Aniston

Bollywood-film

Put krydderi på din filmsamling

Farvestrålende dragter, kærlighed, slagsmål, humor, musik, forrygende sange, tårer, drama og fortryllende danse blandet sammen i en cocktail med smukke kvinder, og charmerende, sexede mænd. Det er opskriften på en typisk Bollywood-film.
Bollywood-film
Her på Aniston havde vi på et tidspunkt en artikel om Bollywood og hvad "Bollywood" egentlig er. Den gik godt i dybden i sin fortælling om Indiens filmindustri, så nu vil jeg tage emnet op igen og gå et skridt videre og fortælle jer om de mange gode indiske film, der findes.

Forhåbeligt bliver I fristet til at se dem og putte lidt krydderi på jeres liste over film, I har set. For når det kommer til Bollywood-film, så findes der rigtig mange gode film i alle kategorier, som fortjener en chance for at blive set.

Har man ikke set indiske film før, og er man usikker på, om det er noget for en, så kan man starter med en af de engelsksprogede indiske film.

Til den blide start kan jeg anbefale "Stolthed og Brudgom" som er en romantisk komedie, med lækre Martin Henderson, smukke Aishwarya Rai og charmerende Naveen Andrews på rollelisten.
 
Naveen Andrews er mest kendt for sin rolle som Sayid i serien "Lost", og i filmen "Stolthed og Brudgom" ser vi ham både danse og synge på bedste Bollywood-manèr.

Stolthed og Brudgom  
Hvem kender ikke Jane Austens mesterværk "Stolthed og fordom", hvor man fordybede sig i den vidunderlige historie. Nu er "Stolthed og fordom" kommet i en Bollywood-version, som tager mesterværket ind i vores tid, hvor problemer og kærlighed kan opstå når to kulturer møder hinanden.
 
"Stolthed og brudgom" handler om Mrs. Bakshi, der er på udkig efter et passende parti til hendes fire ugifte døtre - især de to ældste, Jaya og Lalita. Så da den rige, indiske fyr, Balray kommer til Indien sammen med sin søster og amerikanske ven, William Darcy for at være med til et bryllup, er Mrs. Bakshis store ønske, at Balray skal falde for hendes ældste datter Jaya - hvilket selvfølgelig også sker.

Nu er turen så kommet til at finde et passende parti for Lalita, og da den rige, belastende, men dog mindre tiltrækkende Mr. Kohli får et godt øje til Lalita, er Mrs. Bakshi virkelig glad, men glæden varer ikke længe, Lalita afslår nemlig, da hun vil giftes af kærlighed og ikke penge.

På en tur til Goa begynder William Darcy og Lalita at skændes og kaste spydige bemærkninger efter hinanden, hun synes han er en arrogant fyr, og han finder hende tiltrækkende, men alligevel komplet umulig. Så da Lalita om aftenen møder fyren, Johnny Wickham, der ikke ligefrem er gode venner med Mr. Darcy, begynder balladen samt kærligheden at vise sit ansigt.

Kunne du lide "Stolthed og fordom" og "Something New", så er denne film helt sikkert værd at se!

Er man ikke blevet skræmt væk af de musikalske scener og farvestrålende dragter, kan man gå videre til nogle af de hindi-talende film, som heldigvis næsten alle fås med enten danske eller engelske undertekster.

Hvis man gerne vil se noget, der rammer lidt dybere end en romantisk komedie, og som bevæger hele ens følelsesregister. Så er en af de mange Bollywood-dramaer klart værd at kigge på. For eksempel vil jeg stærkt anbefale filmen, "Devdas" som jeg mener, alle mennesker skal se på et tidspunkt i sit liv. 

Den indeholder nogle af Indiens bedste skuespillere samt nogle af de mest overdådige, fortryllende og smukke kulisser. Det er også en film, der giver ens følelser noget af en tur, man går fra latter og glæde til had, væmmelse, sorg og tårer. En film der skal ses!
ANNONCE
Bollywood-film
Devdas 
Devdas er en af Indiens dyreste film, og er en film om kærligheden mellem to mennesker. En kærlighed, der er så ubeskrivelig, dyb, stærk og ødelæggende på samme tid.
 
Drengen Devdas og pigen Paro har været venner, lige siden de var små. En dag bliver Devdas sendt væk, men Paro bruger de mange år på at vente på ham, for hun er overbevist om, at han nok en dag skal komme tilbage.

Og tilbage, det kommer han, til stor glæde for alle... Men, det ungdommelige og uskyldige forhold mellem Devdas og Paro er ikke længere som legekammerater, men udvikler sig til en kærlighed, der er så dyb, at man ikke kan sætte ord på det.

Problemet er bare, at Devdas kommer fra en rig familie, men det gør Paro ikke. Devdas' familie nægter ham at gifte sig med hende, og derved "tvinger" de Paro til at blive gift med en anden.

Dog er den dybe kærlighed mellem Devdas og Paro der stadig, men at have en så dyb kærlighed for en person man ikke kan være sammen med, kan have en meget ødelæggende effekt på ens liv, tanker og hjerte...

For hvad er livet uden kærlighed, og den person man elsker?
 
Kunne du lide "Moulin Rouge", "The Notebook" og "Romeo og juliet", så vil du helt sikkert også kunne lide denne film. Men husk lige Kleenex!

Vil man gerne se noget, der er mindre dybt, men stadig underholdende på det mere overnaturlige plan, så er action/science fiction-film jo altid en god ting, hvis man vil mærket suget i maven. Her handler det om special effects, overdådig fremtidsteknologi og fantasien om superkræfter og overnaturlige ting eller eksistenser.

Nogle af de mest kendte film i denne genre er Batman, Aliens, Spider-man, Star Wars, The Terminator  og The Matrix, blot for at nævne et par stykker. Men denne genre er ikke kun forbeholdt Hollywood. Nej, Indien har også taget disse film til sig, og er kommet med flere film i denne kategori, en af dem er filmen Krrish, som er et mildt, romantisk action-, science fiction-, eventyrsdrama.
ANNONCE
Bollywood-film
Krrish 
Krrish handler om drengen, Krishna, som er født med superkræfter, som han arvede fra sin far, Rohit. Hans dage går med at hoppe rundt i træer og andre Tarzanagtige ting. En dag møder han pigen, Priya og bliver straks tiltrukket af hende, og kemien mellem dem er ikke til at tage fejl af.

De tilbringer det meste af tiden sammen, men efter et par dage skal Priya hjem til sit liv i Singapore, og Krishna mærker hvordan hans hjerte bliver knust.

Lige indtil telefonen ringer, det er Priya som vil have ham til at komme til Singapore for at møde hendes mor, for uden moderens godkendelse, kan hun aldrig blive hans.

Imod advarsler tager Krishna flyet til Singapore. Og imod al forventning møder han ikke Priyas mor, men derimod Priya og hendes kollega, som er lidt for interesseret i at få ham til at lave sine superhelte-"kunstner". Hvad han ikke ved, er at de gør det for at få ham i fjernsynet og for at redde deres job.

Men helt dum er Krishna ikke, og sandheden kommer selvfølgelig frem. Men problemerne stopper ikke her.

De mænd, der dræbte hans far, får færden af Krishna og hans kræfter, og Krishna finder ud af nogle forfærdelige ting omkring den mand, hans far arbejdede for, hvilket gør, at han bliver nødt til at blive til superhelten, "Krrish".

Men at være helt kan give flere problemer, end man nogensinde kan forudse.
 
Kan du godt lide film og serier som Spider-man, Batman og Smallwille, så vil denne film helt sikkert også falde i din smag.

Er man mere til spænding, fart, slagsmål, eksplosioner, overdådige stunts og mænd, der spiller med musklerne, så er action-genren klart et must, når det drejer sig om at få en adrenalinrus frem. Og på dette punkt er Indien heller ikke bagefter, og flere af de indiske action-film er faktisk blevet utrolig populære verden over.

En af dem, jeg er mest vild med, er filmen "Dhoom 2", som er en action-komedie, med spektakulære indbrud, med stunts, der næsten kan gøre enhver stuntman misundelig. Og som indeholder noget af en rolleliste, hvad angår smukke, sexede kvinder og lækre, veltrænede mænd. Blandt andet den vidunderlige, Hrithik Roshan med den gudelækre og ubeskrivelige, veltrænede krop, som kan få de fleste piger til at savle.
ANNONCE
Bollywood-film
Dhoom 2: Back in action  
"Dhoom 2" er efterfølgeren til Dhoom, men man behøver ikke have set et'eren for at kunne se denne. Det er en action-komedie med sindssyge stunts, som får en til at tabe underkæben, og sjove scener og kommentarer, der får latteren frem.

"Dhoom 2" handler om politimændene, Jai og Ali som bliver sat på den hårdeste opgave, de nogensinde har haft - nemlig at fange den internationale mestertyv "Mr. A".

De har fået nys om, at han vil slå til i Mumbai og sætter alt ind for at fange ham, men det er ikke helt så let, som de havde troet. Mr. A møder under et af sine tyverier tyven, Sunehiri, som er en smuk og virkelig snu, kvindelig tyv. 

De vælger at slå sig sammen og alt ser ud til at gå godt. Men problemet er bare at Sunehiri gemmer på en hemmelighed, der kan få konsekvenser for dem alle.

Kunne du lide film som Lokkeduen, Mission Impossible og Thomas Crown affæren, så vil denne film være noget for dig.

Jeg er vild med Bollywood film, og håber også du bliver det. God fornøjelse!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce