Aniston

Buschaufføren - friend or foe?

Er de vore fjender, eller er de normale mennesker?

Buschauffører er en mærkelig størrelse. Er de vore fjender, der vitterligt nyder at se os spæne for livet for at nå den sidste bus, eller er de ganske enkelt fuldstændigt normale mennesker, der bare er trætte af pis?

Buschaufføren - friend or foe?
Vi har alle prøvet det; at spæne for livet, med rygerlungerne hængende ud af halsen, feber-røde kinder og klamme håndflader i et febrilsk forsøg på at nå lige præcis den bus, som vi udmærket godt ved, vi kom for sent ud af døren til at nå.

Undertegnede er fristet til at mene, at det simple faktum, at have lignet en abe på speed, spænende ned af Frederiksberg Allé, burde være straf nok for dovenheden, der højst sandsynligt har været skyld i min adfærd. Men desværre er ikke alle buschauf-fører enige med mig.

Jovist, de kan deles ind i mange gråskalaer og cirkeldiagrammer, men lad os nu bare være ærlige. Der findes jo i virkelighedens grusomme verden kun to slags buschauffører; dem der venter og dem, der ikke gør.

Vi har alle med højeste sandsynlighed oplevet at se bussen vente på os, hvorefter vi stakåndede er sprunget indenfor og har fået et medlidende smil og en hovedrysten, da vi vil til at lede efter vores buskort.

Vi har nok også alle prøvet det modsatte; at løbe for livet, som var man deltager i OL i sprint, for derefter at være tvunget til at se på, mens bussen nådesløst blinker mod venstre og kører sin vej.

Alle kender vi følelsen af indestængt bitterhed, der derefter opfølges af en umiddelbar flovhed, fordi man pludselig tager sig selv i at udspy
Jeg har tit undret mig over buschauffører. Specielt de som ikke venter. For hvad er det egentlig, de får ud af på den måde at skride fra os, selvom både chaufføren og vi er klar over, at han har set os i sidespejlet?

Man kunne sagtens fristes til - i sin umiddelbart efterfølgende irritation - at konkludere, at visse buschauffører simpelthen bare er onde mennesker, der får dagens gode griner ud af at klappe dørene i og træde speederen i bund, når vi er de gyldne 1,5 meter væk fra at have nået målet.

Dette kunne man også fristes til at tænke om de chauffører, der ved et givent busstop, hvor der tilfældigvis skiftes fra zone 41 til 51, stopper bussen og over højtaleranlægget - som en anden Guds dømmende røst - erklærer; "Vi har nu skiftet fra zone 41 til zone 51. Dig dér på bagerste række bedes komme op og købe en tillægsbillet."

Og ja, de eksisterer faktisk, tro det eller ej. Et par gange i mit liv har jeg siddet og famlet på gulvet efter både næse og mund, når en buschauffør har vist dette mærkværdige tegn på en blanding mellem ekstrem pedantisme og overnaturlig hukommelse. "Hvad tænker de på?!", har jeg måbende undret mig. Og hvorfor gå så forfærdeligt meget op i den slags?

Men min konklusion er ikke, som nogen nu måske tror, at de onde. Næh, jeg har en anden teori:
ANNONCE
Buschaufføren - friend or foe?
Da jeg var 15 år gammel, arbejdede jeg i en bager. Jeg havde lorte-vagterne, som startede klokken 05:30 om morgenen og først var ovre klokken 12:00.

Hvad har dette med noget at gøre?

Jo, ser du: enhver person indenfor servicebranchen kan tage en vis kvote af pis. Nogens kvote er større end andres. Som bagerjomfru har du ikke en pind at sige om eller til noget som helst, for "kunden har altid ret".

Dette bliver ofte gevaldigt trættende i længden, men de fleste lærer at finde sig i det, på trods af at nogle mennesker, der benytter sig af bagere, kan være direkte utålelige.

Min teori er, at den buschauffør, som skrider fra dig, mens du panisk hamrer på glasruderne i de lukkede døre på bussen, kigger den anden vej og lader som om, han ikke ser dig, går umenneskeligt meget op i hvor mange zoner, du har købt, smider dig ud af bussen, fordi du vil betale med en seddel og ikke i mønter, ganske enkelt er træt af pis.

Han har mødt et f***hoved for meget den dag. Han har set et surt ansigt for meget. Han er blevet forsøgt røvrendt af én person for meget den dag. Og nu skal nogen betale. Lige meget hvordan, bare det bliver gjort. Og når han så ser mig, dig eller din forbandede grandonkel spurte efter bussen, tænker han; "F*** dig. Du kunne være stået ud af sengen til tiden." Han træder på speederen og får derved sin egen, stille hævn.

Så, hvordan løser vi det problem?

Tja, jeg hader egentlig at være så pladder-hippie-agtig, men: jeg foreslår at du, næste gang du tager bussen, sender din buschauffør et lille smil. Du siger måske ligefrem "Godmorgen."

Hvem ved... Måske hvis lidt flere mennesker gjorde det, vil din bus ikke køre fra dig næste gang, du er lidt sent på den?
ANNONCE
Del

Seneste nyt