Computerspil for casual- og non-gamers
Er du en af dem, der gerne vil spille computerspil, men ikke er interesseret i hardcore skydespil? Måske har du en laptop, som ikke er i stand til at køre de tungeste spil, eller måske er du bare typen, som foretrækker mere casual historiedrevende spil, hvor du kan udforske og tage beslutninger, der ændrer slagets gang? I så fald er du kommet til det rigtige sted. Vi lever i en tid, hvor der bliver produceret så alsidige computerspil, at markedet for casual- og non-gamers er uendeligt. Jeg har lavet en liste af disse typer spil, som du kan læse herunder.
Life Is Strange
Jeg var typen, der havde spillet få computerspil, indtil jeg stødte på Life Is Strange, som jeg blev fuldstændig hooked på. Det er et eventyr spil delt op i fem episoder, hvor spilleren kontrollerer den 18-årige studerende Max Caulfield. Hun finder ud af, at hun har evnen til at spole tiden tilbage, men hver gang hun ændrer sine valg, igangsætter det sommerfugleeffekten. Det er op til spilleren at tage moralske valg, der har konsekvenser for spillet længere fremme og vil justere fortællingen, som den udfolder sig. Spillet føles som en interaktiv film, og det vinder på dets karakterudvikling, stemningsprægede scenarier (med et fantastisk indie soundtrack) og relaterbare unge mennesker. Der er siden spillets udgivelse blevet lavet en prequel kaldet Life Is Strange: Before the Storm, og der bliver i øjeblikket produceret en fortsættelse. Første episode er gratis, så det er bare med at prøve. Du kan finde spillet her og dets prequel her.
The Walking Dead
Inden du scroller videre, fordi du aldrig har set serien, kan jeg fortælle, at spillet er uafhængigt af dette. De færreste af karaktererne fra serien er med, og udover at plottet følger det samme zombie apocalypse tema, har det intet med hinanden at gøre. The Walking Dead er et eventyr-overlevelsesspil, der også er delt op i fem episoder. Der er blevet udgivet tre sæsoner, hvor den første starter ud med den fængselsdømte kriminelle Lee, som redder og efterfølgende forsøger at tage sig af den unge pige Clementine. Historien er påvirket af spillerens beslutninger, som skal vælge, hvad karakteren siger og gør på tid. Konsekvenserne af valgene følger fra episode til episode i dette intense og emotionelle spil. Du kan finde første sæson her.
The Wolf Among Us
Baseret på tegneserien Fables, The Wolf Among Us er et mysteriespil præget af action. Det er ligesom de to førnævnte spil delt op i fem episoder og foregår i en magisk og mørk by inspireret af New York, hvor karakterer fra kendte eventyr er endt efter deres ”happy ever after.” Spilleren kontrollerer Bigby Wolf (jep, Den Store Stygge Ulv, der hverken ville lade Rødhætte eller De Tre Små Grise være), som en efterforsker, der undersøger mordet på en kvinde. Der er adskillige eventyrlige bipersoner, som spilleren skal kommunikere med igennem dialogmuligheder, der påvirker fremtiden i spillet. Samtidig er der action scener, hvor spilleren skal reagere hurtigt og forsøge at bekæmpe andre karakterer. Der bliver i øjeblikket udviklet endnu en sæson, som udgives senere på året. Du kan finde spillet her.
Her Story
Hvis du er interesseret i et puzzle spil, er dette måske for dig. Her Story er en interaktiv film, hvor spilleren søger og sorterer igennem en database af optagelser fra fiktive politi interviews for at løse mysteriet på en savnet mand. Det er blevet hyldet for dets fortællerstil og ukonventionelle spillemekanismer. Skaberen af spillet Sam Barlow er i øjeblikket i gang med at udvikle en fortsættelse, som vil blive udgivet senere på året. Hvis du synes, at det lyder interessant, kan du købe det her.
Gone Home
Gone Home er et spil, der mest af alt handler om at udforske. Det foregår i 1995 og spilles i første person som 21-årige Katie, der efter en rejse kommer hjem til hendes families hus, som er tomt. Spilleren skal nu undersøge hjemmet for at finde ud af, hvad der er sket, imens hun har været fraværende og sætte brikkerne sammen i familiemedlemmernes individuelle historier. Man kan selv bestemme, hvornår man vil afslutte spillet, men nu mere man udforsker, nu flere oplysninger kan man få, inden det overordnede plot afsløres. Det har en medrivende historie med et stemningspræget scenarie, der let kan betage en. Du kan købe spillet her.
The Sims 4
Okay, indrømmet – jeg har et personligt kærligt forhold til The Sims franchisen. Jeg begyndte at spille The Sims 1, da jeg var syv år og har købt næsten hver af dets mange udgivelser lige siden. Dette livssimuleringsspil er velsagtens det største blandt non-gamer gamers, fordi det er så ubegrænsende. Det slutter aldrig (medmindre du myrder alle dine simmere, og hvem kunne dog finde på det?), og der er ingen mål, du er nødt til at udføre. Du kan spille det på præcis din egen måde – uanset om det er som bygger, familiespiller eller den type, der bruger alt tiden på at lave simmerne. Der er tonsvis af udvidelses – og ekstrapakker, som tilføjer spillet endnu mere sjov, og hvis det ikke er nok, kan du tjekke nogle af de mange custom content sider ud her, her og her. Du kan købe grundspillet på Origin her.
Civilization VI
Nogle vil måske mene, at jeg strækker den her, og det er til dels rigtigt. Men hvis du er typen, der ikke er til hurtige handlingsspil, gerne vil have en udfordring og fordybe dig og investere meget tid i et spil, er Civilization måske for dig. Det er et strategispil, hvor du spiller som en virkelig historisk leder og kæmper imod computeren eller andre personer alt efter, hvad du foretrækker. Målet er at overtage verden, og du kan gøre dette på adskillige måder inklusive ved at bygge et rumskib og nå til månen før de andre, dominere de andre kulturelt eller overvinde de andres militær. Det er et komplekst spil, som måske lyder en smule tungt, men man kan hurtigt blive tryllebundet og spille det i dagevis. Hvis du er interesseret, kan du finde grundspillet her.