Aniston

Brystkræft

Ny guide og hjemmeside til kvinder med brystkræft

Operation, kemoterapi, stråling, rekonstruktion af brystet, kost, medicin og meget, meget mere. Når en kvinde får konstateret brystkræft, skal hun forholde sig til uoverskueligt mange informationer, samtidig med at hun lige har fået den altoverskyggende besked: Du har kræft. Derfor har en række specialister samlet deres viden i en ny patientguide "hånden på brystet" og en tilhørende hjemmeside, som skal hjælpe kvinden med at navigere gennem den første svære tid efter den skræmmende diagnose.
ANNONCE
Brystkræft
"Dør jeg?" Det spørgsmål er det første, der melder sig hos de mere end 4.000 danske kvinder, der hvert år får at vide, at de har brystkræft.

I dag overlever langt de fleste heldigvis, men den skræmmende diagnose får alligevel verden til at ramle sammen, og kvinderne står pludselig i et kaos med mange informationer fra forskellige kanter, som gør situationen endnu mere uoverskuelig.

For at hjælpe kvinderne lettere igennem - især den første svære tid - har AstraZeneca i samarbejde med patientforeningen "De Brystopererede", DBO, bedt en række specialister; tre onkologer, to kirurger, fire sygeplejersker, en fysioterapeut, en diætist, en psykolog, en sexolog og en socialrådgiver om at samle alle informationerne på ét sted - i guiden: "hånden på brystet", som samtidig også danner grundlag for hjemmesiden www.brystkraeft.dk.

Guiden samler al den information, som patienterne tidligere skulle samle fra forskellige steder og personer. Samtidig skal bogen bekræfte kvinderne i, at livet bliver normalt igen på den anden side af brystkræftbehandlingen - og guide dem til en bedre hverdag. Det er idéen, at bogen skal udleveres til alle kvinder, som får brystkræft.

www.brystkraeft.dk kan brugerne, ud over at finde forskellige informationer,  blandt andet stille spørgsmål til en kræftlæge, de kan skrive dagbog og dele viden og erfaringer med andre brystkræftramte.

Indholdet i guiden og på hjemmesiden er blandt andet formet på basis af fokusgrupper med kvinder, der har haft brystkræft. En af de medvirkende, Dorthe Saldern Meier på 31 år, husker tydeligt det kaos, hun stod i, lige da hun fik beskeden sidste år:

"Man får det hele at vide på én gang: 'Du skal opereres. Vi fjerner dit ene bryst. Du skal have otte gange kemoterapi' og så videre, og man skal tage stilling til nogle ting med det samme. Man har lige fået at vide, at man har kræft, og man kan i virkeligheden ikke rumme mere end den ene besked".

Her kunne Dorthe godt have brugt en guide til at tage hende i hånden: "Det er en god hjælp med en guide i form af et opslagsværk. Man kan slå op i de enkelte afsnit, når det er aktuelt, og når man kan rumme at læse det. Og så kan man sidde stille og roligt derhjemme i sofaen med en kop te, mens man læser. Det er også rart, at guiden signalerer liv og ikke sygdom. Når jeg havde gæster, virkede det ret voldsomt med min bunke af kræftbrochurer på sofabordet. Denne her kan jeg sidde og læse i S-toget, for folk kan ikke se, at den handler om kræft'.

Onkolog Claus Kamby, der er en af forfatterne til guiden, møder kvinder med nydiagnosticeret brystkræft dagligt. Han mener, at "hånden på brystet" vil glæde mange patienter:

'Formålet med guiden er at hjælpe nydiagnosticerede brystkræftpatienter og deres pårørende, så det bliver lettere at leve med brystkræft. Guiden giver et samlet overblik over diagnose og behandling, herunder efterbehandling af brystkræft, og er derfor et meget værdifuldt grundlag for nyopererede patienter, der er i en svær situation".

Patientguiden er udgivet af AstraZeneca A/S og kan bestilles online på http://www.astrazeneca.dk
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce