Aniston

[Anmeldelse]: Kunsten at være kvinde

En moderne feministbibel med masser af humor og detaljer fra det usøde liv.

5 ud af 6 stjerner
Da Caitlin Morans bog "Kunsten at være kvinde" dumpede ind ad brevsprækken, havde jeg aldrig hørt om kvinden. Men jeg tænkte, at det jo ikke kunne skade at læse en bog, som tilsyneladende kunne fortælle mig om, hvordan det er at være hunkøn, og hvordan man mestrer den slags.

Siden har jeg fundet ud af, at Caitlin Moran er både forfatter, journalist og klummeskribent, samt at hun desuden er radikal feminist - men ikke af typen, som brænder BH'er eller tager sig selv (eller for den sags skyld resten af kvindekønnet) alt for seriøst.

Derfor er jeg også kommet til at holde helt af den britiske forfatter, som har oplevet et og andet i sit liv, og som i bogen "Kunsten at være kvinde" fortæller om sit liv råt for usødet og med et ikke helt ucharmerende glimt i øjet.

Caitlin Morans udgangspunkt er, at vil man selv bestemme over sin fisse (ikke så meget mit ord, men hendes ...), så er man ganske enkelt feminist. Dermed er udgangspunktet for bogen, forhåbentligt, at alle kvinder er feminister.

Men bogen handler ikke så meget om de alvorlige ting i livet. Den handler mere om kønsbehåring, som ikke får lov til at vokse frit, og om høje hæle, som det ikke kan være en kvindes eget ønske at ødelægge sine fødder i. Dermed handler den om hverdagsproblemer, som kan gøre det svært at være moderne kvinde.

Caitlin Moran har skrevet bogen med udgangspunkt i sit eget liv, som ikke altid har været lige let. Hun havde det vanskelligt som fattig teenager, der helst ville være prinsesse, og hun har for alvor mærket, hvor svært det kan være at blive mor - og at fravælge at være mor igen.

"Kunsten at være kvinde" er på den måde en både ærlig og særlig erindrings- og debatbog, der ikke kan undgå at røre én, og som sætter tanker i gang.
ANNONCE
[Anmeldelse]: Kunsten at være kvinde
Der er ingen tvivl om, at Caitlin Morans bog er lidt af en moderne feministbibel, som helt sikkert berør en række vigtige facetter omkring kvindeliv, som alle kvinder med fordel kan skænke en tanke. Men om den decideret kan få kvinder på barrikaderne, ved jeg ikke.

Bogen er dog både underholdende, interessant og har et (vigtigt) glimt i øjet. 

Den og Caitlin Moran tager ikke sig selv for seriøst, og det, synes jeg, er essentielt, hvis en bog om feminisme skal være værd at læse for mig! Jeg gider nemlig ikke at beskæftige mig med sure feminister og "bitterfisser", men Caitlin Moran derimod gider jeg faktisk godt!


"Kunsten at være kvinde" er skrevet af Caitlin Moran og udgivet af Gyldendal.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce