigt, når selv discountsupermarkeder skal friste os med
Så hvis nogen fra Dansk Supermarked læser denne artikel, så vil jeg bede dem om at tage hensyn til alle os, som køber ind i Netto, fordi vi bruger for mange penge og har brug for et tilflugtssted, hvor vi kan gøre vores madindkøb, uden at blive fristet.
Og her kommer problemet. Lad mig udpensle situationen for jer. Josephine har ikke brugt penge i en uge på noget som helst ufornuftigt. Hun er nu på vej i Netto for at gøre nogle indkøb til den kommende uge. Forbrugsselvtilliden er høj - for endelig føles det som om, at hun endelig kunne blive rigtig moden og lære at styre sit dankort. Hun tåger lidt rundt i Netto. Og hun bliver da lige nødt til at kigge på tilbudshylderne.
Så indtræder faren. For hvorfor skal Netto pludselig friste med interiør i flot blomstret mønster? Det er jo lige præcis sådan en pyntepude, som mangler i sofaen. Og puden ryger ned i kurven. Kurven, som inden pudens indtræf, udelukkende bestod af fornuftige indkøb i form af rugbrød, yoghurt, oksekød og så videre, og jeg skal nu slås med dårlig samvittighed i form af en mintgrøn pyntepude til 50 kroner.
Og ja, jeg købte selv puden. Men min tese er, at det ikke er nemt at prøve at forbruge sine penge fornuftigt, når selv discountsupermarkeder skal friste os med
Så hvis nogen fra Dansk Supermarked læser denne artikel, så vil jeg bede dem om at tage hensyn til alle os, som køber ind i Netto, fordi vi bruger for mange penge og har brug for et tilflugtssted, hvor vi kan gøre vores madindkøb, uden at blive fristet.
