Aniston

Batman Begins

Hvordan Bruce Wayne opfandt Batman

9 ud af 6 stjerner
Den første af 5 film, "Batman Begins", er helt klart værd at se. Og er du ikke en Batman-fan, er Chistian Bale i det mindste værd at se. Tag ind og nyd denne vellykkede film på det store lærred.
Batman Begins
Filmen starter med, at vi ser Bruce Wayne som barn, hvor han leger i sine forældres have. Uheldigvis falder den unge Bruce ned i en brønd mellem noget buskads, hvor han skræmmes fra vid og sans af et flagermus-angreb.

Han kommer ikke noget til fysisk, men psykisk bliver det begyndelsen på et langt mareridt, hvor vreden over hans forældres død - kort tid efter hans uheld i haven - tager overhånd.

For at finde sig selv vælger han som ung mand at tage til østen, men efter at have arbejdet med hælervarer ender han i fængsel. Han bliver imidlertid "opdaget" i fængslet, hvorefter han rekrutteres og trænes op som ninja.

Det er her Bruce udvikler sine fysiske færdigheder. Men han opdager, at han ikke kan stå inde for de tanker og de krav, som hans mentor stiller, hvorefter han må kæmpe for sin frihed, før han flygter tilbage til Gotham City.

Her venter den altid tro butler, Alfred Pennyworth; og med hjælp fra ham, nogle af de få anstændige mennesker, der er tilbage i byen, og Bruces mange millioner, bliver Batman født. Han må dog kæmpe mod sine egne komplekser, før han finder ud af, hvor han står i verden.

Den bedste af de 5

Batman Begins giver den psykologiske forklaring på, hvorfor Bruce Wayne opfinder Batman, og det er den mørkere side af Bruce, hans vrede og hans komplekser, som filmen koncentrerer sig om.

Men der er meget mere i "Batman Begins" - der er vellykket action, kærlighed og herlig engelsk humor. Desuden er der masser af seje gadgets og en vellykket Batmobil.
ANNONCE
Batman Begins
Christian Bale som Batman og Katie Holmes som Batmans barndomsveninde, en retfærdighedssøgende offentlig anklager, spiller begge godt, men filmen reddes helt og holdent af Michael Caine i rollen som Alfred. Uden ham ville filmen ikke have været meget værd.

Det er uden tvivl den bedste af de 5 Batman-film: "Batman Begins", "Batman", "Batman Returns", "Batman Forever" og "Batman and Robin".

Den er sjovere, action-scenerne er bedre lavet, og filmen er i det hele taget langt mere troværdig end de forrige film. Desuden virker Batman ikke lige så latterlig og mekanisk, som han har en tendens til i især "Batman Forever" og "Batman and Robin".

Det er dog lidt ærgerligt, at man ikke får den lille detalje med, at det skulle have været Jokeren, der dræbte Bruces forældre, sådan som det beskrives i to'eren, "Batman". Men ser man hele serien lige efter hinanden, er der også mange fejl i de andre film.

Og alt i alt er det en fantastisk film, som man bør tage ind og se på det store lærred.

De øvrige film er fra henholdsvis 1989, 1992, 1995, 1997, mens selve Batman er helt tilbage fra 1939, hvor han første gang var med i et blad.

Batman Begins har dansk præmiere den 29. juni 2005.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce