Cykelturen - Jøsses
En cykeltur - som udmundede i nogle erfaringer om, hvordan det ikke skal gøres.
Min veninde og jeg elsker at cykle. Vi cykler alle de steder hen, det ved de fleste i vores fælleskreds. Selv når vi skal i byen, tager vi vores tohjulede ven og fester natten lang, til vi igen skal slingre hjem ad sammen. Selv i regnvejr, sne, slud og blæst. Ja du er ved at få et billede af det. Så jeg skal ikke krydre mere på det. Jo jo lidt endnu... En dag faldt det os så ind at tage en endags tur til Roskilde (vi bor på nørrebro, kbh). En lille hyggetur, på en halvanden times tid hver vej. Vi var nede omkring stationen og vikingeskibene. Og rundede sundt af på McDonalds på vejen hjem. Jeg kunne blive ved og galskaben slutter ikke her.
Vi blev enige om, at vi skulle skubbe det yderligere og tage en cykeltur (Ja, nu er jeg klar over, at der sidder nogen der ude og dyrker det, men det var noget nyt for os) til fjerne steder, ikke Roskilde men ud i den vide verden, udvide vores horisont, bla bla bla...
Vi havde del gak, med at finde udstyr i
Vi havde nu samlet sammen: Telt, køkken grej, cykeltasker, soveposer, gasblus, kniv til
Vi stod begge og kiggede på alt det, vi skulle have med og blev enige med hinanden om, at det ikke kunne lade sig gøre. Vi måtte have en vogn til at koble på en af cyklerne. Og min veninde blev den heldige vinder af vognen.
Straks (en uge efter) var vi på rette vej ud i den ellers så store verden. Ruten tog vi som den kom, hvis man skal ud på eventyr, så skal det også gøres rigtigt. Nå men, vi ankom (sjovt nok) til Roskilde, og havde ikke tænkt på, at det var den tid på året, hvor folk strømmede der til, da festivalens start skud lød snart, så det var lidt uoverskueligt.
Vi kørte rundt i en times tid inde i byen, for hvorfor fanden kan de ikke sætte nogen kort op. Endelig fandt vi et, og skulle selvfølgelig den modsatte vej af, hvad vi havde kørt. Hurtigt var vi på rette vej igen, og målet syntes kun en enkel spytklat væk. Men den spytklat var nu lidt længere væk, end vi havde regnet med. Og den person, der har sagt, at Danmark er flad, må venligst gerne give sig til kende, så han/hun selv kan køre op ad en skide bakke med en stigning på 35 grader og en længde på 2 km.
Efter flere stop og vandpauser var vi endelig oppe. Og målet var nu i sigte. En gård midt ude på larstyndskids marker med heste og en forstyrret hund. Vi fulgte den bog, der hedder "overnatning i det fri", som er et tilbud til dem, der kan tage lidt af hvert. Man sover i folks bag- eller forhaver for en flad tyver. Nogen steder kan man være så heldig, at der er et toilet og rindende vand, og vi havde trukket en vinder. Hvis vi var friske, kunne vi sagtens få et bad, men i koldt vand.
Vi fik sat teltet op, og fik gjort klar til at skulle lave vores medbragte suppenudler.
"Anne, har du tændstikkerne?" Spurgte jeg hende om.
"Nej dem har du da." Svarede hun.
"Nej come on, jeg sagde til dig at du skulle tage dem i din taske."
Vi blev enige om, at vi skulle skubbe det yderligere og tage en cykeltur (Ja, nu er jeg klar over, at der sidder nogen der ude og dyrker det, men det var noget nyt for os) til fjerne steder, ikke Roskilde men ud i den vide verden, udvide vores horisont, bla bla bla...
Vi havde del gak, med at finde udstyr i
Vi havde nu samlet sammen: Telt, køkken grej, cykeltasker, soveposer, gasblus, kniv til
Vi stod begge og kiggede på alt det, vi skulle have med og blev enige med hinanden om, at det ikke kunne lade sig gøre. Vi måtte have en vogn til at koble på en af cyklerne. Og min veninde blev den heldige vinder af vognen.
Straks (en uge efter) var vi på rette vej ud i den ellers så store verden. Ruten tog vi som den kom, hvis man skal ud på eventyr, så skal det også gøres rigtigt. Nå men, vi ankom (sjovt nok) til Roskilde, og havde ikke tænkt på, at det var den tid på året, hvor folk strømmede der til, da festivalens start skud lød snart, så det var lidt uoverskueligt.
Vi kørte rundt i en times tid inde i byen, for hvorfor fanden kan de ikke sætte nogen kort op. Endelig fandt vi et, og skulle selvfølgelig den modsatte vej af, hvad vi havde kørt. Hurtigt var vi på rette vej igen, og målet syntes kun en enkel spytklat væk. Men den spytklat var nu lidt længere væk, end vi havde regnet med. Og den person, der har sagt, at Danmark er flad, må venligst gerne give sig til kende, så han/hun selv kan køre op ad en skide bakke med en stigning på 35 grader og en længde på 2 km.
Efter flere stop og vandpauser var vi endelig oppe. Og målet var nu i sigte. En gård midt ude på larstyndskids marker med heste og en forstyrret hund. Vi fulgte den bog, der hedder "overnatning i det fri", som er et tilbud til dem, der kan tage lidt af hvert. Man sover i folks bag- eller forhaver for en flad tyver. Nogen steder kan man være så heldig, at der er et toilet og rindende vand, og vi havde trukket en vinder. Hvis vi var friske, kunne vi sagtens få et bad, men i koldt vand.
Vi fik sat teltet op, og fik gjort klar til at skulle lave vores medbragte suppenudler.
"Anne, har du tændstikkerne?" Spurgte jeg hende om.
"Nej dem har du da." Svarede hun.
"Nej come on, jeg sagde til dig at du skulle tage dem i din taske."
Et øjeblik kiggede vi begge på hinanden, og flækkede sammen af grin. Hvordan kan vi komme af sted uden noget at tænde vores ellers så nye gasblus med. Vi er begge ikke rygere, men det skal selvfølgelig ikke være nogen undskyldning. Nu var der ikke andet for end at køre de 3 km hen til den nærmeste superbrugs.
Da vi ankom til brugsen, var det ligesom at komme ind i fætter BR som lille. Wow, se lige her, der er nutella og chips. Vi var henne og pille ved samtlige varer i butikken og kom ud med en pose chips, noget pasta, en dolmio pastasovs, noget dip til chipsene og en cola. Lykken havde dog vist os lidt vilje og nu var vi på vej tilbage til vores base. 1 km længere henne, kom jeg i tanke om tændstikkerne, f***
"STOP", råbte jeg. "Tændstikkerne for helvede, nu kan det fandme også være nok." Surt kørte jeg tilbage og købte en lighter, for tændstikker hvad jeg fået nok af.
Efter opvasken gik vi lidt rundt på grunden, og fandt ud af at de havde en gås. Den brød sig ikke om os, så den fes hen til hegnet og hvæsede af os, hvis den kunne tale, ville den sikkert have sagt; "skrid så i skide kællinger, det er mig der bestemmer her." Nu blev det jo først sjovt, at drille den, og vi løb som to febrilske høns rundt om hegnet. Den blev endnu mere gal og var begyndt at baske med vingerne. Efter et stykke tid, gik det sjove af det og vi gik tilbage til teltet.
Mørket skred frem, og det blev godnat tid.
Næste morgen klokken lort kunne vi høre glade stemmer udenfor. Småpige stemmer, der små snakkede og fnisede. Det lød, som om de havde gang i noget teltopsætning. En halv time efter fandt vi endelige ro igen, men så kom der en dame ind i teltet.
"Godmorgen piger! Der er morgenmad. Bitten har lavet morgenmad til os alle sammen."
Vi fik famlet os ud af soveposen, og fik skubbet "de der man får i et fly, når man skal sove klapper" af og mumlet;
"Morgenmad? Har Bitten lavet morgenmad?"
"Nå piger, jeg går ind igen. Så kommer i bare, når i er klar." Sagde hun, med et glimt i øjet, på vej ud af vores telt.
Vi kiggede undersøgende på hinanden og blev enig om at vi hellere måtte køre videre snart. Da vi endelig kom ud, var vi omringet af telte, som var lyserøde og nogle af dem var der heste på.
"Hold da kæft," fremstammede jeg. "Tror sgu vi er kommet på hestelejr."
Og rigtig nok, vi var nu blevet fanget i en flok meget støjende og hesteglade tøser. Da vi pakkede og næsten var klar til nye sjove påfund, kom konen fra huset, og undskyldte mange gange over hendes venindes vækkeursagtige måde at være på. Hun forklarede, at hun troede, vi var nogle, som skulle være med på lejren. Ja tak, men nu må vi videre. Tak for jeres gæstfrihed. (Ja de får jo penge for det.)
Vi var nu videre på vores færd og nu gik det til et shelter i en lille by, som jeg ikke kan huske navnet på. Vi havde opgivet at skulle sætte vores telt op igen, for det var sgu så besværligt.
Nu gik det videre til nye eskapader
Selvom vejene var meget snørklede, fandt vi dertil, og fik gjort de ting klar, vi skulle bruge i løbet af dagen/aftenen. Så skete det som piger helst ikke siger for højt at de skal. Vi skyndte at låse vores cykler, og over en å ved hjælp af et reb, som KFUM spejderne havde sat op, ind i skoven, væk fra grusvejen, og så ned i skovskider stilling. Skøøønt, men hov hvad skal vi så gøre nu? Vraltende fik vi samlet nogle tørre blade og delte dem mellem os. Sådan der, så var vi igen klar til dagens strabadser. Den aften fik vi rigtig god mad. Det var begyndt at småregne og lunt og trygt sad vi og lavede salat med pasta og bøffer. Og da vi gik i seng, faldt vi hurtigt i søvn.
Da vi ankom til brugsen, var det ligesom at komme ind i fætter BR som lille. Wow, se lige her, der er nutella og chips. Vi var henne og pille ved samtlige varer i butikken og kom ud med en pose chips, noget pasta, en dolmio pastasovs, noget dip til chipsene og en cola. Lykken havde dog vist os lidt vilje og nu var vi på vej tilbage til vores base. 1 km længere henne, kom jeg i tanke om tændstikkerne, f***
"STOP", råbte jeg. "Tændstikkerne for helvede, nu kan det fandme også være nok." Surt kørte jeg tilbage og købte en lighter, for tændstikker hvad jeg fået nok af.
Efter opvasken gik vi lidt rundt på grunden, og fandt ud af at de havde en gås. Den brød sig ikke om os, så den fes hen til hegnet og hvæsede af os, hvis den kunne tale, ville den sikkert have sagt; "skrid så i skide kællinger, det er mig der bestemmer her." Nu blev det jo først sjovt, at drille den, og vi løb som to febrilske høns rundt om hegnet. Den blev endnu mere gal og var begyndt at baske med vingerne. Efter et stykke tid, gik det sjove af det og vi gik tilbage til teltet.
Mørket skred frem, og det blev godnat tid.
Næste morgen klokken lort kunne vi høre glade stemmer udenfor. Småpige stemmer, der små snakkede og fnisede. Det lød, som om de havde gang i noget teltopsætning. En halv time efter fandt vi endelige ro igen, men så kom der en dame ind i teltet.
"Godmorgen piger! Der er morgenmad. Bitten har lavet morgenmad til os alle sammen."
Vi fik famlet os ud af soveposen, og fik skubbet "de der man får i et fly, når man skal sove klapper" af og mumlet;
"Morgenmad? Har Bitten lavet morgenmad?"
"Nå piger, jeg går ind igen. Så kommer i bare, når i er klar." Sagde hun, med et glimt i øjet, på vej ud af vores telt.
Vi kiggede undersøgende på hinanden og blev enig om at vi hellere måtte køre videre snart. Da vi endelig kom ud, var vi omringet af telte, som var lyserøde og nogle af dem var der heste på.
"Hold da kæft," fremstammede jeg. "Tror sgu vi er kommet på hestelejr."
Og rigtig nok, vi var nu blevet fanget i en flok meget støjende og hesteglade tøser. Da vi pakkede og næsten var klar til nye sjove påfund, kom konen fra huset, og undskyldte mange gange over hendes venindes vækkeursagtige måde at være på. Hun forklarede, at hun troede, vi var nogle, som skulle være med på lejren. Ja tak, men nu må vi videre. Tak for jeres gæstfrihed. (Ja de får jo penge for det.)
Vi var nu videre på vores færd og nu gik det til et shelter i en lille by, som jeg ikke kan huske navnet på. Vi havde opgivet at skulle sætte vores telt op igen, for det var sgu så besværligt.
Nu gik det videre til nye eskapader
Selvom vejene var meget snørklede, fandt vi dertil, og fik gjort de ting klar, vi skulle bruge i løbet af dagen/aftenen. Så skete det som piger helst ikke siger for højt at de skal. Vi skyndte at låse vores cykler, og over en å ved hjælp af et reb, som KFUM spejderne havde sat op, ind i skoven, væk fra grusvejen, og så ned i skovskider stilling. Skøøønt, men hov hvad skal vi så gøre nu? Vraltende fik vi samlet nogle tørre blade og delte dem mellem os. Sådan der, så var vi igen klar til dagens strabadser. Den aften fik vi rigtig god mad. Det var begyndt at småregne og lunt og trygt sad vi og lavede salat med pasta og bøffer. Og da vi gik i seng, faldt vi hurtigt i søvn.
Næste morgen bestemte vi os ad hvilken rute, vi ville køre. Men gejsten var dalet lidt som dagene skred frem, og vi blev enige om at en nat til, og så var det hjem til moar igen.
Vi kørte igennem en større by, og den fik et kvikstop på den lokale grill. Det var de bedste pommes frites jeg nogensinde har fået. Vi havde ikke fået spist optimalt på turene rundt i lille (og ikke flade) Danmark. Så lugten af grill, satte mundvandet i gang. Endnu engang kiggede vi i vores fine bog, og fandt en nyt sted at overnatte. På side 25 så vi, at et par havde en lille hytte til rådighed, som to tøser sagtens kunne være i. Men så heller ikke flere. For den var virkelig lille. Da vi kom til det flinke ældre par, som havde hytten, skulle vi rundt om huset, ned langs havens ene side, over en stor åbning, men så var vi der også. En lille sort træhytte i en lysning under det store grantræ. Ikke et sted man har lyst til at gå ud og tisse om natten, men fint nok til os. Vi sad nu og fik en slapper og gjort op hvilke gerninger, der skulle gøres og af hvem.
Høfeberen og pejsen
Nu har jeg lidt høfeber og lige pludselig begyndte mit højre øje at hæve. Det hvide inde i mit øje, var ikke hvidt mere, men gult og med væske. Man kunne lige så stille trykke på det, lige som når du trykke på en tomat. Jeg stortudede, og jo mere jeg tudede, jo mere gjorde det ondt. Stor krise og min veninde blev nød til at ringe til bispebjerg hospital og få en læges mening på mit udbrud i øjet. Jeg skulle straks tage mine øjendråber og have noget koldt på mine øjne. Ja koldt siger du, og det blev så min halv lunkne colaflaske, der kom på mit øje. Det hjalp, og jeg var ikke så hysterisk, som jeg tidligere havde været. Det var efterhånden blevet aftensmads tid, fedt, det var pasta igen.
Den ellers så lille hytte havde en pejs. Så det skulle fandme også benyttes, for det kan skam godt blive koldt om natten. Pejsemester Karina, smed noget brænde på og en avis, og satte så ild til det, med min ynglings lighter. Men lortet ville sgu ikke brænde, jo avisen var væk, men brændet lå bare og grinte af mig. Efter en halv time tids forsøg på at få bare en lille brand i gang, gav jeg op, og min veninde måtte tage over. Hun fumlede også med det i en halv time, og til sidst blev hun enig med sig selv om, at nu skulle der godt nok noget sprit på skidtet. Nu havde vi dog ikke noget sprit, men kender i det fra Matas, som man kan bruge til desinficering af hænder, netop til situationer, hvor du ikke har mulighed for at vaske ens hænder. Ja det... det smed hun så på og satme om der kom ild i lortet. Der gik helt pyroman i hende og den fik ikke for lidt af det gøgl. Det brændte fint i en times tid, og langsomt gik det ud igen. På med Matas tingen igen, og fut, der var gang i det igen. Lunt kunne vi gå til køjs.
Og næste morgen var mit øje (næsten) normalt igen. Alt vores tøj og alle vores ting, stank af røg, men no shit, vi havde jo lige ligget i en røg bombe.
Vi kørte ind til Køge og tog den nemme løsning og steg på toget, der kørte mod Nørreport st.
Så næste gang vi skal på cykeltur, skal der nok lige være nogle ting som skal omjusteres og planlægges. Og husk for fanden er lighter eller nogle tændstikker.
Vi kørte igennem en større by, og den fik et kvikstop på den lokale grill. Det var de bedste pommes frites jeg nogensinde har fået. Vi havde ikke fået spist optimalt på turene rundt i lille (og ikke flade) Danmark. Så lugten af grill, satte mundvandet i gang. Endnu engang kiggede vi i vores fine bog, og fandt en nyt sted at overnatte. På side 25 så vi, at et par havde en lille hytte til rådighed, som to tøser sagtens kunne være i. Men så heller ikke flere. For den var virkelig lille. Da vi kom til det flinke ældre par, som havde hytten, skulle vi rundt om huset, ned langs havens ene side, over en stor åbning, men så var vi der også. En lille sort træhytte i en lysning under det store grantræ. Ikke et sted man har lyst til at gå ud og tisse om natten, men fint nok til os. Vi sad nu og fik en slapper og gjort op hvilke gerninger, der skulle gøres og af hvem.
Høfeberen og pejsen
Nu har jeg lidt høfeber og lige pludselig begyndte mit højre øje at hæve. Det hvide inde i mit øje, var ikke hvidt mere, men gult og med væske. Man kunne lige så stille trykke på det, lige som når du trykke på en tomat. Jeg stortudede, og jo mere jeg tudede, jo mere gjorde det ondt. Stor krise og min veninde blev nød til at ringe til bispebjerg hospital og få en læges mening på mit udbrud i øjet. Jeg skulle straks tage mine øjendråber og have noget koldt på mine øjne. Ja koldt siger du, og det blev så min halv lunkne colaflaske, der kom på mit øje. Det hjalp, og jeg var ikke så hysterisk, som jeg tidligere havde været. Det var efterhånden blevet aftensmads tid, fedt, det var pasta igen.
Den ellers så lille hytte havde en pejs. Så det skulle fandme også benyttes, for det kan skam godt blive koldt om natten. Pejsemester Karina, smed noget brænde på og en avis, og satte så ild til det, med min ynglings lighter. Men lortet ville sgu ikke brænde, jo avisen var væk, men brændet lå bare og grinte af mig. Efter en halv time tids forsøg på at få bare en lille brand i gang, gav jeg op, og min veninde måtte tage over. Hun fumlede også med det i en halv time, og til sidst blev hun enig med sig selv om, at nu skulle der godt nok noget sprit på skidtet. Nu havde vi dog ikke noget sprit, men kender i det fra Matas, som man kan bruge til desinficering af hænder, netop til situationer, hvor du ikke har mulighed for at vaske ens hænder. Ja det... det smed hun så på og satme om der kom ild i lortet. Der gik helt pyroman i hende og den fik ikke for lidt af det gøgl. Det brændte fint i en times tid, og langsomt gik det ud igen. På med Matas tingen igen, og fut, der var gang i det igen. Lunt kunne vi gå til køjs.
Og næste morgen var mit øje (næsten) normalt igen. Alt vores tøj og alle vores ting, stank af røg, men no shit, vi havde jo lige ligget i en røg bombe.
Vi kørte ind til Køge og tog den nemme løsning og steg på toget, der kørte mod Nørreport st.
Så næste gang vi skal på cykeltur, skal der nok lige være nogle ting som skal omjusteres og planlægges. Og husk for fanden er lighter eller nogle tændstikker.
