At arbejde i et supermarked
Folk kan være så tankeløse, når de går i supermarkedet. Det lægger du måske ikke selv mærke til, med mindre du arbejder i sådan et, ligesom jeg gør...
Jeg vil gerne lige starte med at slå fast, at jeg ikke er af den opfattelse, at alle kunder er irriterende, dumme eller hensynsløse. Det er det nemlig langt fra. De fleste af de kunder, jeg kommer i nærheden af, er flinke og smiler tilbage, når jeg smiler til dem. Det er simpelthen dejligt, når der er rigtig mange af de "gode" kunder! Men engang imellem kommer der selvfølgelig nogen, der er knap så "gode". Det er aldrig til at vide, om kunden har haft en dårlig dag eller generelt bare er irriterende. Derfor undgår jeg altid at stille op med sure miner overfor en kunde, som ikke opfører sig så hensigtsmæssigt, som jeg godt kunne tænke mig. Det kunne jo være, at kunden lige havde været ude for noget, der ikke ligefrem gjorde vedkommende i godt humør. Så har denne slet ikke brug for at komme ind i et supermarked med sure ansatte.
Men jeg vil nu tillade mig at brokke mig lidt over de kunder, der er irriterende. Lad mig opstille nogle punkter...
At stå i vejen for al trafik/at have for god tid:
Selvfølgelig er det i orden at stå stille, når man kigger på et eller andet. Det er også helt fint at gå langsomt rundt og få kigget på det hele, hvis man har tid til dét. Men hvorfor skal det foregå midt i gangene og gerne med indkøbsvognen spærrende for al gennemgående trafik?
Det medfører blot, at folk enten må vente på denne person, eller skubbe til personens vogn med risiko for halvvejs at blive ædt, fordi personen er sikker på, at nogen prøver på at tage varerne i vognen! Hvis man har god tid, hvorfor så ikke gå ind til siden? Det kunne jo være, at der kom en travl ansat eller en mor, der skal nå at hente børnene, og som bare lige skulle skynde sig at købe ind.
Pludselige sving eller stop:
Det sker tit, at jeg skal gå ned gennem butikken med en vogn foran mig, gerne med noget tungt i, hvilket gør, at når den først kører er den ikke altid lige let at stoppe igen. Jeg lader mig glide ind i strømmen af mennesker og passer meget på ikke at køre ind i nogen. Men hvordan skal jeg kunne vide, at personen foran mig pludselig stopper op for at dreje ind af en anden gang?
Når dette sker, ender det med en undvigemanøvre eller simpelthen en påkørsel. Det kunne have været undgået ved, at pågældende kunde lige havde kigget sig en gang over skulderen i bedste cyklist-stil. Eller i første omgang ikke havde sat farten op med bagtanken om, at han/hun ikke skulle andet end lige ind efter en liter mælk...
Mærkelige spørgsmål:
Jo, man hører en del underlige spørgsmål sådan et sted. Jeg vil ikke til at angribe de kunder, der spørger, hvor det og det står i butikken. For det er aldrig lige let at gennemskue. Til gengæld er det spørgsmål som: "Har I de der små grønne og gule dimser, som man kan være allergisk overfor, men som jeg godt kan tåle, du ved, de der I havde i tilbudsavisen i sidste uge?" For så er det jo der jeg tænker: "Øøøøøøh, hvad svarer jeg nu? Siger jeg, at jeg ganske enkelt ikke ved, hvad kunden snakker om, eller beder jeg bare kunden spørge en anden, så jeg slipper for denne gætteleg?"
Kunden kan blive fortørnet over begge svar, men jeg har ligesom ikke rigtigt et valg. Hvis jeg så forsigtigt spørger, hvad disse skal bruges til, får jeg måske bare at vide, at det er sådan nogle man kan bruge i én eller anden sovs, og så er jeg lige vidt. Det lyder måske langt ude, at nogen kunne finde på at spørge om sådanne ting, men det er ikke løgn. Jeg synes nu engang bare ikke, at kunderne kan forvente, at alle ansatte i butikken ved alt om alle produkter og så videre. Det er simpelthen ikke muligt.
Dette var tre af de hyppigste irritationsmomenter, men det er bestemt ikke de eneste. Men mit budskab med denne artikel er simpelthen, at man skal tænke sig om i supermarkedet, såvel som alle andre steder. Man kan ikke forlange umenneskelige præstationer af de ansatte i supermarkedet, for - gæt selv - de er også bare mennesker.
Men jeg vil nu tillade mig at brokke mig lidt over de kunder, der er irriterende. Lad mig opstille nogle punkter...
At stå i vejen for al trafik/at have for god tid:
Selvfølgelig er det i orden at stå stille, når man kigger på et eller andet. Det er også helt fint at gå langsomt rundt og få kigget på det hele, hvis man har tid til dét. Men hvorfor skal det foregå midt i gangene og gerne med indkøbsvognen spærrende for al gennemgående trafik?
Det medfører blot, at folk enten må vente på denne person, eller skubbe til personens vogn med risiko for halvvejs at blive ædt, fordi personen er sikker på, at nogen prøver på at tage varerne i vognen! Hvis man har god tid, hvorfor så ikke gå ind til siden? Det kunne jo være, at der kom en travl ansat eller en mor, der skal nå at hente børnene, og som bare lige skulle skynde sig at købe ind.
Pludselige sving eller stop:
Det sker tit, at jeg skal gå ned gennem butikken med en vogn foran mig, gerne med noget tungt i, hvilket gør, at når den først kører er den ikke altid lige let at stoppe igen. Jeg lader mig glide ind i strømmen af mennesker og passer meget på ikke at køre ind i nogen. Men hvordan skal jeg kunne vide, at personen foran mig pludselig stopper op for at dreje ind af en anden gang?
Når dette sker, ender det med en undvigemanøvre eller simpelthen en påkørsel. Det kunne have været undgået ved, at pågældende kunde lige havde kigget sig en gang over skulderen i bedste cyklist-stil. Eller i første omgang ikke havde sat farten op med bagtanken om, at han/hun ikke skulle andet end lige ind efter en liter mælk...
Mærkelige spørgsmål:
Jo, man hører en del underlige spørgsmål sådan et sted. Jeg vil ikke til at angribe de kunder, der spørger, hvor det og det står i butikken. For det er aldrig lige let at gennemskue. Til gengæld er det spørgsmål som: "Har I de der små grønne og gule dimser, som man kan være allergisk overfor, men som jeg godt kan tåle, du ved, de der I havde i tilbudsavisen i sidste uge?" For så er det jo der jeg tænker: "Øøøøøøh, hvad svarer jeg nu? Siger jeg, at jeg ganske enkelt ikke ved, hvad kunden snakker om, eller beder jeg bare kunden spørge en anden, så jeg slipper for denne gætteleg?"
Kunden kan blive fortørnet over begge svar, men jeg har ligesom ikke rigtigt et valg. Hvis jeg så forsigtigt spørger, hvad disse skal bruges til, får jeg måske bare at vide, at det er sådan nogle man kan bruge i én eller anden sovs, og så er jeg lige vidt. Det lyder måske langt ude, at nogen kunne finde på at spørge om sådanne ting, men det er ikke løgn. Jeg synes nu engang bare ikke, at kunderne kan forvente, at alle ansatte i butikken ved alt om alle produkter og så videre. Det er simpelthen ikke muligt.
Dette var tre af de hyppigste irritationsmomenter, men det er bestemt ikke de eneste. Men mit budskab med denne artikel er simpelthen, at man skal tænke sig om i supermarkedet, såvel som alle andre steder. Man kan ikke forlange umenneskelige præstationer af de ansatte i supermarkedet, for - gæt selv - de er også bare mennesker.
