Bedsteforældre
De vil os jo kun det bedste
Jeg holder meget af min farmor - uden tvivl - men af og til, ja faktisk ret ofte, går hun mig på nerverne. Hun er en ældre dame på 81 år. Hun har været alene i 6 år, men klarer sig ud over al forventning. Hun underviser på et ældrecenter, passer oldebørn, har egen bil, som hun bruger flittigt, passer hus og sommerhus.
Hun har min dybeste respekt for at have så mange jern i ilden i den høje alder, og for at hun kan klare alle de ting, synes jeg er dybt imponerende. Ja det får da mig til at ønske, at jeg er lige så frisk, når jeg engang bliver så gammel.
Selvfølgelig kan man mærke på hende, at hun er ved at blive gammel. Jeg kan for eksempel ikke længere lide at køre bil med hende. Jo, hun kører da godt nok, og hun overholder i hvert fald fartgrænserne - hellere 10 km/t for langsomt end for hurtigt. Men hendes reaktionstid er ikke for god længere. Hver gang hun bliver overrasket, siger hun: "Uh!" og mister et kort øjeblik overblikket over situationen.
Hun interesserer sig også meget for sine børnebørn - eller skulle jeg sige ét bestemt, nemlig det yngste barnebarn, mig! Inden jeg flyttede til London, snakkede hun med min søster, hvor hun blandt andet sagde: "Jamen, hvad skal der dog blive af lille Sidsel?"
Min søster skulle efter sigende have fortalt hende, at jeg ikke var så lille mere (20 år på daværende tidspunkt) samt næsten alle hendes andre børnebørn havde været i udlandet i et år. Og nu var London jo ikke så langt væk alligevel.
Siden den samtale blev der kun talt godt om mit ophold i England.
Desværre er min farmor også typen, der gør meget ud af at fortælle om sine dårligdomme. Jeg får altid historien om hendes dårlige knæ, hørelse, syn, sukkersyge, og hvad der nu ellers er galt. Og hver gang hun begynder på det, ruller jeg med øjnene, sukker og lytter meget interesseret... Eller jeg prøver da på det!
Her for nylig dumpede der en masse brochurer for
Jeg stod bare og skulle ud af døren på det tidspunkt. Jeg skulle være vikar i en børnehave, der for resten var overfyldt med overpædagogiske pædagoger. Anyways, jeg var i forvejen for sent på den, så samtidig med, at jeg sagde "ja" og "nej" på strategisk rigtige steder, fik jeg både pakket taske samt fik sko og jakke på.
Jeg prøvede flere gange at sige: "Jeg har ikke lige min kalender hos mig, men jeg skal nok kigge på det, men jeg skal på arbejde nu."
Hun har min dybeste respekt for at have så mange jern i ilden i den høje alder, og for at hun kan klare alle de ting, synes jeg er dybt imponerende. Ja det får da mig til at ønske, at jeg er lige så frisk, når jeg engang bliver så gammel.
Selvfølgelig kan man mærke på hende, at hun er ved at blive gammel. Jeg kan for eksempel ikke længere lide at køre bil med hende. Jo, hun kører da godt nok, og hun overholder i hvert fald fartgrænserne - hellere 10 km/t for langsomt end for hurtigt. Men hendes reaktionstid er ikke for god længere. Hver gang hun bliver overrasket, siger hun: "Uh!" og mister et kort øjeblik overblikket over situationen.
Hun interesserer sig også meget for sine børnebørn - eller skulle jeg sige ét bestemt, nemlig det yngste barnebarn, mig! Inden jeg flyttede til London, snakkede hun med min søster, hvor hun blandt andet sagde: "Jamen, hvad skal der dog blive af lille Sidsel?"
Min søster skulle efter sigende have fortalt hende, at jeg ikke var så lille mere (20 år på daværende tidspunkt) samt næsten alle hendes andre børnebørn havde været i udlandet i et år. Og nu var London jo ikke så langt væk alligevel.
Siden den samtale blev der kun talt godt om mit ophold i England.
Desværre er min farmor også typen, der gør meget ud af at fortælle om sine dårligdomme. Jeg får altid historien om hendes dårlige knæ, hørelse, syn, sukkersyge, og hvad der nu ellers er galt. Og hver gang hun begynder på det, ruller jeg med øjnene, sukker og lytter meget interesseret... Eller jeg prøver da på det!
Her for nylig dumpede der en masse brochurer for
Jeg stod bare og skulle ud af døren på det tidspunkt. Jeg skulle være vikar i en børnehave, der for resten var overfyldt med overpædagogiske pædagoger. Anyways, jeg var i forvejen for sent på den, så samtidig med, at jeg sagde "ja" og "nej" på strategisk rigtige steder, fik jeg både pakket taske samt fik sko og jakke på.
Jeg prøvede flere gange at sige: "Jeg har ikke lige min kalender hos mig, men jeg skal nok kigge på det, men jeg skal på arbejde nu."
Jeg ved ikke lige, hvilken del af sætningen, hun ikke forstod, men jeg kom i hvert fald meget for sent til bussen. Nå, men der var jo ikke andet for end at hoppe op på cyklen og køre ned til stoppestedet og hoppe på den første og bedste bus. Jeg nåede på arbejde til tiden, men det var da også på minuttet.
Jeg glemte lykkeligt alt om min farmor, men dagen efter ringer hun igen for at høre, om jeg har meldt mig til. Endnu engang holdt hun en lang tale om dette "ihh og åhh så gode" kursus. Hun fortalte, at det var lørdag den 17. september 2005, og at hun nok skulle betale. Og endnu engang lovede jeg at kigge på det.
Men nu er det store dilemma: Skal jeg glæde hende ved at bruge en lørdag på noget, jeg egentlig ikke gider, hvor jeg med garanti bliver den yngste, eller skal jeg såre hende og tage til København?
Jeg glemte lykkeligt alt om min farmor, men dagen efter ringer hun igen for at høre, om jeg har meldt mig til. Endnu engang holdt hun en lang tale om dette "ihh og åhh så gode" kursus. Hun fortalte, at det var lørdag den 17. september 2005, og at hun nok skulle betale. Og endnu engang lovede jeg at kigge på det.
Men nu er det store dilemma: Skal jeg glæde hende ved at bruge en lørdag på noget, jeg egentlig ikke gider, hvor jeg med garanti bliver den yngste, eller skal jeg såre hende og tage til København?
