At tage et valg
Splittet mellem venner og stoffer?
Mange unge tager i dag stoffer, de "bløde" som de hårde af slagsen. Men vi er nogen, som ikke gør, og vi kan blive udsat for at skulle vælge imellem at acceptere at venner gør det, eller at tage afsked.
Jeg kommer fra en lille by, hvor alle kender alle, og hvor de fleste er i samme omgangs kreds. Vi var altid en flok på en 10 mennesker, som rendte sammen. Vi startede med at gå til fester sammen, drikke og ryge.
Som tiden gik og vi alle blev ældre, blev tingene mere og mere kedelige i den her lille flække, og en dag begyndte nogle stykker og ryge fede. Jeg vil blankt indrømme at også jeg røg med på den vogn, jeg røg en enkelt eller to med dem i ny og næ, men aldrig mere end engang om måneden. Da de begyndte og kede sig med dette også, gik det pludselig stærkt, de gik fra almindelige cigaretter, til fed og så begyndte de hårde stoffet at rulle ind. Hårde stoffer i form af ecstacy, speed og så videre.
At tage et valg
Det blev tiere og tiere, og de mennesker jeg havde kendt igennem mange år, og som jeg elskede som min familie, blev mere og mere fjerne. Nogle fik en hverdag, hvor stoffer indgik, andre blev til weekend junkies. Jeg stod med et valg, hvor jeg kunne lukke mine øjne for det, konfrontere dem eller tage afsked. I første omgang, valgte jeg at holde en masse moral prædikener, men måtte i sidste ende indse, at jeg intet kunne gøre. Det var deres liv, deres valg, og jeg havde valgt ikke at ville tage den slags for lang tid siden.
De mennesker som jeg engang kendte, var pludselig blevet til folk, jeg havde svoret aldrig at omgås! Jeg så dem slippe ind i en verden, hvor jeg ikke ønskede at være. Jeg valgte til sidst at give slip og gå min vej. Valgte at holde op med at ringe og skrive, det gik begge veje, jeg passede ikke ind i deres miljø længere, og da samtalerne altid drejede sig om sidste og næste trip, kunne vi ikke længere tale sammen, så også de holdt op med at ringe.
Det er efterhånden nogle år siden jeg valgte dette, men det ændre ikke på at jeg stadig savner dem. Nogle af dem er kommet ud af det igen, og en kontakt på et minimalt plan er kommet igen, men det vil aldrig helt blive det samme igen. Det valg jeg tog gjorde, at jeg i en lang overgang ingen omgangs kreds havde. Det gjorde at jeg flere gange overvejede at ringe, tænkte det var mig som overreagerede. I dag er jeg glad for, at jeg valgte sådan, så jeg ikke sidder sammen med dem, et spejl og en hundrede lap! Men samtidig er jeg frygtelig ked af, at jeg intet andet kunne gøre, end at se til.
Jeg kommer fra en lille by, hvor alle kender alle, og hvor de fleste er i samme omgangs kreds. Vi var altid en flok på en 10 mennesker, som rendte sammen. Vi startede med at gå til fester sammen, drikke og ryge.
Som tiden gik og vi alle blev ældre, blev tingene mere og mere kedelige i den her lille flække, og en dag begyndte nogle stykker og ryge fede. Jeg vil blankt indrømme at også jeg røg med på den vogn, jeg røg en enkelt eller to med dem i ny og næ, men aldrig mere end engang om måneden. Da de begyndte og kede sig med dette også, gik det pludselig stærkt, de gik fra almindelige cigaretter, til fed og så begyndte de hårde stoffet at rulle ind. Hårde stoffer i form af ecstacy, speed og så videre.
At tage et valg
Det blev tiere og tiere, og de mennesker jeg havde kendt igennem mange år, og som jeg elskede som min familie, blev mere og mere fjerne. Nogle fik en hverdag, hvor stoffer indgik, andre blev til weekend junkies. Jeg stod med et valg, hvor jeg kunne lukke mine øjne for det, konfrontere dem eller tage afsked. I første omgang, valgte jeg at holde en masse moral prædikener, men måtte i sidste ende indse, at jeg intet kunne gøre. Det var deres liv, deres valg, og jeg havde valgt ikke at ville tage den slags for lang tid siden.
De mennesker som jeg engang kendte, var pludselig blevet til folk, jeg havde svoret aldrig at omgås! Jeg så dem slippe ind i en verden, hvor jeg ikke ønskede at være. Jeg valgte til sidst at give slip og gå min vej. Valgte at holde op med at ringe og skrive, det gik begge veje, jeg passede ikke ind i deres miljø længere, og da samtalerne altid drejede sig om sidste og næste trip, kunne vi ikke længere tale sammen, så også de holdt op med at ringe.
Det er efterhånden nogle år siden jeg valgte dette, men det ændre ikke på at jeg stadig savner dem. Nogle af dem er kommet ud af det igen, og en kontakt på et minimalt plan er kommet igen, men det vil aldrig helt blive det samme igen. Det valg jeg tog gjorde, at jeg i en lang overgang ingen omgangs kreds havde. Det gjorde at jeg flere gange overvejede at ringe, tænkte det var mig som overreagerede. I dag er jeg glad for, at jeg valgte sådan, så jeg ikke sidder sammen med dem, et spejl og en hundrede lap! Men samtidig er jeg frygtelig ked af, at jeg intet andet kunne gøre, end at se til.
Bare for sjov?
I dag tænker jeg på, om andre i en ligende situation ville reagere ligeledes. Jeg tænker på, hvorfor så mange unge har et behov for dette kick? Hvorfor er vi ikke længere tilfredse med en enkelt pilsner eller to? Er hverdagen blevet for kedelig og ensformig, for travl? Eller har det i virkeligheden alle dage været sådan? Er det for at slippe for en hverdag, man helst ikke vil tænke eller føle - eller er det bare for sjov?
Livet består af en masse valg. Nogle vælger ikke at vælge, men alt i alt så er hver en ting vi gør her i livet et valg. Hvem bestemmer, hvad der er rigtig og forkert?
Og hvordan ved vi, hvornår vi træffer det rette valg? Er et valg om at tage afsked til andre mennesker som du ikke deler livsholdninger med, at vælge og være blind? Skulle man hellere vælge og være åben for alle?
Jeg valgte at tackle tingene ved at forsøge og hjælpe, være der, acceptere, for til sidst at gå min vej.
Men vi er alle forskellige og tackler alting ud fra, hvem vi er og hvad vi tror på!
Hvad vil jeg med denne artiklen, kan man måske fristes til at spørge om. Jo ser I, jeg har et lille håb om at, hvis man fortæller, gør tingene åben til debat, så vil de en dag måske ændre sig! Og måske denne artikel får andre til at træffe et valg, om at gå, stoppe eller komme tilbage!
I dag tænker jeg på, om andre i en ligende situation ville reagere ligeledes. Jeg tænker på, hvorfor så mange unge har et behov for dette kick? Hvorfor er vi ikke længere tilfredse med en enkelt pilsner eller to? Er hverdagen blevet for kedelig og ensformig, for travl? Eller har det i virkeligheden alle dage været sådan? Er det for at slippe for en hverdag, man helst ikke vil tænke eller føle - eller er det bare for sjov?
Livet består af en masse valg. Nogle vælger ikke at vælge, men alt i alt så er hver en ting vi gør her i livet et valg. Hvem bestemmer, hvad der er rigtig og forkert?
Og hvordan ved vi, hvornår vi træffer det rette valg? Er et valg om at tage afsked til andre mennesker som du ikke deler livsholdninger med, at vælge og være blind? Skulle man hellere vælge og være åben for alle?
Jeg valgte at tackle tingene ved at forsøge og hjælpe, være der, acceptere, for til sidst at gå min vej.
Men vi er alle forskellige og tackler alting ud fra, hvem vi er og hvad vi tror på!
Hvad vil jeg med denne artiklen, kan man måske fristes til at spørge om. Jo ser I, jeg har et lille håb om at, hvis man fortæller, gør tingene åben til debat, så vil de en dag måske ændre sig! Og måske denne artikel får andre til at træffe et valg, om at gå, stoppe eller komme tilbage!
