Bitterhed og galde
Medlemssamlere på gader og stræder
Jeg tror alle på et eller andet tidspunkt i deres liv har prøvet at gå sagesløst ned ad gaden, for pludselig - ud af det blå - at blive stoppet af en person med et lille clipboard, som spørger dig om du har lyst til at redde verden, hvalerne eller politiske fanger.
Det er også fint nok. Det er faktisk godt, i min bog. Jeg er nemlig i besiddelse af et stort, blødende studenter-hjerte, der banker for alle mulige tragiske verdensbegivenheder. Problemet er bare at der med mit blødende studenter-hjerte følger en tilhørende studenter-økonomi. Jeg har, desværre, ikke råd til at redde hverken børn, hvaler eller resten af verden lige nu, fordi jeg selv skal spise min pulverkartoffelmos af og til.
Men fordi jeg jo faktisk sympatiserer med alle disse små sager, gør det det ekstra svært for mig at sige nej hver gang jeg går forbi disse medlemsindsamlere. Specielt fordi jeg overhovedet ikke har lyst til at være et r**hul eller være tarvelig overfor dem. Da specielt ikke når de står udenfor i denne ondskabsfulde undskyldning for et forår.
Hvad pokker skal man gøre?
Mit problem opstår så når jeg skal sige; "Nej tak." For det ender ofte med at komme til at lyde således; "Nej tak. Jeg har ikke råd."
Og så kan du ellers tro jeg kommer til at høre for den bemærkning. For så skal de nemlig til at overtale mig og få mig til at føle mig som en egocentrisk skiderik der ikke kan tænke på andre end mig selv.
"Er du nu helt sikker på du ikke har råd? Ved du ikke at hvis du bare ryger én pakke smøger mindre, så kan du redde alle mulige mennesker og dyr og så videre?"
Jo, det er muligt, men når jeg hver måned står ansigt til ansigt med et overtræk der er i besiddelse af samme grad af venlighed som en nazist der ser en jøde med et "Spark mig!"-skilt på ryggen, så kan jeg altså ikke overskue at være den gode samaritaner.
Og så synes jeg helt ærligt det er temmelig unfair at jeg skal have pisse dårlig samvittighed over at sige "Nej tak.", når der lige er gået ti overvægtige kvinder i babysæl og mink forbi.
Men de skal ikke generes, nej. For de ligner alligevel ikke nogen der vil give, så I gider ikke engang spørge dem. Men fordi jeg ligner den jeg er med mine piercinger og mit sorte tøj og min alder, så skal jeg chikaneres, fordi jeg er for venlig til at stikke næsen i sky og være et r**hul, når jeg går forbi jer?
Det er bare ikke okay!
Som jeg sagde til en frysende fyr med fuldskæg for en uges tid siden; der er ingen penge i kassen på nuværende tidspunkt, men jeg sværger på min vrede, jyske bankrådgiver: I bliver de første jeg ringer til den dag millionerne begynder at falde ned i hovedet på mig.
Det er også fint nok. Det er faktisk godt, i min bog. Jeg er nemlig i besiddelse af et stort, blødende studenter-hjerte, der banker for alle mulige tragiske verdensbegivenheder. Problemet er bare at der med mit blødende studenter-hjerte følger en tilhørende studenter-økonomi. Jeg har, desværre, ikke råd til at redde hverken børn, hvaler eller resten af verden lige nu, fordi jeg selv skal spise min pulverkartoffelmos af og til.
Men fordi jeg jo faktisk sympatiserer med alle disse små sager, gør det det ekstra svært for mig at sige nej hver gang jeg går forbi disse medlemsindsamlere. Specielt fordi jeg overhovedet ikke har lyst til at være et r**hul eller være tarvelig overfor dem. Da specielt ikke når de står udenfor i denne ondskabsfulde undskyldning for et forår.
Hvad pokker skal man gøre?
Mit problem opstår så når jeg skal sige; "Nej tak." For det ender ofte med at komme til at lyde således; "Nej tak. Jeg har ikke råd."
Og så kan du ellers tro jeg kommer til at høre for den bemærkning. For så skal de nemlig til at overtale mig og få mig til at føle mig som en egocentrisk skiderik der ikke kan tænke på andre end mig selv.
"Er du nu helt sikker på du ikke har råd? Ved du ikke at hvis du bare ryger én pakke smøger mindre, så kan du redde alle mulige mennesker og dyr og så videre?"
Jo, det er muligt, men når jeg hver måned står ansigt til ansigt med et overtræk der er i besiddelse af samme grad af venlighed som en nazist der ser en jøde med et "Spark mig!"-skilt på ryggen, så kan jeg altså ikke overskue at være den gode samaritaner.
Og så synes jeg helt ærligt det er temmelig unfair at jeg skal have pisse dårlig samvittighed over at sige "Nej tak.", når der lige er gået ti overvægtige kvinder i babysæl og mink forbi.
Men de skal ikke generes, nej. For de ligner alligevel ikke nogen der vil give, så I gider ikke engang spørge dem. Men fordi jeg ligner den jeg er med mine piercinger og mit sorte tøj og min alder, så skal jeg chikaneres, fordi jeg er for venlig til at stikke næsen i sky og være et r**hul, når jeg går forbi jer?
Det er bare ikke okay!
Som jeg sagde til en frysende fyr med fuldskæg for en uges tid siden; der er ingen penge i kassen på nuværende tidspunkt, men jeg sværger på min vrede, jyske bankrådgiver: I bliver de første jeg ringer til den dag millionerne begynder at falde ned i hovedet på mig.
