Ballet for unge
Kongelige udskejelser
Blod, sved og tårer - samt en god portion stædighed, udholdenhed og fanden-i-voldskhed - det er hvad der skal til, for at blive en rigtig balletdanser. Når blodet fosser ud af tæerne, når sveden står om ørerne på en, og tårerne presser på, fordi smerten er for stor - så skal man bare smile og se glad ud, for: "The Show Must Go On!"
Det er virkeligheden for de tyl-klædte ballerinaer og deres stærke dansepartnere, der løfter dem højt under loftet og afslutter med spring og piruetter.
De forførende trin danner rammen om dansen, som fuldføres med største ynde. Det er sjovt, flot og grænseoverskridende - og er det ikke, hvad de unge vil have?!
Når hjertet pumper af energi, og adrenalinen suser gennem kroppen, så ved man, hvorfor man danser ballet. Så ved man pludselig, hvorfor man er så forbandet afhængig.
Afhængig af ballet
Og det er, hvad Den kongelige danske Ballet vil få de unge til at føle - de skal være afhængige af fascinationen ved ballet, de skal opsøge den, nyde den og lære den at kende. Det behøver ikke at være de klassiske August Bournonville balletter, som for eksempel Svanesøen, Nøddeknækkeren og Napoli; for Balletmester Frank Andersen fra Den kongelige danske Ballet i København har taget andre og helt utraditionelle midler i brug.
"Vi skal have fat i de unge som har en modvilje mod ballet, fordi de ikke tror, de forstår det", siger Frank Andersen til gratisavisen, Urban . "Vi skal møde dem dér, hvor de er - med den musik, de hører."
Man behøver ikke at forstå ballet! Når man ser en film i biografen eller et teaterstykke på teateret, er det heller ikke altid, man forstår dét fuldt ud, selvom man kan have en ide om, hvad budskabet er.
Ballet er som teater; Der er ofte en afgrænset historie, som danserne formidler, og det handler ofte om ulykkelig eller forbudt kærlighed, der enten ender lykkeligt (for eksempel i Napoli og Tornerose) eller ulykkeligt (i for eksempel Giselle og Faust).
Forstår man ikke handlingen, kan man blot læne sig tilbage og nyde synet, lade sig imponere over kroppens muligheder og glæde sig over musikken.
Undergrundsballet
Forud for det Kongelige Bryllup i år blev hiphop/rap-gruppen, Outlandish, inviteret på Det Kongelige Teater, hvor de optrådte sammen med Det Kongelige Kapel i balletten: "A Wedding Gift", af John Neumeier.
Det er virkeligheden for de tyl-klædte ballerinaer og deres stærke dansepartnere, der løfter dem højt under loftet og afslutter med spring og piruetter.
De forførende trin danner rammen om dansen, som fuldføres med største ynde. Det er sjovt, flot og grænseoverskridende - og er det ikke, hvad de unge vil have?!
Når hjertet pumper af energi, og adrenalinen suser gennem kroppen, så ved man, hvorfor man danser ballet. Så ved man pludselig, hvorfor man er så forbandet afhængig.
Afhængig af ballet
Og det er, hvad Den kongelige danske Ballet vil få de unge til at føle - de skal være afhængige af fascinationen ved ballet, de skal opsøge den, nyde den og lære den at kende. Det behøver ikke at være de klassiske August Bournonville balletter, som for eksempel Svanesøen, Nøddeknækkeren og Napoli; for Balletmester Frank Andersen fra Den kongelige danske Ballet i København har taget andre og helt utraditionelle midler i brug.
"Vi skal have fat i de unge som har en modvilje mod ballet, fordi de ikke tror, de forstår det", siger Frank Andersen til gratisavisen, Urban . "Vi skal møde dem dér, hvor de er - med den musik, de hører."
Man behøver ikke at forstå ballet! Når man ser en film i biografen eller et teaterstykke på teateret, er det heller ikke altid, man forstår dét fuldt ud, selvom man kan have en ide om, hvad budskabet er.
Ballet er som teater; Der er ofte en afgrænset historie, som danserne formidler, og det handler ofte om ulykkelig eller forbudt kærlighed, der enten ender lykkeligt (for eksempel i Napoli og Tornerose) eller ulykkeligt (i for eksempel Giselle og Faust).
Forstår man ikke handlingen, kan man blot læne sig tilbage og nyde synet, lade sig imponere over kroppens muligheder og glæde sig over musikken.
Undergrundsballet
Forud for det Kongelige Bryllup i år blev hiphop/rap-gruppen, Outlandish, inviteret på Det Kongelige Teater, hvor de optrådte sammen med Det Kongelige Kapel i balletten: "A Wedding Gift", af John Neumeier.
Herefter lavede Rockbandet, Swan Lee, musikken til en gratis balletaften på Kastellet .
Torsdag den 19. august 2004 kunne man i Københavns Metro opleve Frank Andersens seneste påhit; To kongelige balletdansere, Cecilie Lassen og Thomas Lund, der nedenfor et par rulletrapper dansede en 4 minutters lang ballet til musik af Juliana Hatfield, der blev spillet fra en ghettoblaster.
Ifølge Urban stoppede mange travle metrobrugere op for at overvære danseoptrinnet, og folk stod af togene for at se, hvad der foregik. Andre tog dog ingen notits af det og fortsatte deres tur gennem undergrunden. Det var et helt andet publikum end det, de to dansere var vant til. Det var det travle mainstream-menneske på vej fra arbejde. Det menneske, der knapt nok har tid til at handle ind, da pasningsinstitutionerne lukker kort efter fyraften; og det var unge mennesker på vej til druk hos vennerne.
Frank Andersen ved godt, at det ikke er nemt at fange de unge: "Der er virkelig rift om deres opmærksomhed, men jeg tror på det, hvis vi taler deres sprog og møder dem der, hvor de er." Ikke desto mindre har Frank Andersen langt mere i posen.
Orange scene
Visionen er at toppe på Roskilde Festival , hvor han fra Orange Scene vil vise de unge, hvor fedt ballet kan være. Og det kommer ikke til at handle om syvsoveren Tornerose, om Snehvide eller om Nøddeknækkeren.
"Vi skal da have gang i noget med nogle af de bands der. Det kunne være Outlandish eller Kashmir eller nogle andre", siger Frank Andersen til Urban.
Det bliver ballet til hiphop, rap og rock, og det bliver 'cool' koreografi, som viser, hvad balletten gemmer på - hvorfor de unge skal tryllebindes - og hvorigennem Frank Andersen vil gøre de unge afhængige.
Torsdag den 19. august 2004 kunne man i Københavns Metro opleve Frank Andersens seneste påhit; To kongelige balletdansere, Cecilie Lassen og Thomas Lund, der nedenfor et par rulletrapper dansede en 4 minutters lang ballet til musik af Juliana Hatfield, der blev spillet fra en ghettoblaster.
Ifølge Urban stoppede mange travle metrobrugere op for at overvære danseoptrinnet, og folk stod af togene for at se, hvad der foregik. Andre tog dog ingen notits af det og fortsatte deres tur gennem undergrunden. Det var et helt andet publikum end det, de to dansere var vant til. Det var det travle mainstream-menneske på vej fra arbejde. Det menneske, der knapt nok har tid til at handle ind, da pasningsinstitutionerne lukker kort efter fyraften; og det var unge mennesker på vej til druk hos vennerne.
Frank Andersen ved godt, at det ikke er nemt at fange de unge: "Der er virkelig rift om deres opmærksomhed, men jeg tror på det, hvis vi taler deres sprog og møder dem der, hvor de er." Ikke desto mindre har Frank Andersen langt mere i posen.
Orange scene
Visionen er at toppe på Roskilde Festival , hvor han fra Orange Scene vil vise de unge, hvor fedt ballet kan være. Og det kommer ikke til at handle om syvsoveren Tornerose, om Snehvide eller om Nøddeknækkeren.
"Vi skal da have gang i noget med nogle af de bands der. Det kunne være Outlandish eller Kashmir eller nogle andre", siger Frank Andersen til Urban.
Det bliver ballet til hiphop, rap og rock, og det bliver 'cool' koreografi, som viser, hvad balletten gemmer på - hvorfor de unge skal tryllebindes - og hvorigennem Frank Andersen vil gøre de unge afhængige.
