At Miste
Alle oplever det på et tidspunkt
Man kan derimod lære at leve med den. Dette vidste jeg bare ikke på det tidspunkt, den sætning ofte lød i mine ører. Jeg troede det var mig, der var forkert.
Jeg har sagt det så tit, men ikke alle giver mig ret. Ikke desto mindre er det min egen opfattelse: døden er meningsløs og uanset hvad, så kan jeg aldrig tilgive den for dens meningsløshed. Hvorfor tager den et menneske, der har alt at leve for? Ja, jeg har ikke svaret.
Det eneste, man kan gøre, er at have medfølelse med de mennesker, der har mistet og prøve at forstå. Det kan måske varme et koldt hjerte, men intet betyder alligevel noget i det øjeblik.
Jeg spurgte engang min mor: "Hvad skal vi gøre, hvis du dør, mor?" Det er vist et spørgsmål mange børn stiller deres forældre. Men de færreste har vel fået det svar, jeg fik: "Smid mig ud af vinduet, og dans i stuen. For jeg vil ikke sidde i skyerne, og se jer være kede af det!"
Et par år efter hun var død, en dag jeg var alene hjemme, huskede jeg, hvad hun sagde til mig dengang. Og jeg dansede, sprang rundt i stuen, imens jeg græd og savnede hende som aldrig før. Mærkeligt måske, men det skete nogle gange derefter, at jeg dansede for min mor i stuen, når jeg var alene. Jeg savnede hende hver gang.
Nu danser jeg ikke mere, og jeg er holdt op med at stille spørgsmål. Jeg accepterede det for flere år siden, jeg ved, at det er uigenkaldeligt forbi. Jeg ønsker ikke mere, at hun er hos mig. Det er spild af tid at ønske det umulige, men jeg er også kommet et godt stykke videre. Min mor ville ikke længere høre til hos os, alt for meget er forandret. Men når jeg dør engang, så vil jeg gerne have, at folk, som jeg holder af, danser for mig. For et sted inderst inde, så betyder det noget. Savnet, sorgen og minderne er ikke meningsløse, døden er.
For få dage siden fik himlen endnu en stjerne, og jeg sendte da en lille bøn til himmelhvælvet: Pas på din stjerne, for den betyder alt for mange. Der kan end ikke sættes ord på det, det er udover alt, der nogensinde er sagt, gjort, tænkt eller set. Nærmere kan jeg ikke komme.
Sorg
Det er underligt som livet kan tage de mærkeligste drejninger. Når virkeligheden føles uvirkelig, som om intet af det, der sker har med en selv at gøre - som om det sker i en anden verden, i et andet liv. Egentlig havde jeg forestillet mig, at min artikel skulle omhandle dette - følelserne omkring sorg, og ikke "det faglige" med terapi og beskrivelse af sorg-typer. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne forene de to på en måde, jeg selv fandt tilfredsstillende. Men jeg valgte at gøre det alligevel.
Døden er ikke let at omgås, men det er af og til nødvendigt. Folk i sorg har brug for forståelse, og er man på bar bund, kan man let føle sig til overs og ubrugelig. Dette er hverken de sørgende eller den der forsøger at hjælpe tjent med.
Sorg kan ifølge Wickipedia være tre forskellige ting:
Jeg har sagt det så tit, men ikke alle giver mig ret. Ikke desto mindre er det min egen opfattelse: døden er meningsløs og uanset hvad, så kan jeg aldrig tilgive den for dens meningsløshed. Hvorfor tager den et menneske, der har alt at leve for? Ja, jeg har ikke svaret.
Det eneste, man kan gøre, er at have medfølelse med de mennesker, der har mistet og prøve at forstå. Det kan måske varme et koldt hjerte, men intet betyder alligevel noget i det øjeblik.
Jeg spurgte engang min mor: "Hvad skal vi gøre, hvis du dør, mor?" Det er vist et spørgsmål mange børn stiller deres forældre. Men de færreste har vel fået det svar, jeg fik: "Smid mig ud af vinduet, og dans i stuen. For jeg vil ikke sidde i skyerne, og se jer være kede af det!"
Et par år efter hun var død, en dag jeg var alene hjemme, huskede jeg, hvad hun sagde til mig dengang. Og jeg dansede, sprang rundt i stuen, imens jeg græd og savnede hende som aldrig før. Mærkeligt måske, men det skete nogle gange derefter, at jeg dansede for min mor i stuen, når jeg var alene. Jeg savnede hende hver gang.
Nu danser jeg ikke mere, og jeg er holdt op med at stille spørgsmål. Jeg accepterede det for flere år siden, jeg ved, at det er uigenkaldeligt forbi. Jeg ønsker ikke mere, at hun er hos mig. Det er spild af tid at ønske det umulige, men jeg er også kommet et godt stykke videre. Min mor ville ikke længere høre til hos os, alt for meget er forandret. Men når jeg dør engang, så vil jeg gerne have, at folk, som jeg holder af, danser for mig. For et sted inderst inde, så betyder det noget. Savnet, sorgen og minderne er ikke meningsløse, døden er.
For få dage siden fik himlen endnu en stjerne, og jeg sendte da en lille bøn til himmelhvælvet: Pas på din stjerne, for den betyder alt for mange. Der kan end ikke sættes ord på det, det er udover alt, der nogensinde er sagt, gjort, tænkt eller set. Nærmere kan jeg ikke komme.
Sorg
Det er underligt som livet kan tage de mærkeligste drejninger. Når virkeligheden føles uvirkelig, som om intet af det, der sker har med en selv at gøre - som om det sker i en anden verden, i et andet liv. Egentlig havde jeg forestillet mig, at min artikel skulle omhandle dette - følelserne omkring sorg, og ikke "det faglige" med terapi og beskrivelse af sorg-typer. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne forene de to på en måde, jeg selv fandt tilfredsstillende. Men jeg valgte at gøre det alligevel.
Døden er ikke let at omgås, men det er af og til nødvendigt. Folk i sorg har brug for forståelse, og er man på bar bund, kan man let føle sig til overs og ubrugelig. Dette er hverken de sørgende eller den der forsøger at hjælpe tjent med.
Sorg kan ifølge Wickipedia være tre forskellige ting:
"Sund Sorg"
"For det første kan sorg være en naturlig og helende proces efter at have oplevet et tab."
Den første type sorg er beskrevet som sund sorg, fordi det er kroppens og psykens naturlige reaktion på et tab. Det sorgfrie liv ændres meget, men reaktionerne med at græde, rase, spørge, erkende og forstå gør, at personen kan komme videre. Man accepterer efterhånden den nye situation, selvom det kan gøre pokkers ondt.
"Fravær af Sorg"
"For det andet kan sorgen være fraværende i forbindelse med et tab, hvilket har den effekt, at personen aldrig får sørget og såret aldrig heles."
Hvor den sunde sorg er en "ned og op af hullet"-proces, bliver den sorg, der undgås tiltagende og "kronisk". Forsøger man at undgå sorgen, vil den typisk blot blive større. Men hvorfor vælger nogle at undgå den naturlige sorg?
"Det første svar går på, at der er en række følelser, som kan være svære at rumme. Der er mange gode grunde til, hvorfor forskellige følelser kan være svære at rumme. Hvis man eksempelvis tidligere har gennemlevet en sorg, som tog meget hårdt på en - så er det naturligt, at man ikke aktivt søger sådanne tunge følelser igen."
"Det kan også være, at ens sorg og sårbarhed ikke er blevet godt modtaget af andre mennesker i personens opvækst - hvis man eksempelvis har skullet være stærk for at passe på andre, eller hvis man bare ikke har fået tilset sine behov for omsorg i det hele taget."
"Det andet svar på, hvorfor nogle undgår sorg, har at gøre med tænkningen. Der er mange mennesker, der undgår sorg, som uden helt at vide det tænker "Jeg kan ikke lade mig overvælde af følelser, for så kan jeg ikke kontrollere noget som helst" eller "Hvis jeg tænker over mit tab, så bryder jeg sammen og kommer aldrig oven på igen". Sådanne tanker leder forståeligt frem til, at disse mennesker søger at distrahere sig selv ved at tænke på noget andet. Resultatet er dog, at man ikke får sørget."
"Overdreven sorg"
"For det tredje kan sorgen være ude af proportioner med tabet - enten i graden eller i varigheden af sorg. I sådanne tilfælde aktiverer sorgen et tidligere følelsesmæssigt sår, som overskygger det aktuelle tab."
Har en person ikke tidligere tilladt sig selv at sørge, men undertrykt sine følelser og sorgen, kan dette resultere i den overdrevne sorg. Det kan også være manglende støtte til at lade sig overvælde af de følelser sorg indebærer, og bearbejde dem på en sund måde.
Hjælp i Sorg
Reaktioner på sorg, traumer eller voldsomme oplevelser er forskellige fra person til person. Men en stor sorg eller ulykke er altid fulgt af en større eller mindre forandring. Det bliver aldrig det samme igen, og den erkendelse kan være rigtig svær. Nogle kommer igennem sorgen og ud på den anden side med minder og oplevelsen, andre lukker sig inde og bliver nedtrykte og måske selvdestruktive.
"For det første kan sorg være en naturlig og helende proces efter at have oplevet et tab."
Den første type sorg er beskrevet som sund sorg, fordi det er kroppens og psykens naturlige reaktion på et tab. Det sorgfrie liv ændres meget, men reaktionerne med at græde, rase, spørge, erkende og forstå gør, at personen kan komme videre. Man accepterer efterhånden den nye situation, selvom det kan gøre pokkers ondt.
"Fravær af Sorg"
"For det andet kan sorgen være fraværende i forbindelse med et tab, hvilket har den effekt, at personen aldrig får sørget og såret aldrig heles."
Hvor den sunde sorg er en "ned og op af hullet"-proces, bliver den sorg, der undgås tiltagende og "kronisk". Forsøger man at undgå sorgen, vil den typisk blot blive større. Men hvorfor vælger nogle at undgå den naturlige sorg?
"Det første svar går på, at der er en række følelser, som kan være svære at rumme. Der er mange gode grunde til, hvorfor forskellige følelser kan være svære at rumme. Hvis man eksempelvis tidligere har gennemlevet en sorg, som tog meget hårdt på en - så er det naturligt, at man ikke aktivt søger sådanne tunge følelser igen."
"Det kan også være, at ens sorg og sårbarhed ikke er blevet godt modtaget af andre mennesker i personens opvækst - hvis man eksempelvis har skullet være stærk for at passe på andre, eller hvis man bare ikke har fået tilset sine behov for omsorg i det hele taget."
"Det andet svar på, hvorfor nogle undgår sorg, har at gøre med tænkningen. Der er mange mennesker, der undgår sorg, som uden helt at vide det tænker "Jeg kan ikke lade mig overvælde af følelser, for så kan jeg ikke kontrollere noget som helst" eller "Hvis jeg tænker over mit tab, så bryder jeg sammen og kommer aldrig oven på igen". Sådanne tanker leder forståeligt frem til, at disse mennesker søger at distrahere sig selv ved at tænke på noget andet. Resultatet er dog, at man ikke får sørget."
"Overdreven sorg"
"For det tredje kan sorgen være ude af proportioner med tabet - enten i graden eller i varigheden af sorg. I sådanne tilfælde aktiverer sorgen et tidligere følelsesmæssigt sår, som overskygger det aktuelle tab."
Har en person ikke tidligere tilladt sig selv at sørge, men undertrykt sine følelser og sorgen, kan dette resultere i den overdrevne sorg. Det kan også være manglende støtte til at lade sig overvælde af de følelser sorg indebærer, og bearbejde dem på en sund måde.
Hjælp i Sorg
Reaktioner på sorg, traumer eller voldsomme oplevelser er forskellige fra person til person. Men en stor sorg eller ulykke er altid fulgt af en større eller mindre forandring. Det bliver aldrig det samme igen, og den erkendelse kan være rigtig svær. Nogle kommer igennem sorgen og ud på den anden side med minder og oplevelsen, andre lukker sig inde og bliver nedtrykte og måske selvdestruktive.
Det er meget vigtigt at man ikke er alene med sin sorg, og får talt ud om det og grædt. Gråd er en vigtig del af udviklingen, fordi det virker afspændende på kroppen og fjerner angstfølelsen.
At tiden læger alle sår er et misforstået begreb. Tiden læger intet uden kærlig, omsorgsfuld støtte. Og ikke engang dette er altid nok. Nogle gange skal der professional hjælp til.
At undgå at tale om sorgen og tabet med en, der har mistet, og som man er tæt på, er misforstået medlidenhed.
Noget af det værste i mit eget tilfælde var, at udover et par spydige bemærkninger, jeg fik slynget i hovedet uden grund fra de største idioter, var der aldrig nogen, der berørte emnet "mors død" i skolen. Og som det barn jeg var, forstod jeg ingenting. Min mor var død, hvordan kunne folk være ligeglade?
Jeg har senere fået at vide, at lærerne mente, at det ville være bedst at lade emnet ligge, så mine søskende og jeg hurtigst muligt ville glemme. Glemme - Aldrig!
Hverken tiden eller den barmhjertige fortrængning, mennesket kan bruge i selvforsvar, har slettet sporene af min mor fra min erindring. Heldigvis har jeg hørt flere steder, at de tider er skiftet. Sorg er ikke længere tabu, og der er oprettet sorggrupper for alle, både unge og børn.
Da jeg mistede min mor, var der ingen sorggrupper, der ville vide af mig og mine søskende. De sorggrupper, der fandtes dengang, henvendte sig udelukkende til børn hvis ene (eller begge) forældre var død af kræft.
At miste en man holder af er utroligt belastende og hårdt. Alt bliver usikkert, fremtiden og nutiden. Fortiden er det trygge, hvor alt var som det plejede at være. Man kan føle sårbarhed, ensomhed, vrede og meningsløshed både under og efter tabet. Men disse følelser behøver ikke at være vedvarende. De kan gradvist ændres til accept og en følelse af fred.
En støtte i sorgen kan være Unge og Sorg, der tilbyder støtte til unge, hvis forældre er alvorligt syge eller døde. De tilbyder hjælp til unge mellem 16 og 28 år. Både igennem brevkasser og telefonsamtaler med andre, der har mistet og gennem professionelle behandlere. Det er oså muligt at deltage i en gruppe ledet af frivillige unge, der selv har mistet en forælder:
"Når man er ung, er det sjældent, at ens nærmeste venner og dem i omgangskredsen selv har prøvet at miste eller leve med en alvorligt syg forælder. Derfor kan det være svært for dem helt at forstå og sætte sig ind i, hvordan den sørgende har det. Mange oplever også, at det er svært at tale med familien, og derfor kan man ofte komme til at føle sig meget alene med sin sorg."
"For nogle er det tilstrækkeligt at dele sorgen med de nærmeste: Familie, kæreste og venner, men hvis det ikke er nok, eller hvis omgivelserne ikke kan rumme det, kan det blive nødvendigt at opsøge professionel hjælp." Dette tilbyder studenterrådgivningen til studerende, der enten tidligere i livet eller aktuelt har været udsat for et så alvorligt tab, at det har dårlig indflydelse på deres studieliv.
Der findes flere forskellige sorggrupper, psykologer og andre terapeuter, der tager sig af mennesker i sorg, om denne sorg så er udløst af eksempelvis en ulykke, et dødsfald eller en kæreste, der er smuttet. Sorg er langtfra et ukendt fænomen, og ingen kan undgå det i løbet af livet. Medmindre de bor i en glasklokke - og det er vel de færreste der gør det...
At tiden læger alle sår er et misforstået begreb. Tiden læger intet uden kærlig, omsorgsfuld støtte. Og ikke engang dette er altid nok. Nogle gange skal der professional hjælp til.
At undgå at tale om sorgen og tabet med en, der har mistet, og som man er tæt på, er misforstået medlidenhed.
Noget af det værste i mit eget tilfælde var, at udover et par spydige bemærkninger, jeg fik slynget i hovedet uden grund fra de største idioter, var der aldrig nogen, der berørte emnet "mors død" i skolen. Og som det barn jeg var, forstod jeg ingenting. Min mor var død, hvordan kunne folk være ligeglade?
Jeg har senere fået at vide, at lærerne mente, at det ville være bedst at lade emnet ligge, så mine søskende og jeg hurtigst muligt ville glemme. Glemme - Aldrig!
Hverken tiden eller den barmhjertige fortrængning, mennesket kan bruge i selvforsvar, har slettet sporene af min mor fra min erindring. Heldigvis har jeg hørt flere steder, at de tider er skiftet. Sorg er ikke længere tabu, og der er oprettet sorggrupper for alle, både unge og børn.
Da jeg mistede min mor, var der ingen sorggrupper, der ville vide af mig og mine søskende. De sorggrupper, der fandtes dengang, henvendte sig udelukkende til børn hvis ene (eller begge) forældre var død af kræft.
At miste en man holder af er utroligt belastende og hårdt. Alt bliver usikkert, fremtiden og nutiden. Fortiden er det trygge, hvor alt var som det plejede at være. Man kan føle sårbarhed, ensomhed, vrede og meningsløshed både under og efter tabet. Men disse følelser behøver ikke at være vedvarende. De kan gradvist ændres til accept og en følelse af fred.
En støtte i sorgen kan være Unge og Sorg, der tilbyder støtte til unge, hvis forældre er alvorligt syge eller døde. De tilbyder hjælp til unge mellem 16 og 28 år. Både igennem brevkasser og telefonsamtaler med andre, der har mistet og gennem professionelle behandlere. Det er oså muligt at deltage i en gruppe ledet af frivillige unge, der selv har mistet en forælder:
"Når man er ung, er det sjældent, at ens nærmeste venner og dem i omgangskredsen selv har prøvet at miste eller leve med en alvorligt syg forælder. Derfor kan det være svært for dem helt at forstå og sætte sig ind i, hvordan den sørgende har det. Mange oplever også, at det er svært at tale med familien, og derfor kan man ofte komme til at føle sig meget alene med sin sorg."
"For nogle er det tilstrækkeligt at dele sorgen med de nærmeste: Familie, kæreste og venner, men hvis det ikke er nok, eller hvis omgivelserne ikke kan rumme det, kan det blive nødvendigt at opsøge professionel hjælp." Dette tilbyder studenterrådgivningen til studerende, der enten tidligere i livet eller aktuelt har været udsat for et så alvorligt tab, at det har dårlig indflydelse på deres studieliv.
Der findes flere forskellige sorggrupper, psykologer og andre terapeuter, der tager sig af mennesker i sorg, om denne sorg så er udløst af eksempelvis en ulykke, et dødsfald eller en kæreste, der er smuttet. Sorg er langtfra et ukendt fænomen, og ingen kan undgå det i løbet af livet. Medmindre de bor i en glasklokke - og det er vel de færreste der gør det...
