Butikstyveri
Hvor går grænsen?
En lille vindrue
Alligevel tror jeg, at de fleste af os har et mere eller mindre afslappet forhold til, hvad der er vores, og hvad der er andres. Og de fleste af os vil heller ikke have problemer med at stjæle, så længe det ikke føles som tyveri - det vil sige, hvis prisen er tilstrækkelig lav, og varen nem at tilegne sig.
Som et eksempel; vi kender alle det med at shoppe igennem supermarkedernes frugt- og grøntafdeling, og stoppe en vindrue eller to i munden... Bare for at smage, om de nu også er gode og værd at købe.
Men så længe de selvsamme vindruer ikke har været en tur under kasseapparatets skanner, er det simpelt tyveri. Hvad man også skal huske på er, at de to vindruer, som havner i vores mave, efter et par hundrede kunder, bliver til mange vindruer, som i sidste ende betales af os alle. Forretningernes tab bliver nemlig pålagt priserne, og derfor i sidste ende betalt af os selv.
Nu er det nok næppe sandsynligt, at vi vil blive antastet af butiksdetektiven på grund af en enkelt vindrue, men hvor går så egentligt grænsen? Og hvornår føler vi os selv som en tyv?
Drengestreger
Det kunne kan man vel roligt kalde de butikstyverier, vi nok alle som børn har gjort erfaringer med. Men egentlig burde de måske med rette kaldes pigestreger i stedet for. Danmarks statestik har nemlig lavet en undersøgelse som fastslår, at hvor indbrud fortrinsvis begås af mænd, så bliver mindst hvert andet butikstyveri begået af kvinder. En af årsagerne til det er selvfølgelig grunden bag tyverierne.
Indbrud begås næsten udelukkende af desperate narkomaner, og her er det kotyme, at kvinderne skaffer sig pengene ved prostitution. Moral og etik spiller også en stor rolle. Hvor indbrud mestendels begås af nød, er det noget helt andet, der spiller ind ved butikstyverier. Samtidig er det samfundsmæssigt mere acceptabelt.
En af de ting, som har ændret mønsteret de sidste par år, er at drenge nu også mere og mere fordriver pigerne, hvad angår butikstyverier. En af grundene er trangen og normen til at være med på moden. Og vi ved jo alle, hvad et par designer jeans koster. Der skal en meget god månedsløn til, for at kunne fylde sit klædeskab med sådan nogle, penge som de færreste under 18 år har. Det er da også her vi finder hovedparten af butikstyvene.
Men hvor præcis går så grænsen? Ved en lille vindrue i
supermarkedet, eller ved et par designerjeans?
Som et eksempel; vi kender alle det med at shoppe igennem supermarkedernes frugt- og grøntafdeling, og stoppe en vindrue eller to i munden... Bare for at smage, om de nu også er gode og værd at købe.
Men så længe de selvsamme vindruer ikke har været en tur under kasseapparatets skanner, er det simpelt tyveri. Hvad man også skal huske på er, at de to vindruer, som havner i vores mave, efter et par hundrede kunder, bliver til mange vindruer, som i sidste ende betales af os alle. Forretningernes tab bliver nemlig pålagt priserne, og derfor i sidste ende betalt af os selv.
Nu er det nok næppe sandsynligt, at vi vil blive antastet af butiksdetektiven på grund af en enkelt vindrue, men hvor går så egentligt grænsen? Og hvornår føler vi os selv som en tyv?
Drengestreger
Det kunne kan man vel roligt kalde de butikstyverier, vi nok alle som børn har gjort erfaringer med. Men egentlig burde de måske med rette kaldes pigestreger i stedet for. Danmarks statestik har nemlig lavet en undersøgelse som fastslår, at hvor indbrud fortrinsvis begås af mænd, så bliver mindst hvert andet butikstyveri begået af kvinder. En af årsagerne til det er selvfølgelig grunden bag tyverierne.
Indbrud begås næsten udelukkende af desperate narkomaner, og her er det kotyme, at kvinderne skaffer sig pengene ved prostitution. Moral og etik spiller også en stor rolle. Hvor indbrud mestendels begås af nød, er det noget helt andet, der spiller ind ved butikstyverier. Samtidig er det samfundsmæssigt mere acceptabelt.
En af de ting, som har ændret mønsteret de sidste par år, er at drenge nu også mere og mere fordriver pigerne, hvad angår butikstyverier. En af grundene er trangen og normen til at være med på moden. Og vi ved jo alle, hvad et par designer jeans koster. Der skal en meget god månedsløn til, for at kunne fylde sit klædeskab med sådan nogle, penge som de færreste under 18 år har. Det er da også her vi finder hovedparten af butikstyvene.
Men hvor præcis går så grænsen? Ved en lille vindrue i
supermarkedet, eller ved et par designerjeans?
