Børnestjerner og forældre
Forældrene ødelægger børnene
Hvert år sidder jeg og undrer mig over de danske forældre - ja, for ikke at sige forældre generelt verden over. Hvert år kommer der en masse nye børnestjerne frem, der får ødelagt deres barndom af det store pres fra medier, forældre og fans.
Børnene bliver forgudet, og alt bliver planlagt for dem ned til mindste detalje. Det gør, at de får et chok, når interessen for dem lige pludselig forsvinder. For, de har hverken lært at tænke eller klare sig selv.
Jeg har set mange børn gå hen og få stjernenykker allerede som 10-årige. Ungen har fået en hovedrolle i en musical, og det er forældrene jo selvfølgelig stolte af, så de går og praler til alle og enhver om deres lille Sofie, der skal spille hovedrollen i "Annie".
Sofie får så det indryk, at det er i orden at gå og prale og føre sig frem overfor sine veninder. Inden længe ender det med, at Sofie føler sig som en lille prinsesse, der vil have sin vilje.
De godtroende fjolser til forældre står bare og ser til uden overhoved at ænse, at deres lille datter for længst har mistet forbindelsen til jorden og en fornuftig og hensigtsmæssig væremåde. Når de først har fået stjernenykker, så har børnene utroligt svært ved at komme ned på jorden og blive "normale" igen.
De sidste mange år har der været afholdt børnemelodi grand prix, og jeg har fået det indtryk, at det er en "børnestjerne fabrik". Jeg forstår simpelthen ikke, at de kan give deres 8-årig datter lov til at deltage i et melodi grand prix, for disse børn bliver jo forskruet fra starten.
Flere uger før grand prix'et har Danmarks Radio lavet en hjemmeside, hvor biografier og andre oplysninger af børnene bliver lagt op. Her kan hele Danmark så sidde og læse alt om ungerne.
Når så endelig dagen for børnemelodi grand prix'et kommer, så sidder en meget stor del af Danmarks befolkning klistret til skærmen, for at vurdere børnene i hoved og r**. Efter showet bliver det stakkels barn, der vinder, sat til at miste sin skolegang til fordel for at rejse rundt i landet for at reklamere for et show, der for længst er gået i glemmebogen.
Forældrene står bare og ser til samtidig med, at de er så fantastisk stolte af deres unge, der, selvom han sang falsk fire steder og tabte hatten, faktisk vandt!
Jeg har indtrykket af, at det i høj grad er forældrene, der stiller op. Forstået på den måde, at det er forældrene, der går mere op i showet og barnets præstation end selve barnet. Og jeg tror også, at forældrene bliver mere skuffet over et nederlag end barnet selv.
Børnene bliver forgudet, og alt bliver planlagt for dem ned til mindste detalje. Det gør, at de får et chok, når interessen for dem lige pludselig forsvinder. For, de har hverken lært at tænke eller klare sig selv.
Jeg har set mange børn gå hen og få stjernenykker allerede som 10-årige. Ungen har fået en hovedrolle i en musical, og det er forældrene jo selvfølgelig stolte af, så de går og praler til alle og enhver om deres lille Sofie, der skal spille hovedrollen i "Annie".
Sofie får så det indryk, at det er i orden at gå og prale og føre sig frem overfor sine veninder. Inden længe ender det med, at Sofie føler sig som en lille prinsesse, der vil have sin vilje.
De godtroende fjolser til forældre står bare og ser til uden overhoved at ænse, at deres lille datter for længst har mistet forbindelsen til jorden og en fornuftig og hensigtsmæssig væremåde. Når de først har fået stjernenykker, så har børnene utroligt svært ved at komme ned på jorden og blive "normale" igen.
De sidste mange år har der været afholdt børnemelodi grand prix, og jeg har fået det indtryk, at det er en "børnestjerne fabrik". Jeg forstår simpelthen ikke, at de kan give deres 8-årig datter lov til at deltage i et melodi grand prix, for disse børn bliver jo forskruet fra starten.
Flere uger før grand prix'et har Danmarks Radio lavet en hjemmeside, hvor biografier og andre oplysninger af børnene bliver lagt op. Her kan hele Danmark så sidde og læse alt om ungerne.
Når så endelig dagen for børnemelodi grand prix'et kommer, så sidder en meget stor del af Danmarks befolkning klistret til skærmen, for at vurdere børnene i hoved og r**. Efter showet bliver det stakkels barn, der vinder, sat til at miste sin skolegang til fordel for at rejse rundt i landet for at reklamere for et show, der for længst er gået i glemmebogen.
Forældrene står bare og ser til samtidig med, at de er så fantastisk stolte af deres unge, der, selvom han sang falsk fire steder og tabte hatten, faktisk vandt!
Jeg har indtrykket af, at det i høj grad er forældrene, der stiller op. Forstået på den måde, at det er forældrene, der går mere op i showet og barnets præstation end selve barnet. Og jeg tror også, at forældrene bliver mere skuffet over et nederlag end barnet selv.
Tag en familie som dansefamilien, Fredie Pedersen, hvor Sonny og Gi Gi er blevet alt andet en normale. Man så for en del år siden hvordan faderen, Mickey, pressede Sonny og hans daværende dansepartner til det yderste. Begge børn var vel omkring 10 år på det tidspunkt, men ingen af dem havde noget fritid. Hver dag, når de kom fra skole, skulle de danse og træne.
Man så også, hvor skuffet Mickey blev, når det ikke gik efter hans hoved. Han hidsede sig op, og så fik børnene ellers at vide, at de skulle tage sig sammen, for det de lavede der var ikke til at holde ud at kigge på.
Man kan ikke behandle børn på den måde. Børnene skal selv have lov til at bestemme, om de vil gå til dans eller spille teater, for hvis de gør det af egen fri vilje, så er chancen for, at de mister jordforbindelsen, ikke ret stor.
Man så også, hvor skuffet Mickey blev, når det ikke gik efter hans hoved. Han hidsede sig op, og så fik børnene ellers at vide, at de skulle tage sig sammen, for det de lavede der var ikke til at holde ud at kigge på.
Man kan ikke behandle børn på den måde. Børnene skal selv have lov til at bestemme, om de vil gå til dans eller spille teater, for hvis de gør det af egen fri vilje, så er chancen for, at de mister jordforbindelsen, ikke ret stor.
