Bitterhed og Galde: 2
Jeg hader H&M's prøverum
Ja, jeg ved ikke helt, hvad der gik galt. For det gik jo egentlig fint det hele. Gjorde det ikke? Nej! Det gjorde det selvfølgelig ikke. Hvorfor? Fordi jeg (idiot) troede, jeg kunne købe mig til lykke. I H&M. Men dér tog jeg grundigt fejl.
Nu kan jeg jo ikke benægte mit køn, og én af mine måder at komme i godt humør på, hvis jeg er lidt nede, er simpelthen ved at købe et eller andet.
Det behøver ikke engang være dyrt, det kan såmænd bare være en speciel slags morgenmad, jeg godt kan lide, men af og til vover jeg mig - på trods af utallige fortidige fiaskoer - ind i Hennes & Mauritz, iført mit allerstørste, naive smil og sætningen: "Måske kan jeg bare finde en lille, pæn bluse..?" loopende i hovedet, som en gammel vinylplade med en gigantisk ridse i.
Det kan jeg sikkert også. Jeg kan næsten med garanti finde mindst 10 "pæne bluser", og jeg har næsten altid råd til i hvert fald én, hvilket netop er det mest fantastiske ved H&M. Problemerne opstår faktisk først, når jeg skal en tur i prøvelokalet. Man kommer derind, smider tøjet og tager det nye på...
Og lige præcis dér indtræffer katastrofen. Lige pludselig har jeg indenfor de sidste 30 sekunder opnået cirka 200 kilos overvægt, 13 dobbelthager, usandsynlig ekstrem hårvækst på ben, ansigt, mave og resten af hvad man nu kan se: grim hud, trætte øjne og en usædvanligt firkantet røv. Og ikke nok med at jeg kan se det forfra som i et almindeligt spejl, næh nej. De rare mennesker har også opsat et spejl bag mig, så jeg rigtigt kan se, hvor grim jeg er - bagfra!
Skuffet prøver jeg gang på gang den ene beklædningsdel efter den anden, kun for at måtte se undergangen mere og mere i øjnene. Og oftest ender jeg med at gå ud derfra - tomhændet og med et nikotinbehov på størrelse med min egen røv (i et H&M-spejl). Og på vejen ud er de der selvfølgelig alle sammen; de høje, åle-slanke tøsebørn, med "L'Oreal-hår", der glinsende falder i smukke kaskader nedover deres perfekte rygge og solbrune, 'blå mærke'-fri ben, der aldrig synes at have en ende.
Fantastisk...
Dagen før mit årsbal endte jeg med at sidde og små-tude på en bænk, efter at have set hvad jeg selv mener, må have været den grimmeste mig nogensinde. Min kæreste overtalte mig dog til at købe en kort nederdel og en corsage, selvom jeg efter min egen mening lignede en strandet hval.
Nu kan jeg jo ikke benægte mit køn, og én af mine måder at komme i godt humør på, hvis jeg er lidt nede, er simpelthen ved at købe et eller andet.
Det behøver ikke engang være dyrt, det kan såmænd bare være en speciel slags morgenmad, jeg godt kan lide, men af og til vover jeg mig - på trods af utallige fortidige fiaskoer - ind i Hennes & Mauritz, iført mit allerstørste, naive smil og sætningen: "Måske kan jeg bare finde en lille, pæn bluse..?" loopende i hovedet, som en gammel vinylplade med en gigantisk ridse i.
Det kan jeg sikkert også. Jeg kan næsten med garanti finde mindst 10 "pæne bluser", og jeg har næsten altid råd til i hvert fald én, hvilket netop er det mest fantastiske ved H&M. Problemerne opstår faktisk først, når jeg skal en tur i prøvelokalet. Man kommer derind, smider tøjet og tager det nye på...
Og lige præcis dér indtræffer katastrofen. Lige pludselig har jeg indenfor de sidste 30 sekunder opnået cirka 200 kilos overvægt, 13 dobbelthager, usandsynlig ekstrem hårvækst på ben, ansigt, mave og resten af hvad man nu kan se: grim hud, trætte øjne og en usædvanligt firkantet røv. Og ikke nok med at jeg kan se det forfra som i et almindeligt spejl, næh nej. De rare mennesker har også opsat et spejl bag mig, så jeg rigtigt kan se, hvor grim jeg er - bagfra!
Skuffet prøver jeg gang på gang den ene beklædningsdel efter den anden, kun for at måtte se undergangen mere og mere i øjnene. Og oftest ender jeg med at gå ud derfra - tomhændet og med et nikotinbehov på størrelse med min egen røv (i et H&M-spejl). Og på vejen ud er de der selvfølgelig alle sammen; de høje, åle-slanke tøsebørn, med "L'Oreal-hår", der glinsende falder i smukke kaskader nedover deres perfekte rygge og solbrune, 'blå mærke'-fri ben, der aldrig synes at have en ende.
Fantastisk...
Dagen før mit årsbal endte jeg med at sidde og små-tude på en bænk, efter at have set hvad jeg selv mener, må have været den grimmeste mig nogensinde. Min kæreste overtalte mig dog til at købe en kort nederdel og en corsage, selvom jeg efter min egen mening lignede en strandet hval.
Nu vil nogen måske mene, at jeg ganske enkelt bare er grim og derfor kan lære det, men det er hér, det mystifistiske sker: da jeg kom hjem fra katastrofe-helvedet i H&M den dag, besluttede jeg mig senere på dagen for at prøve tøjet igen - nu foran kærestens spejl.
Vupti - pludselig vejede jeg igen omkring de 60 kilo, havde ingen anseelig hårvækst udover øjenbryn og min krøllede hårpragt på hovedet. Ingen synlige dobbelthager, min hud var helt normal, mine øjne var der intet galt med, og jo - min røv vil nok altid være lidt firkantet, men den kunne på ingen måde måle sig med synet, jeg få timer forinden havde set i det forbandede prøverum.
Jeg tilbragte hele årsfesten med at få strøet komplimenter udover mig for mit outfit og mit udseende, og jeg havde det på intet tidspunkt elendigt.
Så hér er spørgsmålet: Hvad pokker er der med de prøverum?
Hvordan kan det være, at det kun er i H&Ms prøverum, jeg ligner et omvandrende biluheld, mens jeg i alle de andre ser helt normal ud?
Jeg forstår det simpelthen ikke, men jeg er i hvert fald ikke begejstret for konceptet. Så jeg foreslår en eller anden form for udrensning af de onde ånder der muligvis hærger kædens prøverum... Måske det ville hjælpe lidt.
Vupti - pludselig vejede jeg igen omkring de 60 kilo, havde ingen anseelig hårvækst udover øjenbryn og min krøllede hårpragt på hovedet. Ingen synlige dobbelthager, min hud var helt normal, mine øjne var der intet galt med, og jo - min røv vil nok altid være lidt firkantet, men den kunne på ingen måde måle sig med synet, jeg få timer forinden havde set i det forbandede prøverum.
Jeg tilbragte hele årsfesten med at få strøet komplimenter udover mig for mit outfit og mit udseende, og jeg havde det på intet tidspunkt elendigt.
Så hér er spørgsmålet: Hvad pokker er der med de prøverum?
Hvordan kan det være, at det kun er i H&Ms prøverum, jeg ligner et omvandrende biluheld, mens jeg i alle de andre ser helt normal ud?
Jeg forstår det simpelthen ikke, men jeg er i hvert fald ikke begejstret for konceptet. Så jeg foreslår en eller anden form for udrensning af de onde ånder der muligvis hærger kædens prøverum... Måske det ville hjælpe lidt.
