Aniston

Catch .44

Seje chicks og klokkeklar inspiration fra Quentin Tarantino.

2 ud af 6 stjerner
"Catch .44" lægger ud som ren Tarantino. Med lidt syret konversation i en typisk, lurvet amerikansk diner. Et skud og bang, så er vi i gang!

I første scene møder vi også veninderne, Tes, Dawn og Kara. Tre forholdsvis pæne piger, der dog har en lidt mere hardcore sidebeskæftigelse.

De tre piger arbejder nemlig som håndlangere for gangsteren Mel og adlyder alle hans ordrer.

En usædvanlig opgave
Pigerne får blandt andet til opgave at forpurre en narkohandel, hvilket ikke er usædvanligt for dem, der er vant til at arbejde for Mel.

Det er dog mindre vanligt, at de pludseligt står over for en psykotisk morder, der har forfulgt dem; en forstyrret café-kok med gevær og en stor trucker med håndvåben ... som alle er hyret af Mel.

Tarantino-kopi
Tes, Dawn og Kara, som spilles af Malin Akerman (Watchmen), Nikki Reed (The Twilight Saga) og Deborah Ann Woll (True Blood), er forfriskende grove og naturlige tøser.

De fyrer dårlige, beskidte jokes af, ryger smøger og er ikke plastret til med makeup. 

Bruce Willis, som spiller gangsteren Mel, har kun en lille rolle, hvor han dog har en af sine få men rå bad-guy-roller. Men han er tynd og gammel at se på, hvilket ikke klæder ham. Herudover spiller Forrest Whitaker en morderisk håndlanger, der også (åbenbart som resten af verden) arbejder for Mel.

Historien i "Catch .44" er stykket sammen af fortid og nutid, hvilket egentlig er gjort meget godt. Men derfor er det alligevel ikke verdens mest overbevisende historie.

Inspirationen er helt klart hentet fra Tarantino. Men vi er bare meget langt fra hans fortællingsevner, billeder og replikker.  


"Catch .44" er udkommet på dvd den 1. maj 2012.
ANNONCE
Foto: Nordisk Film  - Catch .44 Foto: Nordisk Film
Del

Seneste nyt

Annonce