At blive voksen
Nogle gange ved man bare, at man er i overgangsstadier i sit liv
Forleden fangede jeg mig selv i, at forklare en yngre veninde hvordan ting var, dengang jeg var på hendes alder. Ja, ja, det er jo bare en lille bitte ting, men alligevel følte jeg lige det, der nok svarer til at få smidt iskoldt vand i hovedet med et "så kan du lære det" bagefter.
Lige pludselig at skulle stå og være en anelse snusfornuftig? Puh for en rystelse. Men ved nærmere eftersyn er det alligevel også klart, at det måtte ske før eller siden. Studenterhuen nærmer sig, og med den også en del sidegoder, så som karrierevalg, lejlighed, farvel til gamle venner og alle de ting, der bare på en enkelt sommer kan betyde, at man kommer ud i den anden ende med et helt andet syn på livet.
En ting, der unægteligt hænger sammen med det, at blive voksen, er, at skulle skille sig af med ting fra fortiden. Og her er det jo ikke kun lyserøde bamser og gammelt tøj, der ikke passer længere. Det er også de dybere ting, som man går og holder fast på uden nogen egentlig grund, men som man bare ikke nænner at sige farvel til.
Venskaber, gamle kærester, gamle skænderier, alskens minder. Pludselig vågner man og indser, at det på en eller anden måde ikke betyder ligeså meget som før. Eller jo, det gør det jo, bare ikke på samme måde: det har ikke længere den store indflydelse på ens liv.
Det er en stor sortering at skulle gå i gang med, og den kan godt være hård. Pludselig at skulle erkende, at man er vokset fra gamle bekendtskaber - eller at de kun har eksisteret på meget spinkle, uholdbare grundlag, og at man ikke kan drage nytte af hinanden længere. Nogle ville kalde det kynisk at bedømme menneskelige forhold på den måde, men jeg har i løbet af det sidste års tid lært, at det faktisk kan nytte sig en hel del.
At skulle tage "jeg kender dig ikke længere"-samtalen med en kæreste er en ting for sig selv, men at gøre det med en ven er næsten værre. Det er jo denne person, man har grædt hos, efter samtalen med kæresten, men hvor det dog hjalp. Prøv engang at overveje, hvor meget "dødvægt" du egentlig render rundt med, i form af gamle bekendtskaber, der ikke rigtig gavner hverken dig eller modparten?
Jeg er vist sluppet ud af en hård sorteringsperiode med nogle huller i det, der var min omgangskreds inden - men på den anden side, så åbner erkendelse og renselse også op og giver plads til nye bekendtskaber og oplevelser. Man sletter ikke minder - man lærer bare at lade dem fylde sit liv på en anden måde...
Og så er der også altid chancen for at få bekræftet et gammel venskab og endda at få fornyet det - en oplevelse, som altid varmer godt om hjertet.
Så jeg kan faktisk kun anbefale, at man lige kigger sin adressebog igennem og ser, hvem man egentlig har talt med i løbet af de seneste måneder. Talt med, tænkt på, hørt om. For det gavner at få renset ud et gammel klædeskab og bestemt også i ens omgangskreds. Og man behøver jo ikke at smide gammelt tøj helt ud - bare lægge det bagerst på hylden...
Lige pludselig at skulle stå og være en anelse snusfornuftig? Puh for en rystelse. Men ved nærmere eftersyn er det alligevel også klart, at det måtte ske før eller siden. Studenterhuen nærmer sig, og med den også en del sidegoder, så som karrierevalg, lejlighed, farvel til gamle venner og alle de ting, der bare på en enkelt sommer kan betyde, at man kommer ud i den anden ende med et helt andet syn på livet.
En ting, der unægteligt hænger sammen med det, at blive voksen, er, at skulle skille sig af med ting fra fortiden. Og her er det jo ikke kun lyserøde bamser og gammelt tøj, der ikke passer længere. Det er også de dybere ting, som man går og holder fast på uden nogen egentlig grund, men som man bare ikke nænner at sige farvel til.
Venskaber, gamle kærester, gamle skænderier, alskens minder. Pludselig vågner man og indser, at det på en eller anden måde ikke betyder ligeså meget som før. Eller jo, det gør det jo, bare ikke på samme måde: det har ikke længere den store indflydelse på ens liv.
Det er en stor sortering at skulle gå i gang med, og den kan godt være hård. Pludselig at skulle erkende, at man er vokset fra gamle bekendtskaber - eller at de kun har eksisteret på meget spinkle, uholdbare grundlag, og at man ikke kan drage nytte af hinanden længere. Nogle ville kalde det kynisk at bedømme menneskelige forhold på den måde, men jeg har i løbet af det sidste års tid lært, at det faktisk kan nytte sig en hel del.
At skulle tage "jeg kender dig ikke længere"-samtalen med en kæreste er en ting for sig selv, men at gøre det med en ven er næsten værre. Det er jo denne person, man har grædt hos, efter samtalen med kæresten, men hvor det dog hjalp. Prøv engang at overveje, hvor meget "dødvægt" du egentlig render rundt med, i form af gamle bekendtskaber, der ikke rigtig gavner hverken dig eller modparten?
Jeg er vist sluppet ud af en hård sorteringsperiode med nogle huller i det, der var min omgangskreds inden - men på den anden side, så åbner erkendelse og renselse også op og giver plads til nye bekendtskaber og oplevelser. Man sletter ikke minder - man lærer bare at lade dem fylde sit liv på en anden måde...
Og så er der også altid chancen for at få bekræftet et gammel venskab og endda at få fornyet det - en oplevelse, som altid varmer godt om hjertet.
Så jeg kan faktisk kun anbefale, at man lige kigger sin adressebog igennem og ser, hvem man egentlig har talt med i løbet af de seneste måneder. Talt med, tænkt på, hørt om. For det gavner at få renset ud et gammel klædeskab og bestemt også i ens omgangskreds. Og man behøver jo ikke at smide gammelt tøj helt ud - bare lægge det bagerst på hylden...
